Resident Evil (2002)

Capcom’s længe ventede remake af Resident Evil har endelig nået vore breddegrader. Spillet er det første i en serie af nye titler og genudgivelser, som Capcom har planlagt til Gamecube. Vil et seks år gammelt spil stadig have samme appel den dag i dag og er det er værd at købe, hvis man allerede har gennemført originalen?

Der er mange meninger om Resident Evil-serien, men det kan ikke fornægtes, at Capcom næsten egenhændigt fik survival-horror-genren i fokus, da de for 6 år siden udsendte det første spil i serien. Siden er fulgt flere efterfølgere og senere vil vi få endnu flere efterfølgere, samt en forgænger, alt sammen eksklusivt til Gamecube.

Baggrundshistorie

Har man aldrig stiftet bekendtskab med Resident Evil, er historien som følger; En gruppe specialstyrker ved navnet S.T.A.R.S. bliver sendt til området omkring Raccoon City, for at undersøge den mystiske forsvinden af en anden specialstyrke der var igang med en efterforskning af nogle makabre mord i skovområdet, hvor folk tilsyneladende var blevet ædt. Efter at have fundet det andet holds helikopter, bliver vores hold jaget ind i et stort palæ af en flok muterede hunde og her starter spillet.

Der foregår noget skummelt

Som spiller har man nu mulighed for at vælge imellem de to S.T.A.R.S.-medlemmer Chris Redfield eller Jill Valentine. Afhængig af hvilken af disse man vælger, vil historien forme sig en anelse anderledes, men basalt set går den ud på det samme, nemlig at opklare mysteriet og finde de andre S.T.A.R.S.-medlemmer. Men noget er ikke helt som det skal være. Dette palæ, med sine nærmest klaustrofobiske gange, er nemlig fyldt med zombier og andre mutanter, så det går hurtigt op for én at dette ikke er en helt normal efterforskning.

Spar på kuglerne

Gameplayet i Resident Evil har ikke ændret sig siden for 6 år siden. Spillet er grundlæggende et action-adventure, hvor man udover at bekæmpe horder af zombies, også skal løse diverse puzzles undervejs. Til at starte med har man kun en kniv at forsvare sig med, men efterhånden som man kæmper sig frem i spillet, vil man også få fingrene i forskellige skydevåden. Det der gør spillet lidt strategisk er, at man har meget begrænset ammunition, så det er bedst at spare på den til det virkelig er nødvendigt. Hver spiller, afhængig af hvem man vælger, har et vist antal ’slots’ til at gemme objekter i. Rundt omkring i palæet er der derfor placeret nogle kister, hvor man kan gemme ting man ikke lige umiddelbart føler man har brug for, for derefter at hente dem senere. Dette kan godt være lidt irriterende, da man tit kan stå og mangle et bestemt objekt og derfor skal løbe tilbage og hente det, hvilket forsinker det videre forløb unødigt.

En intens oplevelse

Der hvor Resident Evil har sin styrke, er i den ’fear factor’ som spillet benytter sig meget af. Capcom har på snedig vis kombineret klaustrofobiske og dunkle rum, med ligeså klaustrofobiske synsvinkler, hvilket skaber en fremragende effekt.

Kronen på værket er den eminente lydside, der virkelig skaber en gyser-agtig og meget intens stemning. Det der gør det så mesterligt, er at man aldrig ved hvor og hvornår faren lurer, da spillet indeholder en del spontane chok-elememter. Man kan tit vandre ned af en gang, kun hørende lyden af sine egne fodtrin, hvorefter man pludselig og uden varsel bliver overfaldet. Meget effektfuldt.

Eminent grafik

Grafikken er det punkt hvor Resident Evil for alvor er trådt ind i nutidens teknologi. Aldrig har et spil i serien set så godt og så skræmmende ud. Karaktererne og især zombierne er eminent lavet og meget detaljerede. Baggrunden er stadig pre-renderet (døde billeder), men igen er detaljegraden beundringsværdig. Når man tilføjer ting som real-time skygger og nærmest perfekt belysning, har vi et spil hvis visuelle kvalitet ikke tidligere er set på Gamecube. Også filmsekvenserne har fået et ordentlig pift og mange af dem er endnu mere skræmmende og morbide end før. Stemmeføringen er også meget bedre end i den gamle klassiker og komplimenterer perfekt den allerede nævnte lydside.

Nye tiltag og gamle skavanker

Selvom spillet er en remake af en gammel titel, har Capcom dog ikke negliceret at tilføje et par nye ting. Først og fremmest er der nu kommet et såkaldt ’defense system’, der gør at man kan forsvare sig mod zombie-angreb. Dette kræver dog at man har fundet ting som f.eks. en Dagger Knife. Man kan selv vælge om man vil styre disse forsvarsmekanismer manuelt, eller om det skal gøres automatisk. Af andre nye ting kan nævnes at selve palæet er blevet redesignet en hel del og mange af rummene faktisk er placeret anderledes end tilfældet var i den gamle version. Derudover er der også blevet tilføjet nogle ekstra lokationer, så selv hærdede spillere vil se nye og uudforskede steder. Der er også blevet plads til et par nye elementer i historien, men dog ikke noget der ændrer den væsentligt. Desværre er der en ting som Capcom har valgt ikke at modernisere, nemlig kontrollen. Den er stadig digital, hvilket i mange henséende godt kan være frustrerende, især når man ellers sidder med et så finpudset spil.

En genopstået klassiker

Det gamle Resident Evil vil for mange stadig stå som en klassiker. Netop derfor er det en fornøjelse når en udvikler virkelig gør noget ud af en remake, som tilfældet er med dette spil. Har man spillet den tidligere version på PSOne, vil spillet ikke rumme mange overraskelser, men det er trods alt så finpudset og gennemarbejdet, at det er hele oplevelsen værd igen. Grafikken og lyden er intet mindre end eminent og gameplayet er stadig intenst og skræmmende. Den forældede styring trækker lidt fra, men ellers er der ikke mange ting at kritisere, bortset fra at spillet stadig kun er en genudgivelse af et gammelt hit og derfor næppe har helt samme slagkraft som før. Spillet kan dog absolut anbefales til alle fans af Resident Evil, samt dem der aldrig har prøvet det før. Bare husk én ting... Sluk lyset og skru op godt op for lyden.