Smash Court Tennis Pro Tournament

Selvom tennissporten ikke er vendens populæreste sport, har konsoltennis altid været meget populært. En af de gamle klassikere er Namco’s Smash Court der nu er tilbage i ny og forbedret udgave. Vi har set nærmere på om Namco server konkurrenterne af banen, eller om spillet er en dobbeltfejl.

Nogle vil sikkert huske Namco’s Smash Court-serie fra tidligere, hvor især Super Nintendo-udgaven var fremragende. Spillet startede helt tilbage i 1987 på den lidt ukendte PC Engine/TurboGrafx16. Siden er der kommet flere forskellige versioner, bl.a. en på PSOne med Anna Kournikova som frontfigur. Nu er tiden så endelig kommet til det næste spil i serien og med Sega’s Virtua Tennis 2 på trapperne er spørgsmålet om Namco’s titel for alvor kan blive en konkurrent .

Ikke meget nytænkning

Spillet har en del forskellige modes man kan give sig i kast med. Arcade Mode er en direkte konvertering af spillemaskinen, hvor man spiller op til fire kampe á to partier. Exhibition giver næsten sig selv, idet man her spiller en opvisningskamp med valgfri spillere, helt op til fem sæt. Pro Tournament er spillets hoveddel og her skal man forsøge at vinde de fire store Grand Slam-turneringer. Det er desværre ikke bygget op som den career mode vi kender fra Virtua Tennis, da man hverken skal træne sin karakter eller deltage i mindre turneringer, for på den måde at kravle op af verdensranglisten. Der er kun disse fire turneringer, men man får inden kampen en udfordring, der kan bestå af forskellige ting, såsom at vinde kampen på under tre minutter, eller at serve to esser. Klarer man disse krav og vinder kampen, får man nogle bonuspoint, der kan bruges til at købe de gemte ting der ligger i spillet. Der er desværre ikke noget der ændrer ens karakter, men istedet noget ny musik, mange flere kameravinkler, billeder osv. Spillets to sidste modes er Time Attack og Challenge. Challenge er en masse små minigames, hvor man skal forsøge at opnå den bedst mulige score. Igen er det almindelig tennis og ikke de opfindsomme minigames som Sega tidligere har præsenteret. Time Attack går ganske enkelt ud på at vinde fire kampe så hurtigt som muligt og den minder meget om Arcade Mode, bare på tid.

Alle de store stjerner

I modsætning til de gamle klassikere er Smash Court Tennis nu prydet med rigtige spillere. Det er endda ikke hvem som helst Namco her giver os mulighed for at spille med. Spillet byder på fire kvindelige og fire mandlige superstjerner, i form af Kournikova, Seles, Davenport, Hingis, Sampras, Agassi, Kafelnikov og Rafter.

Derudover kan man få adgang til nogle fiktive karakterer som man kan bruge i de andre gamemodes. En af de positive aspekter ved spillerne er, at de spiller ligesom de gør i virkeligheden. Man vil med det samme nikke genkende til Sampras’ servestil og en type som Rafter går hele tiden til nettet. Gameplayet fungerer som vi er vant til med tennisspil. Man har en knap til slice, en til lob og en til topspin. Alle disse knapper kan lede til mange forskellige slag, som både afhænger af ens position i forhold til bolden, samt ens timing. Spillet fortæller altid om ens timing er korrekt, ved at skrive f.eks. ’nice’ over spilleren. Udvalget og udførelsen af de forskellige slag virker rigtig godt og man har meget hurtigt kontrol over det hele. I løbet af ingen tid laver man cross-court passérslag og milimeterpræcise stopbolde. Det er iøvrigt næsten umuligt at slå bolden ud af banen, hvilket hænger sammen med spillets arcade-rødder, da det gerne skal være nemt, hurtigt og sjovt, hvilket det bestemt også er.

Hjertebanken?

Et af de svageste punkter ved spillet er grafikken, der mildest talt ikke er speciel god. De forskellige spillere ligner til en vis grad dem de skal forestille, men så heller ikke mere. Animationen er til gengæld glimrende og de forskellige slagudvekslinger ser flotte ud. Man ser dog tydeligt i replay, at karaktererne ikke er prydet med specielt mange polygoner og derfor er disse gengivelser temmelig grimme at se på. Banerne er som tennisbaner nu engang er. Der er fire forskellige typer baner og de ser ud som forventet. Lyden er også af en noget blandet kvalitet. Musikken er temmelig irriterende og man får ret hurtigt skruet ned for den. Lydeffekterne er som de skal være og spillerne pruster og stønner som vi kender det. Dommeren nævner stillingen efter hver bold og tilskuerne klapper lystigt, men noget specielt er det ikke. En sjov lille detalje er, at når man har matchbold, så dunker kontrolleren som var det et hjerte, for ligesom at lægge ekstra pres på en allerede presset situation.

Det bedste...endnu

I forhold til Virtua Tennis 2 har Namco’s titel ingen chancer, men er man tennisfan kan man godt kigge nærmere på dette spil, da det trods alt har et solidt gameplay. Desværre er holdbarheden ikke speciel god da der kun er fire turneringer, men som multiplayer skulle der være underholdning et godt stykke frem i tiden. Spillet er indtil videre det bedste af sin slags på PlayStation 2 og det får lov til at holde pokalen varm, formodentlig indtil Sega får konverteret deres Dreamcast-klassiker.