Resident Evil: Code Veronica X

Sluk lyset, barrikader din dør, hiv stikket ud og forbered dig på mange søvnløse nætter. Den længe ventede Resident Evil debut på Playstation 2 er over os. Vi har udstyret os med en masse nervemedicin og har kigget nærmere på spillet.

De fleste har nok stiftet bekendtskab med Resident Evil universet, der efterhånden har en del år på bagen på den gamle Playstation. Historien i Code Veronica foregår på et tidspunkt efter spil nummer 2, hvor vi som den smukke Claire Redfield fortsætter jagten på hendes forsvundne bror Chris. Spillet åbner med en fantastisk intro, hvor vi ser Claire på flugt fra Umbrella’s laboratorier i Paris. Det ender med hun bliver fanget og placeret i en celle på en fjern ø. Men noget er ved at gå galt. Fangevogteren lukker hende ud og nu skal du, i figur af Claire, forsøge at slippe væk fra øen, samtidigt med at du søger efter ledetråde i Chris’ mystiske forsvinden. Capcom har endnu engang formået at skrue en rigtig god historie sammen, der som sædvanlig er fyldt med personer af mere eller mindre tvivlsom karakter, så stol ikke på nogen!

Tænk dig om

Code Veronica X er opbygget på samme måde som sine forgængere. Du har til at starte med kun en lighter til din rådighed, men efterhånden som du kommer længere ind i spillet finder du alskens nyttige objekter, der alle sammen har et formål. Der går f.eks. ikke længe før du både har en kniv og en pistol i dine hænder. Problemet med dette er at Claire kun kan holde et vist antal objekter på sig af gangen, så man skal tænke sig ekstra godt om før man begiver sig videre på sin færd. Til alt held er der visse steder placeret nogle opbevaringsbokse, hvor man kan anbringe de ting man ikke lige har brug for nu, og så hente dem senere. Udover at man skal udrydde horder af zombies, mutanter og hunde, skal man også løse en masse mysterier undervejs. De fleste af disse består af nogle logiske ’find objekt A og placer det på punkt B’-puzzles, men til tider skal man også bruge hjernecellerne en ekstra gang. Til alt held kan du til tider finde manualer, dagbøger og andet godt, der kan indeholde visse ledetråde. Disse puzzles bliver dog aldrig frustrerende og virker altid logiske når du har regnet dem ud, så spillet flyder ganske godt. Det eneste kritikpunkt er at der er en masse løben frem og tilbage, fordi det objekt man har fundet skal placeres et sted man var for 20 minutter siden. Dette har dog altid været et problem i Resident Evil-serien og er ikke noget der vil genere fans.

Uhyggeligt

Grafisk er spillet rigtig flot. Karaktererne er rigtig flot lavet og både hår, øjne og hud virker meget realistisk og de forskellige zombier er grusomme at se på. Animationen af Claire er dog til tider noget stiv i det, men det lægger man sjældent mærke til. Omgivelserne er utroligt detaljerede og stemningsfyldte. Lyseffekterne er helt i top og det hele virker meget mørkt og skræmmende. Når man dertil lægger de fantastiske

cut-sekvenser, så går det hele går op i en højere enhed. Alt dette, kombineret med nogle snedige kameravinkler, gør at spillet altid har en meget uhyggelig stemning. Det forekommer tit at du går ind i et rum og kan høre en zombie, men du aner ikke hvor den er, for du kan kun høre den. Meget nervepirrende. Eneste kritikpunkt er de evigt tilbagevendende ’borders’, men det er dog langt fra så galt som i Onimusha. Selve lyden er også sublim. Resident Evil-serien har altid været kendt for sin meget dystre lyd, og det samme gør sig gældende her. Den tomme lyd af dine fodspor, knirkende døre, og den susende vind samt et nervepirrende soundtrack hæver spillets stemning op på et niveau hvor man virkelig føler sig presset og nervøs. Oven i dette er der de sædvanlige chok-effekter, hvor man lige slapper af et øjeblik fordi man tror at der er fred og ingen fare....for så pludselig at fare sammen fordi en zombie brager gennem et vindue lige foran dig. Alt dette er rigtig godt lavet og spillet er til tider mere skræmmende og uhyggeligt end de fleste film.

You can run, but you can’t shoot

Det største problem med spillet er styringen. Kontrollen er som vi kender den. Tryk ’op’ for at gå fremad og til siden for at dreje din karakter. Denne styring har Capcom desværre bibeholdt, selvom den i dag virker noget akavet. Det er f. eks temmelig irriterende at stå og skyde på en zombie, der hele tiden nærmer sig, hvorefter man er nødt til at vende sig om og løbe væk, hvorefter du igen skal vende dig om for at meje den ned. Dette fører til en del frustrerende dødsfald og det ville være langt bedre med en 3-d kontrol, hvor man løb den vej man pegede med joypad’et. Oven i hatten kan man ikke bevæge sig mens man bruger våben, hvilket er ret irriterende. Bare det at kunne gå baglæns mens man skyder ville hjælpe gevaldigt, for ikke at snakke om en ’strafe’ option, som vi kender det fra bl.a. Quake III, Unreal, Red Faction osv. Er man vant til Resident Evil er dette ikke noget stort problem, men lidt fornyelse på denne front ville gøre underværker.

Playstation 2 vs Dreamcast

Som de fleste nok ved er Code Veronica en konvertering af et Dreamcast-spil og spørgsmålet er så om det er værd at smide pengene på bordet hvis man har det i forvejen. Umiddelbart nej, for spillet er basalt set præcis det samme. Capcom har godt nok lagt 10 minutters ekstra cut-sekvenser ind, men det ændrer jo ikke spillet drastisk. Er man derimod en af dem der ikke har en Dreamcast kan man roligt løbe ned til sin forhandler og købe spillet. Der er masser af replay-value i spillet, da man kan åbne op for både en battle-mode, en first-person-mode og et par af de andre karakterer. Oven i købet får man desuden den flotte Devil May Cry-demo, som Capcom har været så flinke at lægge oven i. Savner man et horror-spil så vil dette holde de fleste godt beskæftiget indtil Silent Hill 2 kommer, og selvom det ikke er uden diverse småfejl er det stadig et kanonspil.