Driving Emotion Type-S

Er man den heldige ejer af en PS2, og i den anledning går og venter spændt på nye racing-titler, er Driving Emotion Type-S nu til rådighed på spilmarkedet. Men hvis man er den kræsne type, vil jeg anbefale at vente til udgivelsen af Gran Turismo 3 A-Spec, frem for at bruge sine surt tjente penge på dette spil, som ved første øjekast ikke lever op til den gængse PS2-standard. Nøgleordene her er: (ved første øjekast), hvilket jeg selvfølgelig nok skal forklare nærmere senere i anmeldelsen.

Hvis der er nogen derude i den store spilverden, som har prøvet den japanske udgave af Driving Emotion Type-S, forventer de nok ikke det store sus af den europæiske udgave af spillet. Den japanske udgave var jo karakteriseret ved at være nærmest umuligt at spille, på grund af en styring, som henledte ens tanker på en uforsvarlig køretur efter en særdeles våd aften i byen.

Spillet er udviklet af Escape og udgivet af Squaresoft, som efter min mening, burde have rettet op på de mest fatale fejl ved spillet inden den amerikanske og europæiske udgivelse. Squaresoft har jo, som det vil være psx-freaks bekendt, tidligere stået for udgivelsen af flere succesrige spiltitler som Final Fantasy-serien for eksempel. Problemet er bare, at Driving Emotion Type-S stadig er lidt af en styringsmæssig katastrofetitel, hvis man da ikke lige har et lille fif i ærmet. Et fif som jeg kommer nærmere ind på senere. Udgangspunktet er ellers godt nok; Spillets grafik og lyd fejler for så vidt intet, og ligheden med Gran Turismo kan ikke ignoreres. At spillet er udviklet til PS2 burde jo tillige være en yderligere fordel.

Man kan vælge mellem flere forskellige velkendte spilmodes som: Arcade, Line-training, Time-attack og Versus-mode. I Arcade-delen er bilerne delt op i divisioner efter, hvor mange hestekræfter de hver især er i besiddelse af. Der findes i alt tre divisioner, samt en GT-division, hvor bilerne er modificerede til racing. Man har masser af biler til rådighed i de forskellige divisioner såsom: BMW 328ci, Mazda MX-5, Porsche Boxter S, Alfa GTV, Honda S2000, Ferrari 360 Modena, Porsche 911 GT3, TVR Griffith m.fl. Udvalget af bilmærker indikerer en vis lighed med Gran Turismo-serien, men udover det kan de to spil rent kvalitetsmæssigt ikke sammenlignes, da Gran Turismo 1 og 2 må karakteriseres som det optimale standardbilspil i konsolverdenen. Line-training er, som navnet tyder på, en øvelsesdel, hvor man kan lære at gennemføre en bane på den optimale måde, dvs. at en rød streg på banen markerer den bedste rute gennem sving osv. Personligt syntes jeg godt om denne feature, som sagtens kunne være brugt med fordel på mange andre bilspil. Time-attack kender de fleste vist nok, og jeg vil derfor ikke komme nærmere ind på denne del, udover at sige, at den velkendte Ghost-mode forefindes i denne del. Versus-mode er 2-playerdelen i spillet, og her spiller man med horisontal split-screen.

Rent grafikmæssigt er spillet faktisk rigtig flot lavet. Det kører non-stop med 60 frames i sekundet, hvilket medfører en flot, glidende grafik. Der er masser af fine detaljer i baggrundene og de flotte natløb er værd at kigge på en ekstra gang. Læg også mærke til lys- og refleksionseffekterne, som er udført med kærlig hånd. De skinnende gadelygter i natbanerne er faktisk rigtig flotte. Rent faktisk kan man i nogle natløb se fyrværkerishow i baggrunden, og kører man på banen i Provence suser man forbi et flot vandfald, omgivet af dis og tåge.

Banerne er i det hele taget rigtig godt lavet, og her fortjener spillet virkelig ros. Bilerne er efter min mening også godt lavet rent grafikmæssigt. Det ser især godt ud, når lakken reflekteres i gadelygternes skær. Man kan vælge at køre bilen set med cockpit-view, hvilket efter min mening, er en rigtig fed feature. I modsætning til Colin McRae, hvor denne feature gør spillet utroligt svært, virker det i Driving Emotion Type-S faktisk meget realistisk og det er samtidig en relativ let måde at spille på.

Lyden i spillet er, ligesom grafikken, ikke specielt kritisabel, men derimod passende til et highspeed racingspil. Musikken er en blanding af guitarriffs, saxofon- og synthezisermusik, samt masser af forskellige beats. Lydeffekterne er faktisk meget realistiske, mere er der ikke at sige om det. Med hensyn til både grafik og lyd er spillet altså på linie med mange andre gode bilspil. Et af de største minusser ved dette spil er rent faktisk load-tiderne. Når der skal loades en ny bane ind tager det, utroligt nok, over et minut. Helt præcist målte jeg en load-tid på 1 minut og 3 sekunder. Det er guddødemig lang tid at sidde og vente, især når man tager PS2erens 24 Speed CD-ROM-drev i betragtning. Et irritationsmoment der batter, må man sige.

Men hvad er det så, der gør at Driving Emotion Type-S ikke lever op til denne anmelders ret simple krav til et godt racingspil. Det skal jeg fluks sige dig - Det er nemlig en ekstrem prøvelse og en udfordring af astronomiske proportioner, at forsøge at styre bilerne i denne omgang radiobilscirkus. Det er mig en uforståelig gåde, hvorfor Squaresoft ikke rettede op på en så graverende fejl som denne, inden den europæiske lancering af Driving Emotion Type-S. Det føles som at køre med promille over 2.0, og det siger ikke så lidt. Når bilen endelig reagerer på ens styremetoder, sker det med en totalt urealistisk slingren frem og tilbage på banen. Det føles mest af alt som om, at man glider rundt på vejen i stedet for at køre. Man føler simpelthen ikke at bilen har noget vejgreb, som er værd at tale om. Det lyder jo alt sammen meget negativt, men men men løsningen ligger faktisk lige for. Hvis man sætter spillet i konsollen og bare går i gang med at spille, ja - så vil man opleve alt det negative, som lige er beskrevet. Men går man derimod ind og konfigurerer bilernes styreegenskaber, sidder man lige pludselig med et helt nyt spil. Her er nogle indstillinger, som vil gøre spillet langt bedre: gå ind i OPTIONS, CONTROLER SETTINGS, gå ind i STEERING, sæt MARGIN til 10 og sæt RESPONSE til 100. Disse indstillinger burde, efter min mening, være standardindstillinger, men Squaresoft har åbenbart haft skyklapper på, da de testede spillet, eftersom Driving Emotion Type-S er umuligt at spille med default indstillinger. Menw prøv at følge ovenstående anvisninger, og du vil opdage, at spillet faktisk er et rigtigt hæderligt racingspil.

Jeg må nok indrømme at jeg, efter at have læst andre anmeldelser af spillet, havde dannet mig et negativt indtryk af det, allerede inden jeg havde prøvet det. Jeg læste i alt fire forskellige anmeldelser: to danske og to engelske/amerikanske, og de var alle meget negative. Spørgsmålet er bare, om ikke disse anmeldere har overset den lille konfigurationsfeature, som i virkeligheden redder hele spillet. Det tror jeg egentlig de har. I hvert fald mener denne anmelder nu, at Driving Emotion Type-S er et ret fedt bilspil, som i høj grad bliver undervurderet.