X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Re-loaded


Her er efterfølgeren til alletiders mest voldelige spil. Mere vold, blod og splat.

Reloaded er basalt set Loaded med nye baner, så før du går
videre, bør du læse anmeldelsen af dette. Er spillene så
identiske? På ingen måde. Faktisk er der overraskende
stor forskel på disse to, så lad os se på dem fra en ende af.

Loaded foregik nærmest i et 2d-miljø, med vægge og andre
effekter i 3d. Ikke rigtigt noget, der betød noget for spillet.
Det gør det i Reloaded. Tag fx den første bane, der foregår i
et ørken/bjerg-landskab. Overfladen er meget realistisk ujævn
og det er desuden forskellige "etager" som du kan kæmpe dig op
til og falde ned fra... Dette ses også i en senere bane, hvor
du kan gå rundt oven på tagene af husene i en by. Det er godt!

Grafikken er stort set identisk. Alle banerne er ikke længere
så mørke og der er desuden kommet nogle bedre lyseffekter, fx
en lens-flare når du smadrer et objekt.

Banerne er anderledes end i Loaded og de er først og fremmest
langt mere afvekslende og der er ligefrem et plot
(spredte klapsalver...) Du får tildelt forskellige missioner
på hver bane, som for det meste involverer at finde forskellige
ting og give dem til personer. De enkelte baner er blevet
mindre og mere overskuelige. Det er også godt! Til gengæld er
kortet ikke blevet mere overskueligt. Der kommer en grim
streg, hvor du har været og det gør bare det hele endnu mere
forvirrende.

Fem af de gamle personer fra Loaded er overlevet og der er
kommet to nye til. Der er desuden en smuk lille video til
hver person som bidrager til forskellen mellem dem.
Som i Loaded er der mulighed for at spille to på en gang
(stadigvæk ikke fire som ønsket... måske i Rereloaded?)
Forskellen er, at det er blevet muligt at indstille Friendly
Fire, så du nu kan såre din makker (YES!)

Antallet af fjender er blevet skåret ordentligt ned i forhold
til Loaded. Der er sjældent mere end et par stykker på skærmen
af gangen. Til gengæld er de blevet langt mere intelligente
(hvor svært kunne det være?) De flygter når de er sårede,
gemmer sig og forsøger fx at udtvære dig ved at kaste
klippestykker efter dig..! Det betyder at man faktisk skal
spille taktisk og strategisk for at klare sig. Det er på sin
vis også godt.

Det hele er så godt og så er det alligevel skidt... Teknisk er
Reloaded en forbedring, men der er et eller andet der er
gået galt. Styrken og selve grundlaget i Loaded var, at der var
så meget action og gang i den i et hæsblæsende tempo. Det er
væk i Reloaded. Det er stadigvæk et godt spil, men i modsætning
til sin forgænger tager det lang tid at fange interessen og
sætte sig ind i spillet, hvilket er nødvendigt, for at det kan
være sjovt. Når du så endelig kommer ind i spillet, er det dog
langt dybere og mere afvekslende. Værdien i one-player spil er
dermed væsenligt bedre, mens spillet er mere tamt, når man
spiller to på en gang.

Elskede du Loaded, bør du nok holde dig væk fra dette. Fandt du
det der i mod frustrerende og meningsløst, er der en stor
mulighed for, at Reloaded falder i din smag. I stedet for at
lave en direkte efterfølger og spille på forgængerens succes,
burde man have lavet et helt nyt spil, i en ny genre fx fantasy
og have brugt den fremragende engine fra Reloaded.

Re-loaded (EU)
Anmelders vurdering
6/10