X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Drakan: The Ancients Gates


Eventyrspil er ikke ligefrem den spilgenre der er mest eksponeret på PS2. Glæden og forventningerne var derfor store da vi her på redaktionen fik Surreals seneste føljeton i Drakan-serien ind af døren. Drakan-serien har tidligere begået sig på både Nes, Super Nintendo og PC og denne gang er turen så kommet til PS2, med alt hvad det indebærer af nye muligheder. Vi har set nærmere på dette eventyr i vores anmeldelse.

I Drakan tager man rollen som Rynn, der på magisk vis får vækket en sovende drage ved navn Arokk. Rynn og Arokk tager tilbage til hendes landsby i Drakan, men finder den ødelagt af onde skabninger fra en mørk dimension der nu hersker i landet. Rygtet om Rynn’s bånd med Dragen spreder sig hurtigt og dronningen tilkalder dem til sit slot, som et sidste håb om redning inden verdens undergang. Rynn og Arokk må i fællesskab hjælpe hinanden med at åbne ’The Dragon Gates’. Dette vil vække de andre drager, så de derved kan fordrive de onde herskere og befri menneskeheden fra et grufuldt slaveri.

Ikke et RPG

Det har mange steder været omtalt at Drakan er et RPG, men det er det langtfra. Det har visse elementer fra denne genre, men det er hovedsagelig et action/adventure med en god historie. Efter sit indledende møde med Arokk begiver Rynn sig mod dronningens slot for at få hjælp og vejledning i hvordan hun skal redde verden. Spillet indledes med en slags træningsdel, hvor man får forklaret de forskellige funktioner på kontrolleren, alt imens man kommer nærmere slottet. Rynn har mange forskellige evner, men de tager ikke længe at lære og de er allesammen nyttige på forskellige tidspunkter.

Hun kan ikke gå på vandet...

Spillet er som sagt et action/adventure og det indeholder alle de features som vi kender. Der er kampscener hvor Rynn kæmper mod sære skabninger, udforskning af områder, samt en del klatren og hoppen rundt i landskabet. Kampscenerne, som er real-time, virker i starten lidt ensidige da Rynn’s udvalg af moves ikke er specielt stort. Spillet har dog en fiks feature der gør, at man kan bestemme hvilken modstander Rynn angriber, hvilket er ganske smart hvis man bliver angrebet af flere fjender. Man skal desuden i kampens hede blokere modstandernes angreb ved hjælp af sin block-knap, men den kan ikke bare holdes inde, men skal istedet times med modstanderens angreb, hvilket giver lidt mere dybde. Når man dræber en modstander kan disse efterlade noget guld, som man praktisk nok kan bruge hos en af de smede der er placeret rundt om i byerne. Her kan man både købe og sælge våben og det bliver der også brug for. Rynn har desuden mulighed for at bruge magi, ved hjælp af diverse spells, som også kan købes i byerne. Nu kan man ikke bare løbe rundt og samle guld og så købe de bedste våben. Man skal nemlig have en bestemt rating før man får lov at bruge de forskellige ting. Det er her at det lille RPG-element kommer ind, da man hele tiden kan udvikle sin karakter. Man får på givne tidspunkter nogle points og dem skal man så bruge
på sin karakter for at udvikle hende i visse kategorier. Ens våben bliver også ringere jo mere de bliver brugt, men de kan til alt held repareres hos smeden for en beskeden sum guld. Man skal dog bruge lidt snilde da det er lidt ufedt at miste sit våben 12 km inde i sumpen, så det er med at gardere sig og have back-up våben.

På ryggen af en drage

Nu lyder det måske som om, at man kun styrer Rynn, men det er langt fra hele historien. Dragen Arokk kan nemlig også styres i visse levels og det er en fed feature. Man kan til hver en tid kalde på Arokk og han vil komme, hvis han vel at mærke er i nærheden og han har mulighed for at lande. Dette kan bruges til mange snedige ting, bl.a. hurtig transport fra et sted til et andet. Arokk har også levels der er specielt designet til ham og de minder en del om det gamle Sega-spil, Panzer Dragoon. Her ser man Rynn sidde på ryggen af Arokk, mens man suser gennem landskabet og skyder fjender ned med ildkugler. Udover den overordnede mission er der også andre undermissioner som man kan give sig i kast med. Det kan f.eks. være at smeden gerne vil have fingre i et eller andet der ligger gemt et sted hvor man alligevel skal hen. Klarer man disse sideløbende missioner vanker der en god sum guld i dusør, så de er værd at holde øje med.

Meget omfattende

Noget af det første man finder ud af i Drakan er hvor stort spillet er. Surreal har ganske enkelt kreeret en fantastisk verden, der strækker sig meget vidt. Man kommer igennem store landskabe med bjerge og dale, skumle sumpe, underjordiske gange og arktiske områder. Dette lyder måske ikke som noget specielt, men banerne er enorme og man bliver simpelthen trukket dybere og dybere ind i den verden hvor det hele foregår. Visse levels kan tage op til 4-5 timer at gennemføre og de er alle så forskellige at det aldrig bliver kedeligt. En af grundene til dette er, at stemningen i spiller er fanget rigtig godt. Lige fra de store åbne landskaber til de mørke sumpe er stemningen gribende og man vil bare kæmpe sig dybere ind i dette univers. De baner hvor man rider på ryggen af Arokk er også fantastisk lavet. Man får virkelig en fornemmelse af hvor stort og gennemført det hele er. Den gode stemning bakkes op af den fine grafik og de mange interaktive karakterer der er i spillet. Især Arokk er flot animeret og karaktererne er fint lavet, hvor især stemmerføringen bør fremhæves. Lyden kan ’loope’ enkelte gange, men det er en mindre detalje som sagtens kan overses.

Kan varmt anbefales

Savner man et godt og langt eventyr, så er der ingen vej udenom Drakan: The Ancients’ Gates. Spillet er fyldt med gode oplevelser, en god stemning, flot grafik, er let tilgængeligt og meget tidskrævende. Spillere med hang til RPG vil måske ikke finde det vildt ophidsende, da denne del af spillet er meget lille og overfladisk. Men bortset fra dette, er spillet rigtig godt og professionelt skruet sammen og er et af de absolut bedste adventure-spil indtil videre på PlayStation 2.

Drakan: The Ancients Gates (EU)
Anmelders vurdering
5/6

Drakan: The Ancients Gates   © Sony 2002   (PS2)    1/4 Drakan: The Ancients Gates   © Sony 2002   (PS2)    2/4 Drakan: The Ancients Gates   © Sony 2002   (PS2)    3/4