Cel Damage

Hvis man tager og krydser Mario Kart med Toonworld (90'er film med Brad Pitt), så har man Cel Damage, et på mange måder nyskabende spil, der låner lidt fra klassikerne og ellers prøver sig frem. Det kommer dog til at give et noget svingende resultat med skiftende succes. Cel Damage er et multiplatforms spil, og man må sige med det samme, at det egner sig godt til Gamecube, både fordi det opfordre til multiplayer, men også fordi det henvender sig til det lidt mindre publikum.

Bredt udvalg

Cel Damage kommer med et meget bredt udvalg af wacky karakterer, med lige så wacky køretøjer til deres rådighed, hver har selvfølgelig deres egne styrker og svagheder. Netop figurerne kan man tydeligt fornemme, at der er blevet brugt meget tid på, for de er alle meget gennemtænkte, og man kan faktisk mærke tydelige fordele og ufordele ved sine valg. Historien er komplet overflødig, men stilen bliver sat; den står på Crazy Cartoon.

Det hele er blevet prøvet før, men ikke i disse rammer. Jeg tager altid hatten af for originalitet, spilverdenen er nemlig en branche, hvor der mangler nytænkning, men også hvor man tager en chance, idet man prøver noget nyt, denne chance kan være vital for en nyopstartet virksomhed.

Gameplay

Cel Damage er halvt et direkte plagiat af alle tidligere kart spil, men tilføjet et nyt og spændende gameplay. Du kender sikkert deathmatch, og du kan muligvis huske dengang, man sad foran sin Super Nintendo, og kastede bomber efter hinanden i Super Mario Kart. Nå, men nu er muligheden altså kommet tilbage, i form af Cel Damage til GameCube.

Der er virkeligt blevet prøvet noget nytænkning af på Cel Damage, selv om spillet i sig selv er meget ensformigt. Når man først kommer i gang, er det hele meget overskueligt, alt efter hvilken figur du har valgt, har du et standard våben til rådighed. Men du kan meget lig med Twisted Metal Black samle flere meget kreative våben op, imens du drøner rundt. Det hele lugter meget af tegneserier, og de baner man drøner rundt i er da også meget sjove, og meget forskellige fra hinanden. Man opdager hurtigt, at Cel Damage ikke skal tages seriøst.

Som singleplayer bliver det desværre meget hurtigt ensformigt, alt for meget af det samme er sjældent godt, og det gælder også her. Dog viser spillet særlige styrker ved multiplayer -jo flere jo bedre, det hele er nemlig så kaotisk morsomt, at det bliver rigtigt skægt, især hvis man sidder sammen med et par gode venner.

Grafik

Som min kære redaktør har sagt før mig; der er noget Disney sjov over det! Om det så er godt eller dårligt, det er meget individuelt. Jeg syntes om det, mest på grund af den klare og høje detaljegrad! Animationerne er gode og efterlader ikke nogen mangler. Det skal nævnes, at alt minder meget om en slags 3D/2D - det er ikke noget man ser til hverdag og det er altid rart med lidt nyskabelse!

Lyd

Igen Disney så det batter! De sjove figurer har forskellige små kommentarer, alle meget morsomme de første par gange, men det bliver hurtigt monotomt sammen med den ligegyldige baggrundsmusik. Jeg må konstatere at lyden ikke just imponerede mig… langtfra.

Konklusion

Man kan måske spille Cel Damge i 45 minutter ad gangen, uden at det bliver kedeligt. Men længere tid end det, så bliver det meget hurtigt kedeligt. Gameplayet er alt for ensformigt, nogle gange er det godt med meget af det samme, men det er de færreste, der har lyst til at se det samme afsnit af Tiny Toons tyve gange i træk. Grafikken er generelt god, uden at udmærke sig. Tegneserie-stilen er ikke just smuk, men den er ren og falder i min smag. Lyden er komplet overflødig, og jeg personligt hører musik imens jeg spiller, og så er Tv'et på mute. Cel Damage er som en bland-selv slik pose; noget af det kan man lide, noget af det kan man ikke!