The Bouncer

Siden vores preview har vi fået afreageret en hel del mere, men det store 'million dollar question' er netop, om vi i sidste ende har fået afreageret nok og fået afløb for alle aggressioner? Læs om dette er tilfældet i en hårdtslående anmeldelse af Squaresoft's og DreamFactory's længe ventede beat'em up.
I vores preview havde vi mildest talt ikke indtryk af, at Square og DreamFactory havde leveret noget særligt nyskabende indenfor genren. Det havde vi håbet på, for beat'em up genren er bestemt en døende race. Hvis nogle dog kan formå at skabe noget ekstraordinært, så må det næsten være Squaresoft. Hvorfor en af de mest omtalte spil til PlayStation 2, ja næsten før maskinen blev udgivet i Japan, har været et så aktuelt emne, og nærmest lovede at borge for kvalitet allerede fra begyndelsen, er en gåde for undertegnede. Især når det udarter sig til en af de største skuffelser i konsollernes historie - eller er vi for hårde? I den tid vi lever i, kan det ikke betale sig at være blødsødne. Specielt ikke, når der så store forventninger til kommende udgivelser. Den nuværende standard er simpelthen for ringe, og selvom spillene måske hardwaremæssigt, kan imponere enhver gamer, følger kvaliteten af den bagvedliggende facade ikke altid med. Gentagne gange ser vi alt for tit disse udgivelser, men det er ikke ligefrem det første man forventer, når RPG-kongerne hos Square smider sine kort på bordet.

En gammel kageopskrift

Squaresoft/DreamFactory har udviklet et spil helt i stil med deres tidligere debut, Ehrgeiz på PSOne. Ehrgeiz er forløberen til The Bouncer, og vi havde altså håbet på et frisk pust til genren i form af TB. Derimod er lader det til, at man har brygget videre på en gammel kageopskrift for derefter at tilføje en mere fyldig, farverig og smagsfuld glasur i højopløsning. I Ehrgeiz havde man valget mellem en del kæmpere, hvor der kunne dystes i vidt forskellige og varierede arenaer. I The Bouncer kan du vælge mellem 4 såkaldte 'Bouncers', dvs. udsmidere. En ny tilføjelse siden Ehrgeiz er en 'Story Mode', hvor du skal redde et kidnappet pigebarn fra nogle frøhoppende bad-guys. De er dog langt sejere end jeg fremstiller dem her... En af udsmiderne Sion, har et nært forhold til pigen, Dominique. Hun virker helt normal, men er et hemmeligt våben, nøglen til en dødsensfarlig satellit, som et hensynsløst foretagende ved navn Mikado-koncernen har i sinde at udnytte. (U)hyggeligt nok er lederen pigens bror - ikke just to tæt knyttede søskende. Man aner faktisk ikke rigtigt, hvad der foregår, indtil man er kommet en bid vej ind i spillet. Her er det, at forløbet kommer til at minde mere om en dyrt produceret Hollywood-film end noget andet. Historien bliver faktisk ret spændende, selvom det i bund og grund handler om den sædvanlige psykopat med storhedsvanvid, der ønsker total dominans og verdensherredømme ved at...udnytte sin søster!

En grafisk evolution

Det er nok de færreste, der ikke sætter Squaresoft i forbindelse med RPG'er. Sjældent ser man en udgivelse fra dem i denne hårdtslående genre. Det plejer at være Capcom og Namco, der fører sig til tops på dette område, næsten altid med stor succes. Square har derimod stort set altid 99.99% af tilfældene succes med RPG udgivelser. Dog har Square haft held med enkelte kampspil i samarbejde med DreamFactory, bl.a. Tobal 1 & 2 til PSOne (Tobal 2 udkom ikke i Europa), hvoraf det første udkom i 1997. Dvs. man bør forvente, at de denne gang - fire år efter, i det 21. århundrede - leverer noget af en anden verden? Grafisk set, et klart ja...men er det nok?! Som sagt, det er Square vi her har med at gøre, og The Bouncer er en umådelig flot produktion. Hidtil vælter den alt andet af pinden på markedet grafikmæssigt. FMV (Full-Motion Video) sekvenserne er virkelig imponerende. Der er mange af dem, og de er kodylt flotte. Intet andet kan sammenlignes med denne mesterlige udførsel. Spillets egen grafiske motor er stort set identisk med CG-delen, hvilket er noget af et

