Max Payne

De fleste er nok bekendt med Max Payne. Spillet var et af år 2001’s bedste actiontitler på PC og nu har Remedy så færdiggjort PS2-versionen. Spørgsmålet er så om konverteringen kan leve op til originalen, eller om spillet har mistet noget i undervejs.

Politimanden Max Payne lever et godt og idyllisk liv sammen med sin kone og deres nyfødte barn. Men en dag bliver Max’s verden smadret, da han kommer hjem og finder konen og barnet dræbt af junkier. Max vil naturligvis have hævn og efter begravelsen overgår Max til narkopolitiet og begynder at efterforske sagen. Der skulle gå 3 lange år før Max endelig får et gennembrud i sagen og det er her spilleren kommer ind i billedet. I rollen som Max skal du søge hævn, samt svar på hvorfor det gik så galt og intet, absolut intet, skal stoppe dig.

Action, action, action

Max Payne er en 3D-shooter med et langt og indviklet plot. Spillet starter med en lille spilbar prolog, hvor man genoplever den fatale aften for 3 år siden. Derefter fortsætter spillet i nutiden og der er virkelig action for alle pengene. Max er havnet midt i en stor mafia-operation og han er ikke velkommen. Til alt held har Max et rigt arsenal af våben til at forsvare sig med og det bliver der også brug for. I starten har Max kun sin trofaste Beretta, men hver gang man dræber en fjende kan man samle deres våben og ammunition op. Dette bliver hurtigt til et herligt udvalg af skydevåben og det er rart, da man ikke kommer særlig langt uden. Som en anden Amerikansk actionfilm er det Max mod resten af verden og det vrimler med skumle typer der ikke er blege for at fylde dig med kugler. Spillet er utrolig intenst og der går ikke mange sekunder mellem gun-fights. Der er til tider også nogle små puzzles man skal løse, men de er meget simple og spillets fokus er klart lagt på den rendyrkede action. En af de mest markante ting i konverteringen fra PC er, at banerne er blevet kortere. Udviklerne har simpelthen valgt at skære visse dele af de forskellige levels ud, fordi de ikke mente at vores PS2 kunne håndtere de lidt større PC-baner. Oven i hatten er load-tiderne blevet lidt længere, hvilket ikke burde være nødvendigt.

Bullet Time

En af de ting som Max Payne fik allerstørst opmærksomhed på, var den såkaldte ’Bullet Time’. Når denne feature tages i brug bevæger verdenen omkring Max sig i slow-motion, mens Max kan sigte i real-time. Det vil sige, at mens der står to skumle badguys og skyder mod dig, kan du flytte eller kaste dig til siden, alt imens kuglerne suser forbi og inden de når at reagere kan du fylde dem med bly. Denne feature er rigtig smart og brugbar i mange situationer, da man tit løber ind i grupper af fjender og ved hjælp af ’Bullet Time’ kan få en lille fordel. Lige fra første gang man bruger ’Bullet Time’, kaster sig vandret ud i en passage, fyrer sin shotgun af og ser en lettere chokeret bad-guy blive kastet tilbage igennem

luften, er man solgt. Det ser ganske enkelt fantastisk fedt ud og man sidder nærmest med et smøret grin i ansigtet og gnider sig i hænderne og vil bare have mere. Den nævnte sekvens er endda ikke noget sjældent fænomen og det fede er at man selv kan vurdere hvornår man vil bruge ’Bullet Time’. Ikke noget med at man skal, eller kun kan, bruge den visse steder, det er helt op til spilleren selv at vurdere. Selvom man kan bruge ’Bullet Time’ når man har lyst, skal man alligevel passe på, da man skal have noget i sit ’Bullet Time Meter’ for at anvende den. Dette opnås dog hastigt hver gang man dræber en fjende. Skulle man komme i alvorlig krydsild og blive ramt, er der rundt omkring i skabe placeret nogle painkillers, som kan spises efter behov og derved forbedre din energi.

Ikke helt på PC niveau

Selve præsentationen i spillet er ganske cool. Historien bliver fortalt helt uden FMV-film, men istedet med nogle tegneserie-striber, som der bliver speaket henover. Dette virker faktisk temmelig godt, især fordi Max’s stemme er meget mørk og dyster, hvilket skaber en god illusion af en bitter mand. Der er mange cut-sekvenser af denne type og det kan nogle gange blive lidt for melodramatisk, men gennemgående er historien god. Stemningen i selve spillet er også fint fanget. Det meste foregår sent om aftenen, eller om natten og dette gør det hele ekstra dystert og intenst. Der er masser af lokationer der i dagslys ville virke ganske kedelige, men i nattens mørke får et helt andet perspektiv. Grafisk er spillet ikke på højde med PC-versionen, faktisk ikke engang i nærheden. Max Payne på PlayStation 2 kører i en meget lavere opløsning, hvilket især er tydeligt på omgivelserne der tit ser lidt gnidrede ud og frameraten er ikke specielt imponerende. De forskellige karakterer er også en anelse kantede i deres struktur, men animationen er acceptabel. Max kaster sig på spektakulær vis rundt og de forskellige slow-motion dødsscener er temmelig seje. Musikken i spillet er ganske udemærket, men det er lydeffekterne og stemmeføringen der skaber stemningen. Et af de største problemer med PC-konverteringer er som regel kontrollen og selvom den i starten virker meget overvældende, da alle knapper på joypad’et bruges, får man hurtigt has med den. Og for dem der gerne vil have noget træning, er der indlagt et lille tutorial på hovedmenuen, hvor man bliver ledt gennem de forskellige funktioner på joypad’et.

Et af de fedeste actionspil

Til sammenligning med PC-udgaven er Max Payne på PS2 lidt af en skuffelse, men har man ikke prøvet det på PC, så får man her et fantastisk intenst actionspil. Spillet udnytter langt fra maskinen optimalt, men kan man leve med det, er dette et af de fedeste actionspil til PS2. Har man spillet det på PC skal man holde sig væk og potentielle Xbox købere skal nok vente på den version. Men har man intet alternativ skal man ikke snyde sig selv for denne oplevelse.