X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Lotus Challenge


Med Gran Turismo 3's overvældende succes, er det efterhånden modigt at udgive et lignende spil til PS2. Men det er netop hvad Virgin gør med Lotus Challenge, der i øvrigt intet har med Shaun Southerns klassiske Lotus Esprit Turbo Challenge-serie til Amiga at gøre.

I Lotus Challenge kan man køre et hurtigt løb, et fuldt mesterskab eller Challenge mode, hvoraf sidstnævnte er det mest bemærkelsesværdige. Her skal man demonstrere sit værd som Lotus-kører i konkurrence med en masse andre Lotus-kørere (der er ikke andre bilmærker i spillet). Det drejer sig om traditionelle løb, små køreopgaver eller mere aparte missioner. Heraf er den værste straffesparkskonkurrence i bilfodbold, mens stuntkørsel til filmoptagelser er ganske morsomt, når man får lov at se det færdigklippede resultat. Men det virker alligevel pjattet i forhold til resten af spillet.

Visuel middelmådighed

Grafikken er sådan set ganske nydelig. Nogle biler er flotte, enkelte baner er interessante og der er til tider flotte effekter. Men aldrig på én gang. Hvis man skal sammenligne med Gran Turismo 3, så har Lotus Challenge måske nok mange af de samme elementer; forskellen er bare at Sonys spil er flot hele tiden, mens dette kun er det i glimt. Samlet set er der stadig langt til at imponere. I flere af bilerne kan man se kørerne, men her er animationen meget stiv i det. Hænderne rykker sig godt nok som man drejer, men flyver automatisk tilbage, når man slipper controlleren. Endnu værre er det, at rattet altid står bomstille - det ser enormt kikset ud.

Ridser i lakken

Et kritikpunkt, der gælder nærmest samtlige licensbaserede racerspil er, at bilerne ikke kan tage skade. Det bekommer åbenbart ikke bilfabrikanterne, at deres produkter ikke fremstår som perfekte. Lotus går mod strømmen med denne titel, idet man har mulighed for at spille med begrænset (kun visuel) eller fuld skade. Det første man bemærker er ridser i lakken, hvorefter man typisk smadrer forlygterne. Derpå bliver selve modellerne også deformerede, hvilket desværre ser ret computeragtigt ud. Spiller man med fuld skade risikerer man også at hjulene forsvinder og så bliver det hurtigt rigtig svært. Vi håber at andre bilfabrikanter vil gå i Lotus' fodspor.
Revolutionerede styring?

Lotus Challenge praler med at byde på en revolutionerende styringsmetode. Det går kort fortalt ud på, at man presser venstre analoge stik fremad og drejer det rundt i den øverste halvcirkel. Jeg ved ikke med Kuju (udviklerne, Red.), men personligt spiller jeg altid alle racerspil på den måde. Godt nok er der her en indstilling, der skulle være optimeret til den form for kontrol, men den forekommer identisk med den normale.

Mange mangler

Man skal ikke bruge lang tid i selskab med Lotus Challenge, før man begynder at savne en masse ting. Der er ikke noget kort under løbene, man kan ikke identificere modstanderne og selvom man i Championship gemmer mellem hvert løb, så kan man ikke hente spillet igen. Man kan ikke se specifikationerne på de mange forskellige Lotus-biler, men på den anden side kan man heller ikke selv vælge, hvad man vil køre i. I Challenge kan man enkelte steder ikke springe over briefinger og nogle gange er det meget svært at forstå, hvad der menes med opgaven. Hver gang man misser den, skal det hele loades igen, hvilket kan være enormt frustrerrende. Lidt i samme spor er der også en del bugs i spillet, blandt andet omkring dual shock-understøttelsen.

Langt fra konkurrenten

Det er lidt hårdt at slå Lotus Challenge ned på en middelkarakter, for sagen havde set anderledes ud for et halvt år siden. Men situationen er altså en anden i dag. Gran Turismo 3 har sat nye standarder for racerspil og når man stil- og indholdsmæssigt ligger så tæt på som dette spil gør, kan man ikke tillade sig at være langt bagefter. Lotus Challenge ER langt bagefter. Det har slet ikke den samme dybde, langt fra den samme feel og slet ikke den imponerende produktionskvalitet. Så selvom det er et ganske udmærket spil i sig selv, kan vi ikke se, hvem det skulle appellere til. Konkurrencen i genren er simpelthen for hård.

Lotus Challenge (EU)
Anmelders vurdering
3/6

Lotus Challenge   © Take-Two Interactive 2001   (PS2)    1/3 Lotus Challenge   © Take-Two Interactive 2001   (PS2)    2/3 Lotus Challenge   © Take-Two Interactive 2001   (PS2)    3/3