X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Castlevania: Symphony Of The Night


Castlevania er sikkert et navn der klinger godt i ørene på gamle konsol-freaks.
Platformspillet der havde sin storhedstid på Super Nintendo er tilbage. På PlayStation.

Historien i det nye Castlevania fortsætter hvor den gamle slap. Efter den legendariske
vampyrjæger Richard Belmont havde udslettet selveste grav Dracula skete der bare
det kedelige, at vores helt forsvandt. Derpå satte hans søster Maria sig i hovedet
at hun ville finde ham. Ud af det blå kom Draculas slot Castlevania til syne igen og
alt dets indmad vækkes til live. Inklusiv Alucard, som i sin tid hjalp Belmont med at
dræbe sin fader. Nu må ondskaben stoppes en gang for alle. Kun Alucard kan
besejre det onde og han behøver din hjælp.

Så er introen overstået og selve spillet starter. Det anbefales at du på dette tidspunkt
sidder ned og har bundet dine hænder fast til stolen, så du ikke farer op og smadrer din
PlayStation i et desperat forsøg på at få din vidundermaskine til IKKE at opføre sig
som en Super Nintendo. Castlevanias historie fortsætter hvor det sidste slap og det gør
grafikken også! Her er firkantede platforme, 2d-grafik og hakkende animationer. Derfor
kender dine glæde ingen grænser, da du bliver klar over at dette blot er et remake af
den sidste kamp fra det sidste spil. Mens du tørrer sveden af panden, loades det rigtige
spil og så er du klar til chok nr. 2. Det ser nemlig præcis ens ud!!! Castlevania er
ikke spillet du skal vise frem for at imponere dine pc-venner. Faktisk må du hellere
gemme det, så de aldrig ser det!

De få der ikke allerede er faldet af, skal naturligvis huske på, at det ikke er
grafikken det kommer an på. Det er nu engang, heldigvis, spillet. Castlevania er
et platformspil hvor du styrer halvvampyren Alucard (det navn er virkeligt talentløst
af Konami... de kunne da i det mindste have stavet det bagfra....) igennem det
gigantiske slot, der er spækket med hemmelige rum og gange.
Alt imens skal du smadre zombies, skeletter og andre uhyrligheder, mens du samler
våben, spells, relics og løser små puzzles. En af Castlevanias største styrker er
de tilføjede rollespils-elementer. Efterhånden som du slagter monstre får du mere
erfaring og bliver dermed en endnu bedre vampyr. Der er også et væld af forskellige
interessante ting, du kan samle op og på den måde få nye evner. Alt sammen hjælper det
til med at gøre Castlevania mere spændende og varierende.
Grafikken er, som sagt, forfærdelig ved første øjekast. Men efterhånden som du sænker
ned i en dejlig følelse af nostalgi, virker Castlevania nu alligevel ret godt visuelt. Der
er nogle flotte alpha-blendinger, nogle smukke 3d-baggrunde, men ellers kunne spillet
ligeså godt være lavet på en SNES. Nogle få monstre er direkte dårligt tegnede,
men ellers er grafikken meget stemningsfuld. Det samme kan absolut siges om musikken.
Den er dyb, tung og på alle måde fuld af atmosfære. Noget af det bedste, jeg har hørt.

Castlevania er rigtig godt, men det er ikke perfekt. Adventure-elementerne er lidt for
sjældne og de, der er, er lidt for nemme. Historien kunne også godt have været uddybet
mere med flere samtaler. Der er fx en mareridts-scene som virker lidt malplaceret fordi
den er alt for kort og hvorfor der lægges så stor vægt på Maria er lidt mærkeligt, da
hun ikke spiller nogen større rolle i selve spillet. Nogle af de store kampe bliver meget
frustrerende og det er ofte mere held end forstand, hvis du vinder. Det undrer mig også
hvorfor man har mulighed for at bruge spells, når der kun er meget få at vælge imellem
(personligt fik jeg kun 3 igennem hele spillet!)
Et endnu større problem er det, at de affyres ligesom man laver de sværeste combos i
spil som Tekken. Dermed bliver spells totalt ubrugelige! Endeligt er spillet lidt
for nemt og sammenlignet med fx Final Fantasy VII er det meget hurtigt at gennemføre.

Jeg ved godt at Castlevania ikke lyder ophidsende. Men det er det! Det er i mine
øjne rollespils-elementerne, stemningen og de godt designede baner der virkelig
bringer spillet i en kvalitet langt over gennemsnittet. Naturligvis
kunne man godt have ønsket sig nogle flere 3d-effekter osv. men det tænker man nu
ikke så meget på, når man spiller Castlevania. Nogle vil måske stå af på grund af det
forældede udseende, men de snyder sig selv for mange timers underholdning. Var
du fan af de gamle Castlevania-spil bør du straks investere i dette, men alle
andre skal mindst give det en fair chance. Når man først er inde i Castlevania
så er man hooked. Lidt mere finpudsning og 9-tallet ville have været hjemme.

Castlevania: Symphony Of The Night (EU)
Anmelders vurdering
8/10

Castlevania: Symphony Of The Night   © Konami 1997   (PS1)    1/21 Castlevania: Symphony Of The Night   © Konami 1997   (PS1)    2/21 Castlevania: Symphony Of The Night   © Konami 1997   (PS1)    3/21