Silent Hill 2

James Sunderland har netop modtaget et brev fra hans kone, Mary. Hun savner ham og venter på deres "specielle sted" i den idylliske by Silent Hill. James kører straks af sted for at møde hende, men byen er ikke ligefrem venligsindet. Og så er der lige den lille detalje, at Mary døde for tre år siden...

Silent Hill til den gamle PlayStation var et bemærkelsesværdigt spil. Godt nok mindede det om Resident Evil-serien, men det havde langt mere atmosfære og personlighed. Det var kort sagt skræmmende uhyggeligt. Det har naturligvis sat forventningerne op til efterfølgeren og vi er glade for at kunne sige, at det nye spil opfylder dem alle. Spilmæssigt er der ikke foretaget mange ændringer. Man løber stadig rundt i en grum og surrealistisk Clive Barker-inspireret verden, hvor man kun kan se få meter frem pga. en tæt tåge. Der er en stor by at udforske, men man er generelt låst fast i mindre områder, så det ikke bliver uoverskueligt. Der skal løses trivielle gåder og det er stadig bedre at flygte end at kæmpe - selvom der er tilføjet mulighed for en mere naturlig 2d-styring. De kameraproblemer, der ellers har præget genren, er klart forbedrede. Man angribes sjældent af fjender udenfor skærmen og man kan normalt selv dreje kameraet rundt.

Den ondeste stemning

Atmosfæren er endnu engang helt fantastisk. Lige fra starten ligger der en decideret ond stemning i spillet og det bliver kun værre, som det skrider frem. Man lægger først mærke til grafikken, der meget originalt er domineret af et grovkornet filter. Det er bestemt ikke pænt, men det passer perfekt til spillets skumle tone. Når man færdes udendørs er der et tykt og smukt lag af tåge, der leder tankerne hen på regnvejret i Metal Gear Solid 2. Indendørs er det et endnu mere imponerende syn, med overbevisende lys- og især skyggeeffekter. Mange PS2-spil har dårlige textures, men også her overbeviser Silent Hill 2 med stor variation og høj opløsning. Skal man endelig brokke over noget, er det videosekvenserne. De har et anderledes look end resten af spillet og forekommer dermed unødvendigt afbrækkende.

Skræmmende lydside

Lydsiden er mindst ligeså afgørende for uhyggen i Silent Hill 2. Både effekter, stemningslyde og den sjældne musik er usædvanligt vellykket. Det er ikke blot et spørgsmål om selve kvaliteten af de enkelte dele, men også at de benyttes på de rigtige tidspunkter. Når man hører et spædbarn græde i kælderen eller en rude smadre, så er effekten bedst, hvis det bruges med måde - og det gør det. For en sjælden gangs skyld, skal der også lyde stor ros til stemmerne - flere af skuespillerne er endda fremragende. Det eneste man savner er således understøttelse af 5.1 surround.

Sjældent modent spil

Når man først er gået i gang, kan man ikke lægge Silent Hill 2 fra sig. Man får langsomt små antydninger af tingenes rette sammenhæng og historien forbliver spændende helt frem til slutningen. Det er ikke mindst takket været personerne, der indeholder langt mere dybde end hvad man normalt forbinder med computerspil. Faktisk gælder det generelt for spillet, at det er usædvanligt modent. Temaet er døden, men det handler også om kærlighed og sex. Hele tiden behandles det på en intelligent facon, der overlader meget til spilleren. Det varer sikkert stadig længe inden spil betragtes som et seriøst og voksent medie som film og litteratur, men Konami har hermed givet et stort bidrag i den rigtige retning.

Enestående oplevelse

Silent Hill 2 revolutionerer bestemt ikke genren, men på de spilmæssige områder hvor det ikke helt slår til, tager historien, stilen, stemningen og det meget rørende drama over. Generelt er der en tendens til at spil læner sig op af filmmediet, men sjældent er det så vellykket som i dette tilfælde. Vi måtte kæmpe med tårerne i den følelsesladede afslutning. Man kan kritisere spillet for at være kort (ca. 10 timer), men så er der heldigvis flere sværhedsgrader, alternative slutninger og andre bonusser, når man spiller det igen. Samlet set kan Silent Hill 2 kun anbefales uden andre forbehold, end at man skal kunne stå for mosten - spillet er bestemt ikke for børn. Både for fans af forgængeren og nye spillere er der en uforglemmelig og enestående oplevelse at hente. Oven i købet får man en DVD-skive med ekstra materiale, som det kendes fra DVD-film. Her er et spændende dokumentarprogram, et galleri, biografier, en masse Konami-trailere og flere andre overraskelser. Absolut en behagelig tilføjelse.