Jeremy McGrath: Supercross World

Jeremy McGrath Supercross World har masser af hotte licenser og seje crossmaskiner - men er de blevet udnyttet og er opdateringen til PlayStation 2 pengene værd? Vi har gravet dybt i sagen og kigget nærmere på spillet i vores afslørende anmeldelse.Acclaim vil gerne være blandt de populære udgivere og selvom de fleste af deres sportstitler er bundskrabere sammenlignet med EA og Segas spil, så sælger de åbenbart nok til, at spil som Jeremy McGrath Supercross World skal forringe udbuddet og lokke sagesløse købere til at bide på krogen. Og ganske som i de foregående titler med Jeremy McGrath plastret ud over coveret, så holder PS2-udgaven fint stilen sammen med de i særklasse ringe udgaver til PSOne. Men er du vild med crossmaskiner, fart og kender stunt-begreb som nac-nacs, supermans og fender grabs - så vil du sikkert læse videre alligevel.

Dobbelt så kendt

Udover at Jeremy McGrath sikkert har scoret kassen ved at stille sit navn til rådighed, finder man også den kendte Travis Pastrana, der har vundet adskillige Freestyle Motocross medaljer. Begge kan selvfølgelig vælges, med hver deres fordele, til de muligheder spillet giver i de 25 baner fordelt på inden- og udendørs-terræner. Efter valget af den crossmaskine der passer ens kørestil, er det tid til at få fræset noget muldjord op og komme ud på freerides i den vilde natur.

Knallert på flybenzin

Man vælger enten det åbne udendørs terræn i baja mode, eller almindeligt outdoor baneræs afhængig af, om man bare vil køre om kap på en fastlåst bane, eller som i baja mode - tumle rundt i kuperet terræn uden begrænsning og selv finde vej. Indoor foregår (selvfølgelig) indendørs på små korte baner, hvis behovet er til et hurtigt og koncentreret fart fix. Skal der sættes mere kulør på stilen, er freestyle mode løsningen til, at lære at time sine hop til stunts som: 360’s, barrel rolls og omkring 20 andre blære tricks. Har man først lært de mange stunts, kan de med fordel bruges under løbene og hvis de udføres korrekt - får man et turbo boost der viser baghjul til konkurrenterne. Realismen ryger fløjten, men det sætter unægteligt et arkadestempel på de ellers så ordinære løb. Der er noget kikset underholdning over et 100 meters hop, hen over træerne, hen over konkurrenterne og med turboen sluppet løs. Bare en skam, at intelligensen i modstanderne er lidt tam og uden de helt store udfordringer.

Klichéerne står i kø

Hver bane indeholder et par små opgaver, som at finde 5 svensknøgler, skjulte hjelme, lave et bestemt antal stunts, eller den klassiske ”kør en omgang på tid og vind en pokal”. Alt sammen noget der holder liv i holdbarheden, dog uden at virke særligt ophidsende, hvis det ikke lige var fordi, at man kan åbne op for et par crossmaskiner med større fart og bedre køreegenskaber. Der er mulighed for two-player splitscreen i samtlige discipliner. Det er altid rart med masser af muligheder i spillene, men udover de mange menuer og indstillinger, forbliver Jeremy McGrath Supercross World noget af en nedtur - en nedtur der straks springer i øjnene i når løbene starter.

Playstation emulator?

Grafikken ligner simpelthen noget der er udviklet til den gamle PSOne, for derefter at være siet igennem et PS2-filter der giver højere opløsning og bedre detaljegrad på polygonfigurerne. Dette er lige nok til, at man kan adskille spillet fra et tidligere Jeremy McGrath-spil fra 1998, hvilket betyder at det er særdeles grimt og tarveligt. Forestil jer landskabet fra Smugglers Run med en tiendedel af detaljegraden, et fladere enklere terræn, med pixelerede teksturer og dårlig farveadskillelse, så er vi på rette spor. Selv himlen er lavet så ringe, at man kan tælle de overgange der er i farverne og det eneste der afslører at solen skinner, er et par dårlige skygger fra kørerne. Desuden er vi snart træt af det firma, der sælger præfabrikerede paptræer, papbuske og pappublikum til spiludviklerne. Pop-ups ses ude i horisonten men har heldigvis ikke nogen indflydelse på selve spillet, men det har spillets utroligt ringe AI til gengæld. Vi præsterede, at ramme en målstander efter et hop og inden spillets AI havde opdaget, at vi skulle styrte, kørte vi op af målstanderen indtil vi nåede toppen og derefter styrtede! Det eneste der redder grafikken fra en total bundskraber, er en nydelig PAL-konvertering og en rimelig fartfornemmelse uden spor af slowdown.

Total uterlig musiksmag

Lydsporet præges af ulidelige rocknumre, der sætter tankerne hen på firsernes arkade racerspil, som man enten hader elle elsker, der er ingen middelvej. Heldigvis giver de mange indstillinger mulighed for sænke lydniveauet i både musik og på lydeffekterne, som også kunne trænge til lidt ekstra tuning. Lydeffekterne får motorcyklerne til, at lyde mere som små tunede knallerter, end de fuldblods-maskiner de skal forestille at være. Der er ingen kommentator under løbene, hvilket afhængig af smag, kan være både godt eller dårligt, Team MSN savnede dog lidt verbal underholdning under løbene.

Knockout

Med mindre man får spillet foræret som gave (så det kan sælges brugt med fortjeneste), kan vi på ingen måde anbefale dette slatne og tarvelige licensprodukt. På trods af de mange modes og indstillinger, sidder man hele tiden med en dårlig smag i munden over udførslen og kun de mest hårdkogte fans af genren bør overveje spillet. En ringe opdatering af tidligere McGrath titler uden nævneværdige forbedringer til PlayStation 2, kan ikke accepteres når prisen på spillet ikke stemmer overens med indholdets kvalitet. Selvom Excitebike til den aldrende Nintendo 64 burde være forældet, så er det sammenlignet med Jeremy McGrath Supercross Worlds tamme udførsel, et godt eksempel på ren spilleglæde og beviset på, hvordan et motocross spil skal laves. Acclaims licensfabrik er endnu en gang slået ud og sendt til tælling.