X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Shrek


De fleste der har set Shrek er enige om, at det er en fremragende animeret film. Spillet om Shrek er nu kommet til Xbox og vi glædede os derfor til at se om spillet kunne leve op til filmen. Læs vores anmeldelse af Shrek til Xbox her.

Shrek er udgivet af TDK, der nok bedre er kendt som udviklere af kassettebånd, CD-rom medier og andet isenkram. Men nu er de altså trådt ind i spilverdenen og har taget sig kærligt af Shrek-licensen. Spillet har umiddelbart ikke det fjerneste med filmen at gøre, bortset fra at det indeholder Shrek selv. Historien i spillet er en helt anden end i filmen, da den foregår umiddelbart efter filmens afslutning. Spillet handler om prinsesse Fiona som er blevet bortført af den onde troldmand Merlin. Hun bliver holdt fanget i et afsides tårn, der er indhyllet i en grim og ond tåge. For at få prinsessen fri skal Shrek nu rejse rundt i landet og udføre gode gerninger, for på den måde at få tågen til at lette og få adgang til det skumle tårn. Til alt held har Shrek en bog om gode gerninger, samt et magisk spejl, så det er bare at komme i gang med at redde prinsessen.

Ensformige missioner

Spillet er et 3D-platformspil, der låner lidt fra andre spil i samme genre. Man har nogle forskellige verdener at spille i og i hver af disse er der nogle missioner, i dette tilfælde gode gerninger, der skal udføres. Alle disse små missioner minder mest af alt om nogle små minigames, som vi bl.a kender det fra Crash Bash og Sonic Shuffle. De er bare forklædt i lidt større landskaber, men målet er det samme. Man kan f.eks komme ud for at skulle fange nogle får, som er sluppet løs af deres indhegning. Disse får kan man så samle op og føre tilbage i folden. Problemet er bare, at hver gang man har sat et får tilbage, vil der være en ulv der prøver at få dem ud igen og så skal man fange det samme får igen. På andre baner skal man slukke for nogle fløjter, der igen bliver aktiveret af nogle vagter, hver gang man er uopmærksom. Af den grund udvikler spillet sig hurtigt til at blive en jagt rundt i samme område for at løse opgaven og resten af banen virker nærmest overflødig. Et andet problem er, at man ikke kan dræbe sine fjender, men kun paralysere dem et kort øjeblik. Spillet kan derfor nemt blive frustrerende, når man nu endelig har indfanget 4 får og er på vej med det sidste, bare for at se ulven løbe med et andet. Så skal man have fat i fåret igen og alt imens løber ulven tilbage og slipper endnu et får løs. Sådan foregår det meste af spillet. Man kan bare udskifte ulv og får med alle mulige andre ting som æg, fløjter, vagter eller andre objekter. Noget variation, hvis man da kan kalde det det, er at man f.eks skal slukke for noget strøm til en generator. Når man gør det skal man holde vagterne fra den i 30 sek., det gøres ved at sparke dem væk hver gang de nærmer sig, hvilket ikke er helt nemt når der er 5 af dem og de ikke kan dræbes. Der er omkring 40 baner af denne type, men man kan gennemføre dem i nogenlunde vilkårlig rækkefølge. Kommer man langt vil man åbne for en anden mode i spillet, der hedder ”Race Mode”. Denne mode er dog ikke så interessant som den umiddelbart lyder, idet at det kun gør at man kan spille de samme baner på tid.
Elendigt kamera

Spillet har nogle andre problemer som også bør nævnes. Kontrollen, der dog er ganske præcis, kan i visse tilfælde være frustrerende. Man løber med den analoge styrepind og man kan så slå, sparke, hoppe, prutte og samle ting op. Har man spist chili kan man også spy noget ild og kombineret med en prut kan man lave en lille eksplosion. Når man hopper mod et objekt, f.eks en væg, kan man ved at trykke ”hop” igen, lave et baglæns hop, der på den måde kan give adgang til platforme højere oppe i landskabet. Det er dog lidt af et problem at hoppe baglæns på den måde, da man ikke kan se hvor man hopper hen, eller har mulighed for at styre retningen særlig godt. Det ville have været langt bedre med en funktion der gjorde at Shrek havde mulighed for at hive fast i afsides platforme og på den måde trække sig op. Det altoverskyggende problem med styringen er dog kameraet, der virkelig kan være irriterende. Spillet er nemlig temmelig hurtigt og fyldt med skarpe vendinger, som kameraet ikke er specielt flink til at følge. Derfor hænder det tit, at man løber mod kameraet mens man febrilsk prøver at dreje det i den rigtige retning. Man kan nemlig ikke nulstille det bag sin karakter, hvilket er temmelig dumt.

En grafisk nydelse

Det bedste der kan siges om Shrek er, at grafik og præsentation er helt i top. Inden hver bane bliver man briefet om hvad man skal, udfra bogen om gode gerninger. Det hele bliver fortalt på en sjov og underholdende måde, med både tekst, tale og illustrationer. Grafisk er spillet rigtig flot. Shrek er pragtfuldt lavet og animeret og detaljegraden er slående. Zoomer man ind på Shrek vil man kunne se en masse fremragende detaljer, som syninger i tøjet, forskellige tænder og andre flotte ting. De forskellige levels er også fint lavet, men spillet går så hurtigt, at man ikke rigtig har tid til at nyde dem. Det er synd at banerne ikke er mere interaktive, idet man bare skynder sig hen til det sted hvor man skal udføre opgaven og derfor er mange af de grafisk flotte baner blevet lidt negliceret. De forskellige figurer i spillet er også flotte og morsomme og Todd McFarlane har været inde og kréere nogle karakterer specielt til dette spil og det ses. Lydmæssigt er Shrek en lidt blandet fornøjelse. Shrek taler aldrig, men bøvser dog en gang imellem. Det magiske spejl og andre karakterer har fine stemmer, men der er ingen af folkene fra filmen med i spillet. Musikken og lydeffekterne er ok, uden at være specielt fremragende.

Stort potentiale, men ak...

Shrek var helt klart en licens med et stort potentiale, men det er desværre et lidt halvfærdigt produkt der er kommet ud af det. Spillet er ganske vist rettet mod de yngre, selv om aldersgrænsen er 11 år, men selv de vil have set spil bedre end dette. Spillet er alt for ensformigt og frustrerende og det er synd at der ikke er gjort mere ud af de flotte baner og karakterer. Vi står tilbage med et halvtrist platform/puzzle-spil som ganske vist ser fremragende ud, men hvor gameplayet halter alvorligt. Folk med en høj tolerance-tærskel vil måske få lidt ud af dette spil, men alle andre bør prøve et spil som Oddworld, der i stil minder lidt om dette, men er klasser bedre.

Shrek (EU)
Anmelders vurdering
2/6

Shrek   © TDK 2001   (XBX)    1/4 Shrek   © TDK 2001   (XBX)    2/4 Shrek   © TDK 2001   (XBX)    3/4