X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Scooby-Doo And The Cyber Chase


Hvor tit har vi ikke set en tegnefilmslicens, blive spildt på et underlødigt spil uden fantasi og udfordring? Scooby-Doo and The Cyber Chase er ingen undtagelse - men det løber alligevel med en titel som afsløres af vores anmelder og 7 årige Martin.Scooby-Doo og Shaggy er blevet fanget af den fæle Phantom Virus og er blevet bortført til cyberspace, hvor Phantom Virus hersker. Sammen skal de to venner og resten af Mystery Inc., Fred, Daphne og Wilma - hjælpe med at finde Phantom Virus. Fra kontrolrummet i cyberspace, er der adgang til 7 forskellige verdener, som alle skal gennemføres før Scooby-Doo og Shaggy endelig kan stå ansigt til ansigt med den slemme Phantom Virus.

I starten gik det meget godt

Vi udsatte Martin på 7 år, som i forvejen kender til spillet Crash Bandicoot, for Scooby-Doo i et par timer. Spillet er bygget op som en skrabet version af Crash Bandicoot, med en fastlagt rute fra punkt A til punkt B, uden at man kan vælge forkert, eller prøve andre muligheder. Banerne spilles skiftevis med enten Scooby-Doo eller Shaggy. Undervejs skal man undgå diverse fjender, som enten kan elimineres med et velplaceret kagekast (våbenet er nemlig en lagkage), eller man kan vælge at hoppe oven på dem så de forsvinder. I de fleste tilfælde er det dog muligt bare at løbe forbi fjenderne, da de er ret uintelligente og ikke yder særligt meget modstand, hvilket Martin hurtigt fandt ud af og i løbet af ca. 30 min. havde han gennemført den første verden med 2 baner inkl. den sædvanlige slutboss. Banerne indeholder de velkendte fælder i form af huller man kan falde i, brændende flammer der skal hoppes over og når det går rigtigt hedt til, så finder vi også de bevægelige platforme, som enten bevæger sig op eller ned, eller fra højre til venstre. Rent ud sagt et klichéfyldt og meget ensformigt spil.

Men senere...

Selvom Martin i starten var glad for at han kunne gennemføre baneren så hurtigt, så opdagede han snart, at hver bane, uanset hvor forskellige de ser ud, er opbygget på nøjagtigt samme måde - og det skuffede ham gevaldigt. Indenfor 2 timer, endda med 30 minutters saftevand og grovbolle (mælkesnitte) pause, havde Martin uden store problemer, kæmpet sig vej igennem 4 verdener - og spillet var begyndt at kede ham. For at hjælpe lidt, sprang vi frisk til joypaddet, men måtte straks erkende at det nok var bedst at Martin prøvede lidt igen - da det kun tog os 5 min. at nå næste bane. Men han havde mistet gnisten og lysten til at spille, så vi lod spil være spil og fandt på noget andet, noget Martin havde lyst til og Scooby-Doo skulle det i hvert fald ikke være.
Bekræftelse

Vi spillede senere spillet igennem på under 3 timer, med alle baner gennemført og alle bosser besejret. Der er i spillet ikke mulighed for at hæve sværhedsgraden, eller andre muligheder for at forlænge spilletiden, når spillet er gennemført har man set det hele - der er hverken filmklip eller andre ting at kigge på - temmelig skuffende. Tit er der også problemer med at bedømme afstande pga. en skygge der ikke er følger figurerne ordentligt, hvilket er grund til flere døde Scooby-Doo’s og Shaggy’er end den egentlige sværhedsgrad i spillet og DET er ringe!

Grim, tarvelig og slowdown

Skuffende er også et passende ord når man skal beskrive grafikken. Selvom spillet er ekstremt enkelt opbygget, med kedelige og grimme overflader på omgivelserne, så er der alligevel irriterende slowdown hver gang banen snor eller drejer sig. At man heller ikke kan se synderligt lang uden at grafikken hopper ind i hovedet på én - gør absolut ikke indtrykket bedre. Faktisk er det et af de grimmeste og tarveligste spil vi længe har set. Eneste formildende omstændighed er at Scooby-Doo og Shaggy, er let genkendelige og ligner deres håndtegnede forbilleder, resten er en prøvelse i tarvelighed.

Pling plong

Lydeffekterne og musikken er af samme kvalitet som grafikken, med trivielle musiknumre der godt nok passer til den verden man befinder sig i, men som bestemt ikke er noget at råbe hurra for. Lydeffekterne befinder sig på samme primitive stadie. Heldigvis er der en hel del tale fra de forskellige personer i Mystery Inc. der hele tiden rådgiver om spillet, men de er kun på engelsk og vi var nødt til at oversætte mens Martin spillede. Et dansk lydspor havde hjulpet meget, men det sikkert været for dyrt at lave og spillet er ikke det værd.

Hidtil dårligste spil

Med sit uopfindsomme og ensformige spil, der satte både vores 7 årige spiltester og anmelderens tålmodighed på prøve, løber Scooby-Doo and the Cyber Chase - indtil videre - med titlen som årets dårligste spil. Der findes mange og bedre spil til PSOne man kan købe til ungerne og med de billige Platinum udgivelser af Crash Bandicoot og Spyro the Dragon, er der rigeligt at vælge imellem.

Scooby-Doo And The Cyber Chase (EU)
Anmelders vurdering
1/6

Scooby-Doo And The Cyber Chase   © THQ 2001   (PS1)    1/3 Scooby-Doo And The Cyber Chase   © THQ 2001   (PS1)    2/3 Scooby-Doo And The Cyber Chase   © THQ 2001   (PS1)    3/3