Mega Man X5

Capcom smider (efterhånden) om sig med tunge 128-bits titler, men holder stadig øje med PSOne markedet. På det seneste har de bidraget med flere Mega Man titler - og det ene kigger vi på her - nemlig Mega Man X5. På trods af gammel velkendt gameplay, har Capcom formået at tilføje en ny in-game event. Læs i vores anmeldelse om både de gamle og nye elementer i denne hardcore 2D platformer.

Nu står vi med det næste kapitel i Mega Man X serien. X spillene har altid været lidt mere hardcore end den originale Mega Man serie, dvs. sværhedsgraden i MM X serien er betydeligt større og henvender sig mere til en ældre gruppe gamere, hvorimod den originale serie altid har været præget af et 'sødere' gameplay, og derfor forbeholdt yngre spillere. Sidstnævnte serie har gået sin sejrsgang over foreløbig 9 kapitler på diverse systemer. Siden Capcom udgav det første spil til Nintendo 8bit konsollen, blev denne efterfulgt af adskillige konverteringer til bl.a. den originale GameBoy. Da man var nået op på en 6-7 afsnit i serien mente Capcom, at det var på tide med en hardcore udgave, hvilket blev den sideløbende Mega Man X serie. Den begyndte oprindeligt på SNES'en (Super Nintendo). Her udkom der tre af slagsen og ydermere et par titler i originale serie. Efter PlayStation blev markedsført var det småt med flere Mega Man titler - troede vi.... i den tro, at Capcom arbejdede på en 3D udgave af et Mega Man spil. Men nej, alt imens vi væltede os i næste-generations titler, udgav Capcom pludselig Mega Man X4 - og så var der atter lagt op til en gang seriøs hardcore retro-gameplay. Desværre - for nogle - er Mega Man X spillene meget svære, og appellerer ikke helt til den 'tidligere' Mega Man gamer. Budskabet kommer til syne i et hurtigt og reflekspræget gameplay, ikke særligt nyskabende, da ingredienserne - tidsmæssigt set - består af en gammel aldrende 2D opskrift, hvilken Capcom i den henseende mildest talt ikke har gjort noget ved i mange år. Måske fordi Mega Man er en karakter vi kan forholde os til, og hvem ønsker ikke en gang i mellem at sætte sig ned, helt afslappet, for derefter at påbegynde en tur ud i et velkendt Mega Man univers. Mega Man X5, som vi her anmelder, er et velkendt univers med et velkendt gameplay, men denne gang har Capcom tilføjet nogle ekstra features, så det føles lidt mere 'nyt' end de andre spil i serien. Dog er dette stadig 2D sprite-baseret action af den gamle skole.

Hvem er Mega Man X?

Capcom har tilsyneladende valgt at ligge den japanske animerede intro fra Mega Man X4 på hylden til fordel for en dynamisk tegnet intro i MMX5. Det har faktisk også gjort, at spillet er langt større end forgængeren, da de japansk-animerede (Anime) mellemsekvenser fyldte utrolig meget, hvilket gjorde, at det forrige spil føltes meget kort og var relativt hurtigt gennemført, 'hvis man var vant til stilen' - altså det hardcore-agtige gameplay. Capcom har dedikeret X serien til folk med trang til en sej Mega Man - uden at inkludere det 'børnevenlige' look fra de gamle MM spil. Hvem er denne Mega Man X så, for han er jo også blå?! Vi kender alle Mega Man som den seje halvt robot/menneske bionoid bag en blå facade af japansk karisma. X-udgaven har våben af langt større proportioner, og der gemmer sig meget mere bag MMX's blå-metallic overflade end man umiddelbart regner med. Ligesom Sonic har Dr. Robotnick som irriterende 'I'll be back-nemesis', har Mega Man også sin - nemlig Dr. Willy. Derimod er den 'nye' Mega Man X en meget mere avanceret udgave af den gamle Mega Man og har sin egen nemesis - en helt anden endda. Han skal bide skeer med Sigma, i sig selv, en langt farligere fjende end både Dr. Robotnick og Dr. Willy (tilsammen). Sigma er langt sejere, dog stadig den evindelige gale professor type, og han er i MMX5 vendt tilbage som en virus og har inficeret en masse høj-teknologiske (tidligere) Maverick-hunters. De nuværende Maverick-hunters, Mega Man X og hans mere adrætte kampfælle Zero, skal i løbet af 48 timer klare strabadserne ved at stjæle noget teknologi fra hver enkelt inficeret Maverick-fjende. Denne teknologi er et must for at tilintetgøre en asteroide, der gradvist nærmer sig Jorden a'la sci-fi filmen Det Femte Element. Sigma er skyld i dette kaos. Mega Man X og Co. er nødsaget til at sammensætte de enkelte high-tec dele for at bygge det ultimative våben, så Sigma-virusen kan udryddes. Sigma var tidligere en 'ganske almindelig' psykopat med storhedsvanvid, og efter han er blevet reinkarneret som en virus... ja, så kan han jo volde meget mere skade end tidligere.

Grund til stress...?

