X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

FIFA 2000


FIFA 2000!... - tjah... at EA Sports udsender det obligatoriske fodboldspil kan næppe komme som en overraskelse for nogen... de årlige opdateringer af div. sportspil er efterhånden i ligeså høj grad blevet en tradition som 90-års fødselsdagen på tv nytårsaften - og tømmermændene dagen efter!...

... men sådan er det jo temmelig generelt her i den 1. PlayStations efterår... - næsten alle de ny-udgivelser der er noget værd er 2'ere, 3'ere eller sågar nummer 4 i en serie. Nogle af disse spil-serier bliver man simpelthen træt af, og mange burde man nok ha' droppet efter spil nr. 2... det er de spil hvor man i bedste Microsoft-stil tilføjer lidt ny grafik og nye missioner, for derefter at re-lancere dem som helt nye spil - desværre til den gamle pris... Andre bliver man ved med at kunne pudse lidt på... - et bilspil kan altid blive en lille smule hurtigere, en fly-simulator kan altid blive lidt mere realistisk og et kampspil kan altid blive gjort lidt mere vanvittigt urealistisk...

... og hvad kan man så gøre med et sportsspil som FIFA 2000??? Jo, et fodboldspil kan altid tilføjes lidt flere elementer, og selv om man ikke umiddelbart kan se de store forandringer i forhold til '99-udgaven, vil man, når man får sat sig lidt ind i spillet, hurtigt opdage at det faktisk ikke kun er årstallet på coveret der er skiftet ud denne gang!

Det første bevis herpå finder man allerede i spillets hovedmenu - der er alle de sædvanlige elementer: Training, Season, Tournament og Friendly, men uhA!, hvor er der mange hold at vælge imellem: Landshold, klubber - alle fuldt ud opdaterede og som en ekstra sej ting er der også sat nogle af historiens "store" hold ind, som f.eks. Danmarks landshold fra 1994 - så der er nok at eksperimentere med for en nostalgisk fodboldsentusiast!

Anyway - on to the game... det første man støder på når banen toner frem på skærmen er stemning med stort S, og det er i kraft af lyden fra publikum alene - et godt tip: sluk for kommentatorerne med det samme!! De bliver simpelthen så =)(#%/)(# irriterende at høre på. Altid fordømmende og med et meget lille ordforråd! - så ud med dem, og begynd spillet. Man starter lidt forsigtigt op med et spil på "amature"-level... og det fungerer totalt godt! Ens medspillere placerer sig de rigtige steder, og som regel ender bolden også hos den medspiller man havde tænkt sig at den skulle ende hos. Boldspillet glider simpelthen så flot og elegant, at man føler at hverken Laudrup'erne eller nogle andre har noget at skulle lære én. Man har en masse driblinger i sit repertoire, og de fungerer som de skal, ligesom spilningerne er præcise. Modstanderne er gode nok til at gi' dig en rigtig solid modstand, men ikke gode nok til at gi' dig klø... Det er meget elegant, og sammenholdt med stemningen giver det en rigtig god oplevelse.

Dog bliver det hurtigt for let på amatør-niveauet, så man skifter op til den næste af de 3 sværhedsgrader, den der hedder "professional". Og her er der så SANDELIG kommet andre boller på suppen! Lige pludselig er der bare ikke noget der fungerer. Dine driblinger narrer ikke nogen, og pudsigt nok kommer der altid en modstander mellem dig og din medspiller når du forsøger at passerer bolden videre. Ok, ok øvelse gør mester, men det er altså ikke helt nok i dette tilfælde. Man kan simpelthen ikke stille noget op når modstanderne beslutter sig for at
få et mål... især ved hjørnesparks-situationer. Man kan godt prøve at se om man kan få ekspederet bolden væk, men lige så tit som dét rent faktisk lykkes, vil man opleve at der enten bliver mål, eller at bolden ryger ud til et nyt hjørnespark - og et til - og et til - og et til... undertegnede oplevede i et spil 7 hjørnespark i træk - hvorefter at der "endelig" blev mål. Èn af årsagerne til dette er, udover modstandernes tekniske overlegenhed, at PlayStation øjensynligt ikke helt kan trække disse situationer, og frameraten har en tendens til at dykke lidt når der sker alt for meget inde foran mål. Det kan resultere i et pludseligt mål uden at man egentlig nåede at opdage hva' søren det var der skete. Det er ikke fordi at problemet med frameraten er meget markant - det er bare lige nok til at genere.

Nå - men når dette så er sagt, skal det da også retfærdigvis nævnes at man stadig KAN vinde kampene på professionelt niveau - man føler bare at kampene bliver en lang panikløsning, og at de mål man får snarere skyldes rent held end godt teknisk spil - det føles mere som om man spiller et shoot 'em up spil end et simulations-spil.... Og prøv selv at gætte hvordan det er på sværeste niveau: "World Class". *gyse*!

Én enkelte spiller (eller faktisk 2) gør sig dog altid fortjent til ros... nemlig målmanden!... Det er nogle fantastiske redninger Schmeichel kan præstere - og de ser så enormt flotte ud! Det siges, at alle spillernes bevægelser er udregnet ud fra "optagelser" af virkelige fodboldsspillere - og det lyder også meget sandsynligt. Målmændenes redninger bliver aldrig urealistiske, men man kan virkelig se dem vride sig og komme helt ud i ekstremerne for at nå boldene - meget flot!!!

Til gengæld skal dommerne lige h' en over næsen. De er ufatteligt langsomme til at afgi' deres kendelser. Først op til 2 sekunder efter at en spiller har begået en ulovlig tackling bliver der fløjtet. Om dette er et forsøg på at opnå realisme vides ikke, men det er i hvert fald irriterende. - på pc udgaven af spillet bliver kendelserne da også afgivet omgående.

Alt i alt må konklusionen herfra være at det at spille mod computeren ikke er det store hit. I hvert fald skal man ha' check på sit temperament - og ikke ha' for let til tårer, for man føler sig konstant uretfærdigt behandlet!

Til gengæld nærmer FIFA 2000 sig det perfekte som multiplayerspil betragtet. Man kan være op til 5 spillere med en enkelt multitap, og op til 8 hvis man har to. Og det kører rigtig godt. I forhold til Fifa 99 er det blevet lettere at holde styr på hvem der kontrollerer hvilken spiller, og når man først lige har vænnet sig til de enkelte spilleres markeringer, kan man faktisk godt sammenarbejde om at få et rigtig godt angreb op og køre. Stemningen i spillet er som nævnt rigtig god, og når man så sidder 3-4 mand foran skærmen og råber og kommanderer og skælder ud, er stemningen liiiige ved at nærme sig det man ser når man samler gutterne foran tv'et til en god landskamp... Sjovt er det i hvert fald!

Så spillet er faktisk værd at købe - også selv om man ejer '99-versionen. Det er ikke perfekt - f.eks. kan dommeren i multiplayer en gang imellem fuldstændig glemme at der er noget der hedder off-side - men der er forbedringer nok i forhold til forgængerne til at det virker som et nyt spil. - men køb det kun hvis du har nogen at spille med!!!

FIFA 2000 (EU)
Anmelders vurdering
4/6