State Of Emergency

Rockstar Games er nok mest kendt af de fleste PlayStation 2-ejere for det geniale Grand Theft Auto 3 og deres nyeste spil, State Of Emergency, kan ved første øjekast godt minde om det. Man indser dog hurtigt, at de to spil er vidt forskellige. Men er State of Emergency alligevel værd at investere i? Få svaret i vores anmeldelse her.

Den onde "Corporation" har overtaget regeringsmagten og undertrykkelse af folket er på dagsordenen. Det vil du bare ikke finde dig i og tilslutter dig derfor Freedom, en gruppe frihedskæmpere, der med vold og magt bekæmper The Corporation med alle midler. Resultatet er total anarki og kaos. Spillet foregår i fire forskellige områder, som alle er fyldt med civile, masser af Corporation-agenter, vagter, politi og militær som forsøger at hindre dig i at bekæmpe The Corporation. Man render rundt blandt hundredvis af personer og man kan slå og sparke til alle og enhver. Man har desuden en nærmest endeløs forsyning af forskellige våben til rådighed: køller, pistoler, maskingeværer, granatkastere, raketter, håndgranater, molotov-cocktails, flammekastere, tazer-guns, osv. Selv objekter i omgivelserne som bænke, borde, skraldespande, kasser, osv. kan bruges som våben. State of Emergency kan nok bedst beskrives som et kæmpe beat'em-up, men i en skala, man ikke har set før. Det er ikke usædvanligt, at man har ca. hundrede personer på skærmen på een gang, som alle render rundt i vild panik. Hvis man tager de elementer fra Grand Theft Auto 3 hvor man kæmper med folk på gaderne, og ganger dette med 10, får man en god fornemmelse af State of Emergency's anarki.

Masser af opgaver

I Revolution Mode, som er det gamemode hvor man låser op for nye baner og karakterer, starter man i et indkøbscenter, hvor hundredvis af civile er gået amok og er begyndt at plyndre butikkerne for alt hvad der ikke er sømmet fast. Man skal så gennemføre en lang række af små opgaver for Freedom, for at hjælpe med at bekæmpe The Corporation. Opgaverne kan bestå af hente pakker, beskytte andre Freedom medlemmer, hjælpe med at ødelægge bygninger, eliminere rivaliserende bander, osv. Variationsgraden af opgaverne er god og der er masser af opgaver at fuldføre, 175 i alt spredt over de fire områder. Dog er opgaverne for det meste ret korte og tager hver højst et par minutter at fuldføre.

Find din indre sadist

Hvor Revolution Mode nærmest er spillets story mode, er Chaos Mode spillets arcade mode, som man typisk spiller en halv time for at få afløb for sine aggressioner. Her vælger man en bane, en af de i alt 5 figurer og så er det bare at gå amok, uden at man skal tænke over bestemte opgaver. Chaos Mode er endnu mere kaotisk (nok deraf navnet kommer) og voldeligt end Revolution Mode. Her går det simpelthen ud på, at dræbe så mange fjender og forårsage så megen skade på omgivelserne som muligt, inden tiden løber ud eller man dør. Desværre trækker det fra ens score, at dræbe uskyldige civile, men ofte bliver fristelsen, at skyde en granat ind i en klynge af 100 mennesker, for stor. Det er ren sadistisk fryd, at gå amok med spillets mange våben uden at tænke på civile liv. Man kan meget nemt komme til at sidde og spille med et ondt smil på læberne, når man f.eks. lige har skudt hovedet af en fed gut og derefter klasker andre uskyldige ned med det afskudte hoved, eller sparker en sikkerhedsvagt så blodet sprøjter til alle sider. State of Emergency er på grænsen til det sygelige og absolut ikke politisk korrekt.

Mangler dybde

State of Emergency er utroligt arcade-præget og underholdende, men der mangler en dybde og variation som gør, at man ikke spiller det længere tid ad gangen, som man f.eks. gjorde i Grand Theft Auto 3. Selve beat'em-up gameplayet er udmærket, men der er ikke specielt mange forskellige moves til rådighed og for det meste af tiden er det tilstrækkeligt, at bruge simple slå og sparke moves, selv om der er mere avancerede teknikker til rådighed.

Fyr kameramanden

Styringen er fortræffelig og man lærer hurtigt, at udføre de enkelte moves og samle våben op, uden at tænke videre over det. Udviklerne har udnyttet de tryksensitive knapper på Dual Shock 2 kontrolleren, til at bestemte hvor langt man kaster våben og genstande. Det eneste minus er kamerasystemet, som ikke fungerer optimalt. Man render ofte blindt rundt, hvor man godt kunne ønske sig, at kameraet ville følge bedre med eller positionere sig fast bag karakteren, så man havde et bedre udsyn. Man kommer tit ud for, at rende rundt om hjørner, hvor man et kort øjeblik ikke kan se hvad der kommer forude. Dette er ikke så kritisk i et spil som State of Emergency men et punkt som nemt kunne forbedres.

Nydelig grafik

Grafisk er State of Emergency et godt stykke over middel. Kigger man isoleret på detaljegraden af omgivelserne og personerne er det absolut ikke et imponerende syn, næsten på grænsen til at være grimt. Men når man ser hundredvis af personer løbe rundt på banerne, bliver man hurtigt solgt. Både personer og omgivelserne er pæne og farverige og animationerne er gode - spillet får et næsten tegneserieagtig præg. Der er også nogle pæne eksplosionseffekter som falder godt ind i stilen med resten af grafikken. Grafikhastigheden er heldigvis høj og man oplever aldrig slow-down som i Grand Theft Auto 3, selv når der er masser af personer og eksplosioner på skærmen. Udviklerne har heldigvis ikke ignoreret os europæere og der er en 60Hz PAL-mode så man kan spille i fuldskærm uden borders og uden nedsættelse af grafikhastigheden. Vælger man ikke at bruge 60Hz muligheden, flyder spillet også rigtigt godt med minimale borders og høj hastighed - der er altså ikke den store forskel. Som en ekstra bonus er der en widescreen mode til ejere af 16:9 fjernsyn.

Lyden følger ikke med

På lydsiden er State of Emergency en anelse kedelig. Musikken i menuerne og sekvenserne er udmærkede men lydeffekterne er der ikke specielt knald på. Eksplosionerne er ikke så saftige som man kunne forvente og de civiles skrig og skrål mangler variation. Nogle enkelte lydeffekter i Chaos Mode bliver næsten irriterende at høre på, da de gentages om og om igen.

Et sjovt spil med forbehold

State of Emergency er et meget morsomt spil med gode aspekter, men mangler som sagt den dybde og variation som gør, at man sjældent spiller det længere tid ad gangen. Spillet er til gengæld af den type, som man tager frem og spiller en halv time i ny og næ. Det er også sjovt at spille sammen med vennerne, selvom der ikke er nogle multiplayer funktioner, da det er et nemt tilgængeligt spil og er næsten lige så morsomt at kigge på, som at spille selv.