X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Wave Race: Blue Storm


Til den nu hedengangne 64-bit konsol fra Nintendo, Nintendo64, var et af de første spil et vandscooterspil, kaldet Waverace. Dette spil foregik på vandet med små, hurtige vandscootere, og det blev hurtigt en stor succes og en af de bedste titler til Nintendo64 - nogensinde.
Nu, hvor Nintendos GameCube er kommet på markedet, så er det selvfølgelig klart for enhver, at succesen med Waverace må gøres efter endnu en gang.

Gameplay

Efterfølgeren til WaveRace, WaveRace: Blue Storm, har nu set lyset på GameCube, og i bund og grund er det meget lig det tidligere spil, der udkom samtidig med N64'eren.

Kernen i spillet er stadig hidsige runder på mange forskellige baner, hvor det selvfølgelig har visse fordele at være den første til at gennemføre de aftalte omgange og komme i mål.
Hoveddelen af spillet går ud på at kæmpe sig vej gennem et antal baner, hvor man på hver af dem skal vinde over 7 modstandere, der også gerne vil være nummer 1. Inden man går i gang, kan man vælge mellem 4 sværhedsgrader, hvilket er nødvendigt, da man ikke skal regne med at vinde løb lige med det samme - specielt ikke, hvis man spiller på de sværere niveauer.
Selve løbene går ud på dels at manøvrere uden om det væld af forhindringer, der er på banerne, og desuden at komme rigtigt omkring de bøjer, der ligger strategisk placeret hele banen igennem. Bøjerne kan være røde eller gule og alt efter hvilken farve, de har, skal man sejle omkring dem på enten højre eller venstre side. Misser man 5 bøjer på en bane, er man diskvalificeret.
Har man ikke lyst til at give sig i kast med et Championship med det samme, så tilbyder spillet også, at man kan sejle mod uret i Time Trial, bare øve sig på må og få i Free Roam eller prøve at vinde masser af point med stunts, der kan laves i alle spillets modes.

Styringen i WaveRace er, som man siger 'Over There', Pure Skill. Selv veteraner fra det forrige WaveRace kan ikke bare sætte sig ned og begynde at vinde løb, nej - det kræver øvelse. Det sværeste i spillet er helt sikkert at lære at dreje hurtigt og sikkert, hvilket kan opnås på flere måder - bl.a. ved at bruge både analog-stick og skulderknapper sammen. Jo mere man spiller, jo bedre bliver man.

Der er 8 forskellige personer i spillet, der hver har sin egen scooter, der igen afviger fra de andres mht. til hastighed og manøvredygtighed. Hver scooter kan indstilles inden et løb, så man f.eks. kan ofre lidt acceleration
for en højere topfart, hvis det er nødvendigt. Det har dog ikke den store indflydelse på scooterne, så det mister lidt af sin værdi.
Der er mange forskellige baner i spillet, der finder sted fra små kanaler til baner, hvor forhindringerne udgøres af isbjerge. Banernes sværhedsgrad kan øges ved at ændre på vejret, hvilket igen har indflydelse på vandet, så bølgerne f.eks. kan tiltage i højde og styrke.

Grafik

Jeg må jo nok indrømme, at WaveRace har skuffet mig lidt, når det kommer til det grafiske. Grafikken bærer meget præg af aliasing (Hakkede linier) i det meste af billedet. Animationer og selve banerne kunne også godt være lavet pænere.
En anden ting er, at der ser ud til at være temmelig mange bugs i grafikken. F.eks. kan vandet gå helt amok, hvis man studerer det, når bølgerne f.eks. slår ind over en strand, hvilket ser ualmindelig dumt ud. En anden ting er, at føreren af ens scooter ser ud til at klatre op af sandet, hvis han skal op på sin scooter, mens den står på land.
Der er dog også gode ting ved grafikken. Vandeffekterne er f.eks. utroligt flotte (Når der altså ikke lige går ged i dem), og det er da også lækkert, at man kan se fisk og skildpadder under vandet.

Lyd

Lydeffekterne er bestemt ikke noget at råbe hurra for hos denne titel. Scooterne lyder ret forkølede og har ikke nok bas i motoren til, at de lyder virkelig potente. Personerne i spillet har desuden meget irriterende stemmer, og selvom de kun ytrer meget få ord, så er man alligevel glad for, at man ikke sidder ved siden af dem til et bryllup.
Musikken er noget helt andet, og er faktisk rigtig god. Hver person har sit eget nummer, og omkring halvdelen af numrene er nogle rigtige ørehængere.

Konklusion

WaveRace: Blue Storm er et ganske godt spil på gameplay-siden, og specielt med 4 spillere bliver det en nydelse at spille igen, igen og igen. Alene er spillet også sjovt, da det tilbyder mange forskellige måder af adsprede sig på, så det hele ikke bare skal gå op i gule og røde bøjer.
Desværre skuffer grafikken og lydeffekterne en smule, hvilket er en skam, da det oprindelige WaveRace imponerede verden med sin fantastiske grafik, og det ville da være rart, hvis Blue Storm havde kunnet gøre det samme.
Uanset hvad, så er spillet udfordrende og sjovt - både alene og flere spillere, og kan du leve med en grafik, der ikke er GameCuben værdig, så skynd dig ud og købe WaveRace: Blue Storm.

Wave Race: Blue Storm (EU)
Anmelders vurdering
89%

Wave Race: Blue Storm   © Nintendo 2001   (GCN)    1/5 Wave Race: Blue Storm   © Nintendo 2001   (GCN)    2/5 Wave Race: Blue Storm   © Nintendo 2001   (GCN)    3/5