|
Længe har man ledt efter en blanding af WipeOut og Wave Racer på fire hjul. Det er ikke den slags titler vi mildest talt vælter os i til PlayStation 2. Electronic Arts bidrager her med netop sådan et spil - eller gør de? Måske har de ligefrem skabt en ny type arkade-racer...? De fleste kender nok Electronic Arts for deres store sortiment af sportstitler. I ny og næ ser vi dem tage et par skridt i en mindre realistisk retning, mens indholdet stadig er konkurrencepræget. Hvis du har savnet en WipeOut-agtig titel, men bare på alle fire hjul, kan du være sikker på, at Rumble Racing vil stille din hungren efter ultimativ høj fart og fede power-ups. Denne titel er langtfra en realistisk racer. Hvis udviklerne af WipeOut og Wave Racer (N64) gik sammen, ville resultatet nok blive Rumble Racing. Helt sikkert en mangelvare på PS2. Det er gedigen arkade racer - den type spil, man kan sætte sig ned og tæske igennem uden først at skulle gennemterpe en RPG-agtig manual...næsten. Bag det sædvanlige stereotype gameplay med henblik på 'hamstring' af power-ups, er spillet til dels i besiddelse af vanedannende gameplay, men også bagvedliggende og mere udprægede strategiske facetter kommer til syne, jo længere du spiller Rumble Racing. Først vil vi prøve at belyse de grundlæggende elementer.
Stunts så det rykker!
I Rumble Racing har du adgang til et sortiment af omtrent 36 køretøjer og 15 forskellige baner. Alt fra lækre sportvogne, veteranbiler, trucks til en Morris og flere skjulte biler. Man kan dyste i 3 sværhedsgrader; Rookie, Pro og Elite. Hvis du lander på en 1. plads i championship-mode, kan du avancere til næste level i en af førnævnte grader. Desuden er følgende spil-modes tilgængelige; Single Race, Championship, CO-OP Team, Stunt Challenge og Showdown. De to førstnævnte modes taler for sig selv. CO-OP inkluderer op til 4 teams, og er udelukkende en 2-player mode. I Stunt Challenge skal du udføre stunts indenfor en tidsgrænse på 2.30 min. Showdown, er én-omgangs head-to-head race mod CPU eller en medspiller. Foruden at erhverve 12 forskellige mere eller mindre destruktive power-ups i løbet af et ræs, skal du løbende formå at udføre diverse halsbrækkende stunts. De strategiske facetter i Rumble Racing kommer nemlig til kort ved udførsel af stunts. Intet føles mere intenst end at lave et fejlfrit stunt. Du kan vælge at spille Rumble Racing på to måder: Enten jagter du udelukkende et utal af opfindsomme power-ups, eller du udfører en masse stunts. Power-ups ligger på alle baner, og kan frit erhverves, mens stunts kun kan udføres i luften. Alt afhængig af hvor højt du når op i luften, enten via flyvehop, eller en modstander, der bruger sit power-up på dig, kan det lade sig gøre at 'strikke' sine egne stunts.
Og power-ups så det rykker!!
Der kan laves mange spektakulære ting. F.eks. kan du rotere din bil igennem luften ved at trykke R2 og holde det analoge pad til venstre/højre. Lander du på alle fire, dukker der et 'boost-ikon' op på skærmen, hvorpå en tidsfaktor er angivet. Dvs. et mere eller mindre fejlfrit stunt, sætter din bil i en form for turbo-tilstand inden for
|
|
begrænset tid. Jo flottere stunts, jo længere varighed af denne tilstand. Du kan faktisk 'komme til' at hjælpe dine modstandere ved at bruge power-ups, der ligefrem får dem til at ryge flere meter op i luften, så de kan udføre udføre stunts og derved få mere fart på, når de lander. Brug dine powerups med omhu! En virkelig sej power-up får Rumble Racing til at minde om spiludgaven af filmen, Twister. Et enkelt power-up ikon vender fuldstændigt op og ned på stemningen i spillet. En flot grafisk effekt, da himlen bliver helt mørk, hvorefter den her skypumpe bliver dannet nogle meter foran dig. Den river alt op, uden at du selv påvirkes af denne imponerende naturkraft. Mens den hærger på banen flyver biler rundt omkring i luften, og når du vender tilbage til 'ulykkestedet', er der spor efter tornadoen. Dog en smule ærgerligt at denne power-up kun kan bruges af spilleren selv og ikke af cpu-modstandere. Til afveksling kunne det have været meget sjovt selv at opleve, hvordan denne kraftfulde effekt føltes, ved at befinde sig i tornadoens øje...*suk*. Ikke desto mindre - den flotteste grafiske effekt i spillet. Tal lige om 'aliasing' Skuffende nok virker det som om EA ikke sørget for tilstrækkelig finpudsning, hvad angår den grafiske flade i spillet. Det er synd, at vi også her skal opleve den samme ujævne Ridge Racer-agtige grafik. Fartfornemmelsen i Rumble Racing er rigtig god, og omgivelser virker kæmpemæssige og varierede samt kan du finde op til flere genveje, der er genialt sat op. Hvorfor skal det hele bare virke så kantet? Der er musetrapper over det hele?! Mest bemærkelsesværdigt er det i replay-delen. Jo, bestemt dramatiske kameravinkler af diverse halsbrækkende stunts, flotte 'lins-flares', dvs. den velkendte afpejling af solen, afspejling af himlen og omgivelser i bilernes karosseri - alle flotte effekter, men helhedsindtrykket virker meget firkantet pga. den irriterende 'aliasing'. Efterhånden har visse udviklere fået bugt med dette problem, tag eksempelvis Square Soft's The Bouncer, og for den sags Volition's Summoner. I disse titler ser du ikke skyggen af 'aliasing'. Grafik betyder selvfølgelig alt, specielt ikke i Rumble Racing, men det viser bare, at adskillige udviklere stadig ikke helt har styr på Sony's udviklings-kit, da mange nærmest forhastet, 'glemmer' at slå anti-aliasing funktionen til for at udglatte grafikken, så den bliver mere realistisk. Et hardware-problem, som alt for mange udviklere til PS2 tager for let på. En anden til tider irriterende, men opfindsom ting EA har implementeret, er en meget snaksalig kommentator. Han tror han er vældig sjov og kommenterer simpelthen alle handlinger, du foretager dig i spillet. Fornøjeligt i begyndelsen, men bliver lidt trælst i længden. Han overdøver også i høj grad musikken, der slet ikke er så ringe endda...desværre, ironisk nok. Måske har vi overset en option, så kommentatoren kunne bringes til tavshed...? Bortset fra enkelte uheldige udfald, kan du kan roligt gå ud og investere i Rumble Racing for derefter hovedkulds at kaste dig hen i sofaen/læsestolen og stresse af. En sjov og vanedannende arkade-racer, men ikke totalt nyskabende.
|
|
|