X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Tarzan Freeride


Har du nogensinde forestillet dig, hvad resultatet ville blive, hvis man tog elementerne fra Tony Hawk og Airblade, tilførte en knivspids af gameplay'et fra Extreme Sports og smed alle elementerne ind i Tarzan's jungleunivers. Det sker i Tarzan Freeride. Om denne spændende opskrift er lykkedes, kan du læse i vores anmeldelse.Det er nok kun de færreste, der ikke kender til Tarzan-karakteren. Et "abemenneske", som af sine forældre blev efterladt i en frodig og farlig jungle - kun få måneder gammel. I stedet for at ende som jungleføde for alskens rovdyr, blev Tarzan indlogeret i et gorilla-samfund. De tog ham simpelthen ind under deres behårede armhuler og opdragede ham, som var han en af deres egne. Han har samme evner som en gorilla, men med sit menneskelige udseende, er han jo lidt af en outsider. Inderst inde viser Tarzan derfor tegn på menneskelige følelser og er med tiden blevet til en nøglefigur i vores opfattelse af abers lighed med menneskets natur. Vi er blevet udsat for adskillige fortolkninger og historier om Tarzan i diverse film, spil, tegneserier m.m., senest i Disneys animationsfilm, Tarzan. Spillet, Tarzan Freeride, er baseret på Disney-filmen og Ubi Soft og Disney Interactive fortsætter eventyret, hvor tegnefilmen sluttede.

Respekt for junglen

I spillet truer en gal videnskabsmand junglemiljøet, hvori Tarzan og Co. befinder sig. Gemene, ondskabsfulde krybskytter er spredt udover junglen og har sat fælder op for Tarzan og hans gorillakumpaner. Jane er selvfølgelig med på ekspeditionen til at gøre Tarzan blød i knæene. Hun holder sig en smule i baggrunden, mens han svinger sig ud på forskellige missioner i spillet. De er fordelt over 15 baneområder, mens et kort viser ens fremskridt i forløbet. Efter behag, kan man vende tilbage til en tidligere fuldført mission for at gennemføre den igen, men denne gang, følge en anden rute. I Tarzan Freeride skal du gøre dig fortjent til nye tricks i nogle bonusbaner. F.eks. møder du undervejs i missionerne nogle gorillaer, som i begyndelsen passer sig selv og ignorerer Tarzans jungleråb. For at opnå deres respekt, skal du vise dit mod ved at udføre et perfekt bungee-jump nedad en stejl klippeafsats, mens du samtidig skal undvige store grene og den ujævne klippevæg. I de regulære missioner følger man på Crash Bandicoot-manér en fastlagt rute. På tykke grene, træstammer og dybe afsatser er det muligt at udføre tricks, men spilkontrollen er meget uligevægtig og derfor ikke særlig præcis. Dvs. timing er elementet for at fuldføre mange baner, for ellers ryger man konstant ned i junglens afgrund. Ja, det mister man liv på! Tricks-delen er desværre mere forstyrrende end praktisk.
Tålmodighed er en dyd

Tarzan Freeride er mere end at springe rundt i junglens afkroge og afgive junglebrøl. Efter at have spillet Airblade, skal der mere til at imponere os mht. tricks-delen i spillet. Tarzans angreb er forholdsvis nemme at udføre. Reaktionstiden er dog for lang, fra når man trykker på angrebsknappen, til det udføres. Den upræcise spilkontrol medvirker, at man som spiller, skal være i besiddelse af en god portion tålmodighed. Hvis man derimod er bevendt med den, foregår det som en leg at springe fra lian til lian igennem junglen. Kameravinklerne er desværre for kedelige og man havde bestemt forventet noget mere dynamik a la Disneys Tarzan-film.

Ikke nok frihed

Den grafiske flade er i 3D, mens bevægelsesfriheden er begrænset til et meget lineært plan. Igen er det skuffende at skulle forholde sig til et 180-graders forløb i stedet for 360-graders frihed - altså fuld bevægelsesfrihed. I et spil med Tarzan i hovedrollen har man jo lyst til udfolde sig som en hæmningsløs cirkusartist, der springer rundt i alle retninger. Den uforudsigelige spænding mangler i Tarzan Freeride. Vi refererer igen til Crash Bandicoot, for her virker pseudo-3D konceptet, som det skal - det gør det bare ikke i Tarzan Freeride. Den grafiske stil er tegneserieagtig med bløde kanter, men er nærmest anonym i sin detaljerigdom. Junglebanerne virker meget "pappet", dvs. træer og sigtbarheden i omgivelserne bærer præg af den typiske kulisse-effekt med manglende 3D-dybde, ligesom vi ser i mange Nintendo64 spil. Det samme kan siges om den lydmæssige del. Lyden er optaget meget lavt, mangler dybde og samplingen af spilfigurerne er en smule uklar - specielt i mellemsekvenserne, der udfoldes via spillets egen grafiske motor. Her har man lagt et filter henover grafikken, så den virker finpudset, men det ser mildest talt kikset ud. Det gøres ikke bedre af det faktum, at sekvenserne hakker derudaf, lidt i stil med bl.a. CGI-sekvenserne i Capcoms Onimusha.

Det er set bedre

Vores helhedsindtryk af Tarzan Freeride har været i den lavere ende. Her vil det nok forblive - også selvom vandski-banerne med de flotte spejlingseffekter, hører til blandt noget af den mest hektiske action, vi har set i spillet. Vi kan desværre ikke komme udenom, at denne udgivelse er en af Ubi Softs mindre nyskabende titler. Man føler, at det hele er set før og mere vellykket end dette. Gør dog dig selv den tjeneste at prøve spillet før eventuelt køb, hvis muligheden byder sig. Under alle omstændigheder skal du ikke forvente det store friske pust fra junglen i Tarzan Freeride.

Tarzan Freeride (EU)
Anmelders vurdering
3/6

Tarzan Freeride   © Ubisoft 2001   (PS2)    1/4 Tarzan Freeride   © Ubisoft 2001   (PS2)    2/4 Tarzan Freeride   © Ubisoft 2001   (PS2)    3/4