Mario Party 2

Første gang jeg så Mario Party 1 i en butik tænkte jeg straks, at der uden tvivl var tale om et af de såkaldte 'børnespil' til Nintendo64 - spil som kun mindre børn synes er sjove.
Da spillet så nogle dage senere dumpede ind af brevsprækken til anmeldelse, så måtte jeg jo til at poppe det grå cartridge i maskinen og håbe på det bedste.
Jeg havde aldrig troet at det spil, der ser så så barnligt ud udenpå, faktisk blev den bedste multiplayeroplevelse jeg nogensinde har haft.
Jeg spillede Mario Party som jeg aldrig har spillet noget spil før det. Jeg spillede det i dagevis i træk med mine venner, og når de var kørt træt, så spillede jeg med min lillesøster.

Lige siden Mario Party 2 udkom har jeg sukket efter en efterfølger... og nu er den her!

Fest i min Nintendo

Så snart man har poppet cartridget i er man tilbage i den velkendte Mario verden - for rent udseendemæssigt har spillet ikke ændret sig synderligt, men mere om det senere.
For de (få) personer, der endnu ikke har prøvet Mario Party kan jeg fortælle, at Mario Party er en slags blanding af brædtspil og almindeligt computerspil.
I første omgang skal man indstille spillet, og det foregår nogenlunde ligesom i 1'eren. Først vælger man, hvor mange spillere man vil have med. Der vil altid være 4 spillere med, og dem, der ikke styres af en person vil blive styret af computeren. Herefter skal man vælge sværhedsgrad, og på dette punkt adskiller Mario Party 2 sig fra forgængeren: Nu kan computerspillerne virkelig blive nogle svære modstandere, hvis man sætter deres sværhedsgrad til HARD.
Efter at have valg antal spillere kan vælge mellem et af mange forskellige brædt. Det er på disse brædt man bevæger sig rundt i den brædtspillignende del af Mario Party 2. Der er mange forskellige at vælge imellem, og der er bl.a. et piratbrædt, et horrorbrædt, et westernbrædt m.fl.
Når brædtet er valgt kan man gå videre til at vælge den figur, der skal repræsentere en under spillet. Der er seks forskellige at vælge imellem, bl.a. Mario, Luigi og Wario. Hver af figurerne har forskellige evner som f.eks. at kunne løbe hurtigt eller være meget stærke. Disse evner kan man få brug for senere hen.

Når alle spillere har valgt figur kan man vælge, hvor mange runder man har lyst til at spille. Det mindste man kan vælge er 20 runder, hvilket tager omkring en times tid, op til 50 runder, der kan tage mere end 3 timer. Det er ikke muligt at gemme undervejs i et spil, så det er vigtigt man har tid til at færdiggøre spillet.

Gameplay

Når mar har klaret sig gennem de mange indstillingsmuligheder og valgt antal runder starter selve spillet. Alt i Mario Party 2 bliver afgjort vha. en terning - også hvem der skal 'slå' først. Terningen roterer over hovedet på ens figur, og man 'slår' ved at hoppe op i den. Terningen går fra 1-10, og den, der slår højest starter.
Inden man starter på hvert brædt får man at vide, hvem det er man skal redde brædtets verden fra. Det er altid den onde Bowser, der optræder i forskellige forklædning. På westernbrædtet er Bowser f.eks. en lovløs bankrøver som man skal stoppe ved at spille spillet. Udover Bowser, så er alle de figurer spillerne har, også udklædt i en passende mundering - dvs. cowboy hatte og pistolbælter på cowboybrædtet og pirathatte og sabler på piratkortet. En meget sjov detalje!

Når spillernes rækkefølge er blevet afgjort vha. terningen starter den, der slog det højeste tal med at slå. Herefter rykke figuren automatisk det antal felter man slog. Hvis der er et sted, hvor man kan gå to veje stopper figuren op og lader en vælge. Når man har opbrugt sine slag ender man på et af mange slags felter. Lander man f.eks. på et blåt felt får man 3 coins, der er en meget vigtig del af spillet. Lander man på et rødt felt mister man 3 coins, lander man på et spørgsmålstegn sker der noget spændende osv.
Når alle spillere har haft deres tur er første omgang ovre, herefter skal der spilles et mini-spil. I et minispil arbejder spillerne enten 4 mod 4, 2 mod 2 eller 1 mod 3 og det gælder om at få så mange coins som muligt. Det er mini-spillene,

