Next Generation Tennis

Next Generation Tennis, eller NGT som forkortelsen meget bekvemt er blevet, har allerede i navnet en del at leve op til. Men formår det at underholde nok, til at vi får lyst til at bruge vores kolde vinteraftner til sport på den håndholdte?

NGT er en simulation af virkeligheden, det vil sige at der er købt licenser til spillet, så spillerne kan finde deres ynglings ketcher-svinger, og derefter kæmpe sig op ad rangstigen for at blive nummer et i verden. Her er også fire ægte turneringer at prøve kræfter med: Australian Cup, French Open, British Classic, US open. I karrieredelen er det dit job, at starte fra bunden og nedlægge alt modstand i de fire førnævnte. På din vej er der både singles og double-kampe i vente. Og skulle du være så god at klare det helt til finalen, får du udleveret et kodeord som du kan indtaste på spillets internet-hjemmeside. Herefter har du mulighed for at skrive dit navn, og vise andre hvordan du har klaret det gennem din turnering. Dette må siges at være en sjov lille ting som gør besværet til finalen noget værd.

Bare det sædvanlige. Tak.

Ud over karrieredelen, er der andre ting at komme efter. Problemet er bare, at det ikke er noget vi ikke har set før. Her er race, arcade og mini-turnering, og ingen af dem er noget, der ligger ud over de gamle tennisregler, så de er i bund og grund de samme som karrieredelen. Der er dog også mulighed for at øve lidt, for i practice skal du ramme mål som er placeret skiftevis på forskellige steder på banen. Og er det først prøvet et par gange, mister man interessen.

Det er ærgerligt at udviklerne ikke har gjort noget mere ud af de forskellige måder, man kan spille spillet på, for her er virkelig inspiration at hente fra andre spil. Virtua Tennis til Dreamcast for eksempel, indeholdte et vælg af muligheder, og burde stå som et eksempel for alle udviklere, om at sådan skal det gøres. Mange af de muligheder som var i Virtua Tennis, ville sagtens kunne lade sig gøre på Gameboy Advance. Det burde de udnytte, uden nødvendigvis at kopiere.

Simulation?

At skulle overføre simulation til en håndholdt maskine med begrænset processorkraft, er noget af en opgave. En opgave der ikke helt lykkedes. De modstandere man møder, er utroligt svære og det tager lang tid bare at gennemføre en enkelt kamp, også selvom man har sat sværhedsgraden helt i bund. Kommer sværhedsgraden først op på medium, er det næsten umuligt, og med den meget ringe boldkontrol man har, giver man meget hurtigt op. Udover at kunne lobbe bolden og skyde til højre og venstre, er det med skulderknapperne muligt at give bolden spin på. Det står der i hvert fald i manualen, men det lykkedes aldrig for os at se det i funktion, da det bestemt hverken er tydeligt eller muligt at se om der er spin på eller ej. Igen en meget ringe boldføling. Lyden under kampene er meget monoton, der bliver stort set kun spillet to lydeffekter; en når bolden rammer jorden, og igen en, når der bliver slået til bolden. Der er dog en kommentator som siger point-scoren, hvilket lyder meget blæret.

Længere er den ikke

Det må siges at NGT er et mislykket forsøg på at gøre en forskel på markedet. Den kunstige intelligens er så svær, at der hurtigt gives op. Grafisk er det egentlig meget pænt, men mulighederne er ringe.

Der har ikke været råd til at tage den mest prestigefyldte turnering af dem alle med: Wimbeldon. Hvilket er lidt ærgerligt, da den gennemsnitlige spiller højst sandsynligt ikke kender de fire andre, der er med. Heller ikke de spillere man kan vælge er specielt kendte for den typiske forbruger. Siger bare et af disse navne dig noget kan det være du skulle give NGT et forsøg, hvis ikke skal du holde dig langt væk: Elena Dementieva, Gustavo Kuerten og Sebastien Grosjean.

Konklusion

Et spil, der ikke kan overraske, eller gør det, som det skal kunne, specielt godt. Der findes bestemt bedre alternativer end dette.