X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Herdy Gerdy


Efter noget der virker som en evighed, har Core Design langt om længe fået færdiggjort Herdy Gerdy. Spørgsmålet er så bare, om spillet har været ventetiden værd og om Core har fået skabt det fremragende spil som de længe har lovet os. Dette kigger vi nærmere på i anmeldelsen som du kan læse lige her.

Noget af det første man tænker på når man beskæftiger sig med Herdy Gerdy er, at det er et lidt underligt koncept for et spil, men dette behøver jo ikke nødvendigvis være en dårlig ting, da branchen i den grad trænger til fornyelse og idéer. Herdy Gerdy drejer sig nemlig om livet som hyrde, med alt hvad det indebærer. Nu er spillet ikke en simulation af dette, men nærmere en slags 3D-platform-adventure med en historie som vi har set et utal af gange før. Du har hovedrollen som Gerdy, hvis far er en ypperlig hyrde. Så god, at han i år har chancen for at vinde det magiske agern, som den skumle Sadorf har været i besiddelse af siden han vandt den første hyrdekonkurrence. Nu er Sadorf jo ikke dum, så han kaster et spell på Gerdy’s far, hvilket bevirker at han falder i dyb søvn. Nu er gode råd dyre. Gerdy prøver at finde hjælp, men finder hurtigt ud af, at hvis Sadorf skal besejres så må han tage sin faders plads i turneringen.

Noget for noget

Nu er det bare ikke lige sådan for en lille fyr som Gerdy, at overtage sin faders ansvar, da han i sig selv ikke ved særlig meget om hyrdekunsten. Til alt held er der på øen, hvor historien foregår, masser af venlige sjæle, der altid er klar med gode råd til Gerdy. I starten møder man f.eks en heks, der er villig til at transportere dig mellem de forskellige levels, under forudsætning af, at hun får noget til gengæld. Det viser sig hurtigt, at der er mange i spillet der vil have noget til gengæld for deres hjælp, så man kommer på en stor opgave. Et lille snedigt træk fra Core Design’s side er, at de mange karakterer som man konverserer med, afslører andre nyttige ting hvis man møder dem på det rigtige tidspunkt. I starten bliver man hjulpet igennem dette af en talende muldvarp, men det kan godt betale sig, at kontakte folk i ny og næ. Mange af disse folk kan f.eks hjælpe Gerdy med forskellige instrumenter som han kan bruge til at indfange dyr, hvilket er spillets egentlige formål. For at få disse remedier skal man bevise overfor folk, at man er en værdig hyrde-aspirant, hvilket foregår på nogle mini-levels hvor man skal fange et vist antal dyr indenfor en given tidsramme. Disse instrumenter skal dog bruges med omhu da dyrene reagerer vidt forskelligt på dem. Bruger man det forkerte udstyr kan man risikere at skræmme dyrene og så er man på den. Der er andre taktiske elementer i spillet idet at man skal passe på med ikke at lokke mindre dyr midt ind i en flok af store, da de så meget vel kan blive spist. Derfor er det tit nødvendigt at sondere terrænet og indfange de store dyr før man går videre i sin færd.

En imponerende verden

Noget af det mest imponerende ved Herdy Gerdy er den verden som Core har designet. Den er meget idyllisk og den summer af liv og glæde. Alt lige fra spætter til egern og større kreaturer lever i dette landskab og spillet skaber en meget afslappet stemning. Alt dette er kombineret med de rette elementer som små
vandløb, større skovarealer, bakker, marker og alle disse er smukt portrætteret så man får den rigtige illusion. Spillet er dog ikke helt uden problemer. Først og fremmest er Herdy Gerdy en titel som langt fra vil appelere til alle. Spillet har et meget langsomt tempo, så de mere action-krævende mennesker vil hurtigt kede sig. Der er megen vandren frem og tilbage på de samme stier og det kan til tider være lidt frustrerende, at der ikke sker mere. Spillet kan af og til også være svært at finde rundt i, da opgaverne ikke er lineære (dvs. at man ikke skal løse dem i en bestemt rækkefølge), så man kan til tider godt tabe overblikket en anelse, især fordi mange af områderne ligner hinanden. Dette er dog en mindre detalje som sagtens kan overses, hvis man er humør til et adventurespil. Desværre har Core Design ikke justreret på kameraføringen i forhold til det preview vi lavede for nylig, hvilket bevirker, at man ikke altid kan se hvor man går når der kommer et stykke sceneri i vejen for ens synsfelt. Så skal man til at skifte synsvinkel (der er 3 forskellige), men det er temmelig irriterende og kunne sagtens være undgået. Et andet problem med kameraet er, at man tit efter en cut-scene bliver placeret anderledes end den måde man stod på inden, hvilket bevirker at man godt kan risikere at miste orienteringen. Spillet har dog et indlagt kort som man kan få op på skærmen mens man spiller. Dette fylder desværre bare lidt for meget, så man er nødt til at slå det til og fra når man skal bruge det.

Lidt underlig grafikstil

Præsentationen i spillet er ganske udmærket, uden at være specielt prangende. Der hvor spillet først og fremmest fremhæver sig, er i den grafikstil som Core Design har valgt. Alle omgivelser er lavet på en glimrende måde og de er ganske flotte, men karaktererne ligner til gengæld noget fra en Disney-film anno 1950. Dette er ganske vist med fuldt overlæg, men det ser til tider lidt underligt ud, fordi karaktererne virker uskarpe og mangler farvelægning i forhold til omgivelserne. Spillet er som nævnt tidligere fyldt med individer som man kan kommunikere med, men de kan blive lidt belastende at høre på, da stemmeføringen i visse tilfælde virker en kende overspillet. Udover det er lyden meget stemningsfyldt og fyldt med alskens fuglekvidder og rislen fra vandløb og dette skaber en god effekt. Et kritikpunkt som vi bed specielt mærke i er, at loadetiderne mellem banerne kan være temmelig lange, men til gengæld er der sjældent noget mellem cutscenerne og selve spillet.

Et kig værd

Skal man opsummere Herdy Gerdy er det nok lidt hen af et afslappende adventure/platform-spil. Spillets tilbagelænede stil vil nok frustrere mange, mens andre vil fryde sig over den store opgave. Spillet er ganske langt og har en sværhedsgrad der ikke er helt nem, hvilket selvfølgelig forlænger holdbarheden. Grafisk og lydmæssigt er der ikke meget at sætte en finger på, men det afhænger i høj grad af om man kan lide stilen eller ej. Så er man til længere spil uden speciel meget action kan man sagtens få meget glæde af Herdy Gerdy. Spillet er ikke uden fejl, men Core Design har forstået, at implimentere nogle nye idéer istedet for at koge suppe på gamle spil og dette gør det absolut værd at kigge nærmere på.

Herdy Gerdy (EU)
Anmelders vurdering
4/6

Herdy Gerdy   © Eidos 2002   (PS2)    1/5 Herdy Gerdy   © Eidos 2002   (PS2)    2/5 Herdy Gerdy   © Eidos 2002   (PS2)    3/5