Devil May Cry

Det skulle egentlig have været Resident Evil 4, men som udviklingen gik frem blev spillet lidt for ahem... anderledes. Istedet for at droppe projektet og starte forfra valgte man fra Capcoms side at lave et selvstændigt spil ud af hele affæren, og det bør vi være glade for - Devil May Cry er nemlig et sandt action extravaganza!

Historien går på, at du er søn af en dæmon kaldet Sparda. Han valgte at gå imod The Devil Prince (ja man kan ikke skrive djævleprinsen vel?), fordi han havde en forkærlighed for de dødelige. Han slår Prinsen fra helvede i kamp og får ham spærret inde for evigt. Derefter slår han sig ned og får et barn med en kvinde. Barnet er dig, Dante, halv-dæmon, halv-menneske. Da du er vokset op, bliver du en slags x-files privat detektiv. Du vil kun tage de mest sære og mystiske jobs, de mest ukulte. Det gør at du møder Trish, en mystisk kvinde der tilbyder dig at sætte en stopper for at The Devil Prince kommer tilbage. Du siger ok, efter en lidt bizar form for overtalelse, og så starter spillet...

Ja, efter at have brugt ordene mystisk, ukult, dæmon, djævel og sær, så kan det vel ikke undre nogen at der er tale om en historie der er lidt mere overnaturlig end et afsnit af Saint Tropez, hvilket er godt! Historien er efter min mening ganske god, den har sin del af plottwists og til et spil der dvælger så meget i action, er det alligevel overraskende at man har valgt at fylde mere historie i spillet en kendetegnende er for denne genre. Selvfølgelig skal det siges at den jo er ret stereotypisk, men det er til at leve med.

Grafik

Spillet folder sig ud i store flotte ingame cutscenes, som faktisk er ret godt lavede. De har som resten af spillet et gotisk "feel" over sig, og er af ret høj kvallitet taget i betragtning af at de ikke præ-renderede. Ligeledes må jeg sige at grafikken ingame er imponerende, intet mindre. De forskellige textures er meget varierede og er selvom de holdes i en dyster gotisk stil, stadigvæk flotte at se på. Figurerne i spillet holder samme høje standard, her er heller ikke blevet sparet på detaljerne. Den første boss man møder (den der satans lava-edderkop), er simpelthen utrolig godt lavet, også behøver vi ikke nævne at den kommer igen til man får grå hår i hovedet af det! Detaljerne ved de forskellige monstre er høj, og ødelægger alligevel på intet tidspunkt frameraten i spillet. Man sidder med følelsen af at det er et gennemført stykke spil man sidder med. Banerne er ligeledes flotte, og gang på gang viser Capcom hvor dygtige de er til at skabe flotte scenarier, det er efter min mening noget af det bedste vi har set på PAL PS2 indtil videre. Hele stilen er simpelthen gennemført i DMC, det hele passer sammen og har fået den der gotiske stemning over sig, som passer så godt ind i spillets stil. Jeg er imponeret, hands down! Bare den måde de har fået implementeret skyggerne i spillet eller belysningen er utrolig.

Godt nok er alt dette på bekostning af jagged-edges eller anti-aliasing om du vil. Efter min mening gør det ikke noget at billedet flimrer lidt, især ikke når man tænker på netop hvorfor den gør. Nemlig fordi Capcom har taget et valg mellem fantastisk grafik eller reduktion af jagged-edges. Et valg de tog rigtigt!

Eneste kritikpunkt her, er kameraerne som tiltider tager underlige positioner så man ikke kan se sig selv, dette er især problematisk ved boss-kampe. Heldigvis sker det ikke så tit som det plejer i denne slags spil, men det sker og det er evigt irriterende når det forekommer. Fy Capcom, fy!

Lyd

Lyden i spillet er faktisk god, ikke fordi den er overlegen eller på nogen måde super, men på den måde den bliver brugt. Generelt er der stille når man vader rundt alene, enkelt gange akkompagneret med lyde eller stille underlægningsmusik, men når der sker ting og sager i spillet, så stiger musikken til hård rock som drøner ud af højtalerne mens man deler slag ud. Godt nok er jeg ikke fan af musikken, men intet desto mindre passer den perfekt til spillets attitude. De voiceovers der er, er måske ikke helt perfekte, nogle gange passer de simpelthen ikke med den stemning der hersker i de tilhørende cutscenes, men generelt er de ganske gode. Især taget i betragtning af det møg vi ellers har oplevet på PS2. Lydeffekterne er ganske gode, der er intet rigtigt at bide mærke i her.

Gameplay

Spillet er skåret over samme læst som Onimusha, hvilket absolut ikke er en dårlig ting. Man samler orbs som det hedder her fra besejrede fjender, og disse kan så bruges til at opgradere våben, lære combos til devilmode eller give én ny energi. Udover dette har man også skydevåben tilrådighed, noget som er superfedt. Ellers kan man jo gå over i devilmode, og f.eks. flyve og kaste med lyn, hvis det behager. Sådan her tonser man så rundt i gangene og løser simple puzzles og tæsker på uendelige mængder fjender. Lyder det kedeligt og ensformigt? Det er det ikke! Spillet har en nemlig en overlegen attitude. Hele stemningen når man vader rundt er super fed, og når man lige har prøvet at gå rundt med en shotgun og fyre skud af bliver man hooked. Jeg kan ikke beskrive hvor fedt jeg synes DMCs gameplay er. Men alligevel er det måske muligt med et par ord: Castlevania i overdrive. Det ser måske ikke sådan ud, men DMC har meget tilfælles med sin 2D fætter. Både omgivelserne og stemningen er meget ens, og jeg kan ikke lade være at tænke på den klassiker Castlevania er, når jeg spiller DMC.

Spillet er dog delt op i mange små missioner, her skal man løse mini-opgaver så man tilslut kan løse en større opgave som så er missionens hovedopgave. Dette bliver så tit brudt op af kampe mod fjenderne eller bosskampe. Bosskampene bærer præg af arkade inspiration på den måde, at det gælder om at lure fjendens taktik, før man kan slå dem. Har man gjort det, så er de tilgengæld lette at besejre. Mange har klaget over dette, men jeg mener bare det er fedt at det er lavet på denne måde.

Der er meget andet at tage fat på her, men det ville tage for lang tid. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om at jeg er glad for gameplayet i DMC, ustyrlig glad for det. Dog taber det meget på sine til tider lidt for simple puzzles og dens begrænsede holdbarhed. 9 timer og et eller andet antal minutter, så var jeg færdig på Normal mode. Det er simpelthen for lidt, aaaaalt for lidt efter min mening. Og godt nok er der i vanlig Capcom stil meget der kan opgraderes og nye ting man kan finde, men det piller ikke ved det faktum at DMC er for hurtigt gennemført, ligesom Onimusha forresten. En lighed jeg er ret træt af. Det er simpelthen for skuffende.

Kort sagt er DMC no bullshit action. Kan man lide den slags, ja så er DMC et klart hit. Grafisk utroligt flot, især på den stilmæssige side, hvor spillet er sat fantastisk sammen. Lyden er god, over middel. Gameplayet fabelagtigt med et par forbehold og holdbarheden kritisabel. DMC er den slags spil alle skal have til deres PS2, både som blærespil men også fordi det er så forbandet fedt at spille. Så godt at vi her taler om næsten-topkarakter. 5 i overall... men tag ikke fejl vi ligger MEGET tæt på en 6er!