skridt for udviklingen. Efterhånden siger man ofte dette om spil til 128-bit konsoller, men The Bouncer er et levende bevis på, at PS2'ens grafiske formåen er presset til det yderste - dog ikke i MGS2-grad. Squaresoft er kommet den velkendte grafiske 'aliasing' til livs, og benytter en meget stemningsfuld effekt, der gør spillet 'blødt' at se på. Forestil dig en 'motion-blur' effekt fra f.eks. Metal Gear Solid, og du dernæst fjerner 'motion' fra effekten. Dvs. blur-effekten er tilbage, og både omgivelser og selve polygonerne, som karaktererne i spillet er opbygget af, bærer en lille hinde af dette blur-filter, hvilket tilfører spillet et surrealistisk look. En særdeles flot effekt, og vidner om, at Square og DreamFactory kan deres kram som ingen andre. Men hvor blev gameplay'et så af i farten...?

Gameplay og kamera er ulidelig

Alt er finpudset bortset fra gameplay'et og kameraet. 360 graders frihed er af væsentlig stor betydning for underholdningsfaktoren, men det farlige i denne sammenhæng er netop spilkontrollen. Den skal virkelig afpasses og finjusteres i en sådan grad, at det ikke føles 'klodset' at styre sin spilkarakter. Det samme gælder for kameravinkler osv. Det er en lidt svær balance. Desværre er The Bouncer ikke særlig afbalanceret på dette område, og fejler ved første øjekast i selvsamme øjeblik, du rykker i det analoge pad.
Spillet præges af en træg styring og de værste kameravinkler man længe har set, hvilket godt kan sætte ens tålmodighed på prøve. Det er ikke så fedt at løbe ud mod skærmen, og ikke kunne se, hvad der ligger foran en, indtil en knytnæve slår dig i gulvet. Du har 4 grundslag til rådighed; high/low-punch, high/low-kick Det lader ikke til at være muligt at kombinere forskellige taster, dvs. hvis du trykker low-punch først, kan du ikke umiddelbart efter kombinere med high-kick tasten. Derimod kan du lave en combo ved udelukkende brug af én tast. Skaden du udgør, er afhængig af hvor hårdt du trykker på PS2-joypad'ets analoge taster. Netop denne analoge funktion, er som broderet til denne type spil. Det mest irriterende ved denne fremgangsmetode er, at slagene udføres utroligt langsomt, og der opstår få sekunders 'dødvande' mellem hver combo inden det næste angreb kan igangsættes. Programmørerne burde have gjort reaktionstiden noget hurtigere - eller tilføjet en 'turbo-mode' i spillet. Lidt mere spændende er muligheden for at opgradere sine grundlæggende attributter; Life, Power og Defence. Efter hver enkelt bane-scenarie er gennemført, får du tildelt 'Bouncer Points', der gør det muligt at købe special-angreb eller bruge dem til noget mere praktisk - nemlig at øge sin styrke, forsvar m.m. Special-angreb er dyre, men rimelig seje at se på. Desuden er de meget nemme at udføre.

Desværre SquareSoft...

Vi må erkende, at The Bouncer føles som noget af et 'deja vu'. Man har prøvet adskillige gode titler i stil med TB, men alting fejler i spillet - bortset fra grafikken og historien? Det kan lade sig gøre at spille det igennem i løbet af et par timer - vel og mærke med mellemsekvenser. Uden de flotte CG sekvenser m.m. kan du jo gætte dig til, hvor kort en affære spillet er. Det holder simpelthen ikke, og det kan man ikke byde folk på, når det har været så længe undervejs om at blive udgivet. Efter spillet er gennemført, er det dog muligt at starte en Extra Mode op, så du kan spille med de attributter, du havde i slutningen af første gennemgang, dvs. styrke, forsvar, special-angreb osv. Herefter kan det gennemføres endnu hurtigere, og den eneste variation er, at der er 3 karakterer at vælge imellem med vidt forskellige angreb. Det er kun en mindre bonus, men trækker ikke betydeligt meget op i vores helhedsvurdering. The Bouncer er en hamrende flot Ferrari, men mangler motoren. Det kunne have været så meget mere, men desværre Squaresoft... Vi kan kun håbe, at der er mere kød på deres næste udgivelse i denne genre. The Bouncer kan udelukkende anbefales til dedikerede fans af genren.