Mega Man X spillene har aldrig henvendt sig til utålmodige gamere. Dette gælder stadig i 5'eren, men Capcom har på en måde gjort mere ud af

banemiljøet i denne titel end de andre i serien. Det er blevet endnu mere opfindsomt. Dvs. hemmelige sektioner, som du først kan få adgang til, når dine våben og din modstandskraft overfor fjender er blevet bedre - lidt a'la Castlevania. Det sker sædvanligvis ved at nedlægge bosser: Mega Man får bossens hovedegenskab i form af et specielt våben, der kan bruges mod andre bosser, som har en svaghed for våbnets egenskab. Disse specielle X-våben bruges også til at finde frem til førnævnte hemmelige sektioner, der yderligere kan føre til opgradering af Mega Man's attributter, så han f.eks. kan hoppe højere, lave styrtdyk og nikke skaller m.m. Altså: Hele det gode gamle gameplay er intakt. Men hvad har Capcom så egentlig tilføjet af nye elementer? Jo, Mega Man X5 er blevet tildelt en tidsbaseret gameplay event, da man som sagt skal forhindre jordens undergang indenfor 48 timer. Det har konsekvens for slutningen i spillet, alt afhængig af hvor hurtigt du er i stand til at gennemføre hver enkelt bane. Jamen hov, så giver spillet jo stress?! Nej, for man skal bare spille det igennem på gammeldags manér og ikke tænke på tidsfaktoren. Faktisk er det ret fedt at spille en bane igennem, anden gang, og finde nye sektioner, hvilket øger tiden yderligere før banen er gennemført. Dermed også udfaldet ved konfrontering af banens boss. Ikke nok med, at Mega Man får det obligatoriske våben efter bossen er overvundet, han får også en helt tilfældig sidegevinst - f.eks. et energi-item til at øge MMX's energimåler, eller hvis du er rigtig hurtig til at gennemføre banen, er udfaldet måske et ekstra våben...! Det giver spillet en helt anden dimension end forgængerne.

Musik og gameplay rykker

Netop som Capcom har udgivet Mega Man X5 (PAL) til PSOne, har de faktisk også annonceret et sjette spil i serien til PSOne, der stadig er under udvikling. Capcom lader ikke serien 'falde hen', men efterhånden bliver kravene også større fra forbrugernes side. Der er folk som ikke kan få nok af denne type gameplay, mens andre vil føle en total afsky for spillets grafiske sprite-baserede look. Grafikken er i 2D, og nok noget af det bedste PSOne har præsteret hidtil siden Castlevania: Symphony of the Night. Capcom har enkelte steder brugt digitaliserede baggrunde, der bevæger sig parallelt med Mega Man karakteren på flere planer. Det giver en ret frisk semi-3D effekt, som vi sjældent ser i 2D titler nu om dage. I en sektion går Mega Man op ad en cirkulær trappe (Se evt. screenshot). Noget som man aldrig har kunnet klage over i Man Man X spillene er musikken. Det er federe rock-agtige temaer i forhold til den gamle MM serie. Hvis man værdsætter musikken, som upåklageligt kører i takt med spillets hurtige gameplay, kan du faktisk ikke undgå at sidde og hoppe i lænestolen. Musik temaerne giver en vis stemningsfuld stimulans, ligesom i de gamle Sonic titler på Sega Megadrive. Den passer perfekt til rytmen i spilmiljøet og kan til tider medføre, at man pauser spillet for at læne sig tilbage og høre musikken. Lydeffekterne er nok det største eksempel på, at spillet bevarer en vis nostalgi, rettere sagt - det er de samme lyde som altid. Også spilkontrollen er bevaret optimalt, og Mega Man kan bevæge sig særdeles smidigt ligesom sin valgbare kampfælle Zero. Han har et lyssværd, er god til nærkamp og dette øger spillets levetid endnu mere, da Zero har et alternativt historieforløb. For første gang - og jeg gentager - for første gang NOGENSINDE kan Mega Man dukke sig for projektiler og andet stads uden, at han konstant skal hoppe over dem. Ja, Mega Man kan endelig gå ned i knæ! Bare denne egenskab er nok til at spillet fortjener en karakter mere.

Summa summarum

Mega Man X5 er dedikeret til folk, som simpelthen ikke kan få nok af hurtigt 2D gameplay. Det appellerer ikke til alle, da sværhedsgraden - om end den er sat ned i forhold til forgængerne - stadig befinder sig på et hardcore niveau, og i visse tilfælde kan virke frustrerende, så du begynder at bide i joypad'ets analoge pinde. Spillet overrasker mere på den gameplaymæssige side end man måske umiddelbart havde forestillet sig. Capcom har hævet serien op på et plan mere med henblik på den nye implementerede in-game event, tidsfaktoren - den værste fjende i spillet, men også et frisk tiltag i Mega Man X serien. Den øger kort fortalt replay-value'en, så man får lyst til at spille det igen. Mange af de nuværende næste generations titler til f.eks. PlayStation 2 kunne lære lidt af denne type spil, hvad gameplay angår. Som det femte spil i serien, er Mega Man X5 bare ikke særlig originalt, og af den grund bliver det nok en smule overset på 'det gamle' konsol marked. Men en 2D action-platformer af denne karat, skal man lede længe efter.