X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

NBA Live 2001


Endnu et år. Endnu en opdatering. Nogen tager det som en negativ ting, men ikke jeg! Jeg er helt vild med EA Sports årlige opdateringer i deres sportsserier, især NBA Live serien. Basketball har altid været min foretrukne sportsgren, fodbold er nemlig for kedeligt. Derfor var nærmest jeg ekstatisk, da jeg fik til opgave at anmelde NBA Live 2001 til den ”gamle” Playstation.

Den største ændring ved spillet er sket i gameplayet. Utroligt, men sandt. Det er simpelthen blevet forbedret så forfærdeligt meget, at man skulle tro det var løgn. Jeg har aldrig set et basketball spil, med et post-spil der var så godt udviklet. Istedet for, at dine spillere bare tager normale skud nede i posten, kan de finde på at lave hook-shots, fade-aways, eller baglæns lay-ups. Det har aldrig været sjovere at stå foran Shaq eller Karl Malone i posten, og sænke et mini-hook lige i fjæset af dem. Du kan stadig ”ikon-aflevere”, så du kan aflevere til præcis den spiller du vil. Andre store ændringer er der ikke. Men det var der i grunden heller ikke brug for, EA Sports har ”bare” gjort det bedste, endnu bedre.

Grafikken er også fantastisk. Set i lyset af at det er en ”gammel” PlayStation spillet er udviklet til. Spilleranimationerne er meget forbedrede, selvom det dog kan ses at der mangler lidt regnekraft til at lave bevægelserne lidt mere flydende. Der er kommet nye dunk, lay-ups og skud-finter. Det man dog bemærker mest, er at spillerne er blevet mere livlige. Nu står de ikke bare og tager imod en masse bull-sh*t fra dommerne, nu får de nogle gange lyst til at gå hen til dem og sige dem imod, med mundbevægelser og det hele. En anden sej ting, er baggrunden på Practice banen, hvor der lige pludselig kan komme en bil kørende forbi. Helt uden slowdown! En sidste, men mindst ligeså sej ting, er at selve kurven også er blevet forbedret. Nu reagerer den realistisk på når en spiller hænger sig i den, og nettet ser også ”blødere” ud.

Spillet er prop-fyldt med forskellige, nye og gamle, game-modes. Den, du nok først vil kaste dig over, er Exhibition. Du vælger to hold, hvor lang tid kampen skal vare, og så vælger du også lige, for sjov skyld og narrestreger, hvor god modstanderen skal være. Der finder du dog ikke noget nyt
under solen. Det er i modes som ”Micheal Jordan in 1-on-1” og ”NBA Live Challenge” der er noget nyt at hente. I det førstnævnte mode vælger du to spillere, som skal spille en-mod-en. Her skiftes man til at prøve på at score, og så skal der ellers bare spilles til den ene har scoret 11 point. I ”NBA Live Challenge” sættes du i en bestemt situation med dit hold. Det kan være, at du skal lave ti assists med en spiller i en kamp, vinde med 10 point, eller lave en double-double (to cifret antal point/rebounds/assists/steals/blocks). Hvis du klarer det, kan du låse op for forskellige ting. Du kan få Micheal Jordan spilbar i 1-on-1, eller du kan få bolden til at få nogle andre farver. Udover de to modes skal det selvfølgelig nævnes, at du kan spille en hel sæson, eller nøjes med et slutspil. Derudover kan du også lave en ”NBA Draft”, hvor alle holdene vælger spillere igen, plus en simpel, men sjov, trepoints konkurrence.

Der er dog en kæmpe mangel i PlayStation versionen. Der er ingen Franchise mode! Det forkorter spillets levetid utroligt meget. Det er meget ærgeligt at PlayStation brugerne skal snydes for denne mode. Det var muligt at lave en Dynasty mode i NCAA March Madness 2000, hvor man spillede ti sæsoner i træk, hvorfor så ikke lave det i NBA Live?

Lyden er desværre spillets svageste side, den er nemlig slet ikke forbedret! Kommentatorerne siger det samme, om og om igen, og der er heller ikke nogle nye lyde på banen. Den er dog stadig funktionel.

Det her er helt klart det bedste basketball, du kan finde på PlayStation. Spillet er prop-fyldt med game-modes, lige til at gå i krig med. Og gameplayet er, som jeg nævnte før, forbedret så meget, at man skulle tro det var løgn. Jeg nød virkeligt at gå i krig imod Utah Jazz, med mine elskede Minnesota Timberwolves. Det kan godt være, at dette spil ikke har Franchise mode, eller ligeså god grafik som PC udgaven (som kommer til januar), men det har det samme gode gameplay. Det er så tilfredsstillende at sænke et hook-shot eller en treer, for at vinde finalen. Hvis du har en PC, skal du vente til januar, det samme gælder hvis du har en PS2. Hvis ikke, har du ingen undskyldning for ikke at storme ned til din lokale spil-pusher, for at købe det her spil.

NBA Live 2001 (EU)
Anmelders vurdering
85%