der er det sjoveste ved Mario Party spillene. Der er flere end 70 forskellige, og der er kommet mange nye til siden sidst. Faktisk er der kun ca. 10-15 gengangere fra det første spil. I et mini-spil kan man f.eks. komme ud for at skulle køre i en radiobil med lange pigge foran og en balon bagpå. Herefter gælder det så om at baldre de andre spilleres ballon og samtidigt passe på sin egen. I et andet spil står tre af spillerne inde på land mens den sidste står alene i en balje i en sø. Det gælder så for ham i baljen om at undgå de bomber spillerne på land smider ud efter ham. I et andet spil igen har hver spiller sin egen 'skilpaddetank' og nu gælder det om at skyde alle de andre spillere.
En lækker ændring fra det forrige spil, er at man ved et tryk på R knappen kan prøve et øve-spil, hvor man kan få et feel for styringen, inden det går løs for alvor.
Som sagt går mini-spillene ud på at tjene coins, som vinderen af mini-spillet får tildelt. Når man har 20 coins eller mere kan man købe en stjerne af Toad, hvis man så heldig at komme forbi det felt, hvor han står. Stjernerne er det vigtigste i Mario Party, for den der har flest stjerner når spillet ender, har vundet.
Spillere, der ikke synes det er sjovt nok at være en hæderlig spiller, kan i stedet få hjælp fra spøgelset Boo, der for en pris kan stjæle enten coins eller stjerner fra de andre spillere.

Undervejs i spillet gør de onde Bowser alt, hvad han kan for at forpurre Mario og hans venners planer om at gennemføre brædtet. Hvis man er så uheldig at lande på et Bowser felt, så kommer Bowser med sin meget uretfærdige rulette, der indeholder næsten udelukkende dårlige ting. Og skulle man være så heldig at få en af Bowsers gode ting, så stikker han bare af.
Udover at lande på et Bowser-felt, så er der en mængde andre måder man kan blive sendt hjem til start eller miste coins på - jeg kan bl.a. nævne et tog, en kæmpe Indiana Jones sten, et rullende øje (?) og masser af andre skøre påfund.

Når alle turene er spillet kommer det mest spændende øjeblik. Nu skal spillernes stjerner og coins tælles op. Men selvom man er bagefter med stjerner, så kan man stadig vinde, for der uddeles tre stjerner yderligere: Den, der har vunder fleste mini-spil får en stjerne, den der har samlet fleste coins får en stjerne og den, der har ramt fleste spørgsmålstegn felter får en stjerne.
Herefter bliver vinderen fundet, og vedkommende får så fornøjelsen af at forpurre Bowsers planer i en efterfølgende film.

Grafik

Som jeg sagde tidligere, så er der ikke sket de store grafiske spring fra Mario Party 1 til 2. Men det gør nu heller ikke noget, for grafikken er udmærket både i 1'eren og 2'eren. De brædt man spiller på er store og smukke og fyldt med små detaljer man kan more sig over undervejs.
De små mini-spil ser også smukke, dog er nogle af dem lige en tand for kedeligt udført, men for det meste har man slet ikke tid til at lægge mærke til grafikken.

Lyd

Wow! Det er det ord, der bedst beskriver Mario Party 2's lyd. Der er masser af samples fra både figurer og omgivelser, og samtlige handlinger i spillet understøttes af en passende lyd.

Det område Mario Party spillene virkelig brillere på er rent musikalsk. Mario Party 1 havde den bedste lyd jeg nogensinde har hørt i et N64 spil, måske lige med undtagelse af Banjo-Kazooie, og Mario Party 2's lyd er mindst lige så god. Musikken passer perfekt ind på brædtene og minispilene - og der er masser af den. Når man har gennemført spillet kan man få sig en lille jukebox, der kan spille al musikken i spillet. Lækkert!

Konklusion

Mario Party 2 er den første efterfølger jeg har mødt, der rent faktisk er bedre end forgængeren. Forskellene mellem de to spil ligger mest i småtingsafdeligen - bl.a. at det ikke længere er nødvendigt at rotere sit analog-stick som en åndssvag for at vinde et minispil - hvilket kunne være hård kost for stickene.
Mario Party 2 er alt hvad forgængeren var - og mere til. Jeg kan ikke anbefale dette spil nok! Hvis du har 3 venner, der går og keder sig, så er Mario Party 2 lige det, der skal til!