Gauntlet: Dark Legacy

Gauntlet: Dark Legacy er et af de første 'rigtige' arkadespil, vi har fået til PS2. Udviklerne hos Midway har prøvet at fremstille det som et rollespil, men det har en helt anden funktion. Nemlig at udrydde hordevis af monstre nøjagtigt som i selskab med den gamle arkademaskine og det gamle Gauntlet i 2D. Der er selvfølgelig tilføjet nye elementer, som du kan høre mere om i denne anmeldelse.
Arkadepræget gameplay må siges at tilhøre og dominere markedet på én enkelt konsol, nemlig Sega Dreamcast. DC'en var den første konsol, der formåede at levere mere eller mindre arkade-perfekte spil hjemme i stuen. Og det er da også hertil, den første 3D Gauntlet titel, Gauntlet Legends blev konverteret. Men Dreamcast har ikke længere eneret på arkadetitler, og Sony er så småt med PlayStation 2, begyndt at tage fat om alle disse titler ved at få dem konverteret til sin næste-generations maskine. Gauntlet's arkaderødder stammer helt tilbage fra 80'erne, og det er vist kun de færreste, som ikke kan nikke genkendende til Midway's 'hack'n slash' serie, Gauntlet. Tør ikke tænke på, hvor mange lommeskillinger jeg selv, fordækt, har smidt i Gauntlet II arkadekabinettet. Det hurtige gameplay, hvor spilleren skuer ned på en arena, eller nærmest en labyrint, og skal udrydde horder af afskum i form af goblins, grimme, misdannede og hobit-agtige dværge samt andre mytologiske væsener inden for en vis rum tid, hvorefter den udødelige Død pudses på dig - dette gameplay var utrolig fængende og utrolig simpelt. For første gang kan serien opleves i 3D, men Midway har også haft spillet under udvikling i en god rum tid. Har det været ventetiden værd? Undertegnede er i hvert fald ikke blandt dem, der føler sig nødsaget at bryde ud i jubel.

Gauntlet 2D vs. 3D

Der har været en enorm furore op til udgivelsen af Gauntlet på en 128-bits platform. Man håbede på en masse nyskabende elementer, men at spillet stadig ville bevare de grundlæggende ting, så det var sjovt at spille. Bag sit farverige 3D ydre fremstår Gauntlet: Dark Legacy som sin tidligere hedengangne 2D modpart, men har mistet gløden. Midway har sørget for følgende opdateringer: Lidt mere historie, 3D omgivelser, flere fjender, flere valgbare karakterer, flere fjender, mere magi, adskillige baner, flere fjender (igen...) etc. Mest positivt af de opsummerede tilføjelser burde være antallet af nye karakterer. 8 standard karakterer delt op i fire farver, der repræsenterer hver deres favoriserede attribut. Det kan være f.eks. Wizard/Sorceress lig magi, Knight/Valkyrie lig rustning, Warrior/Dwarf lig styrke osv. Ydermere er 8 alternative karakterer gemt væk. Disse 'vindes' ved succesfuldt at gennemføre nogle bonusbaner. Endnu mere (u)hyggeligt er, at der faktisk kan åbnes op for en snes flere karakter via koder....! Det skaber grundlag for uhyrlig meget 'replay-value', burde man mene, men det virker derimod lidt uoverskueligt og unødvendigt, da mange af dem bare er 'kloner' af hinanden og har samme kraft men et andet udseende. Hver enkelt karakter besidder egenskaber, hvilke forbedres jo flere fjender, der udryddes (op til Level 99). Når man først har fundet sig til rette med sin karakter, og man er på Level 20, virker det tåbeligt, at vælge en ny karakter og starte fra bunden af med denne.

Døden - en hyggelig fætter?!

Gauntlet: Dark Legacy er mere omfattende end mange andre titler på markedet, og det tager længere tid at gennemføre dette spil end noget andet. Med 'mere omfattende', hentyder vi ikke til gameplay'et men i stedet, at man skal kæmpe sig igennem otte verdener med hver omtrent fire baner plus en boss-arena.

Der er en masse 'back-tracking' pga. en masse åbninger i klippevæge m.m., som man måske har forbipasseret i en rus af bersærkergang. Helt tilfældigt rammer man til tider en 'løs' klippevæg, så den forsvinder, hvorefter der bagved ofte gemmer sig en switch, skattekiste, en krystal eller andet godt. En switch kan f.eks. aktivere en bro eller en platform, hvilken fører hen til et item af væsentlig betydning for ens videre fremfærd i spillet. Normalt gør disse specielle items det lettere at overvinde en boss, men de er svære at finde. Man har rigtigt nok magi og combo-slag til rådighed ligesom man kan finde/købe kraftige våben, defensive midler m.m.. De er dog mest anvendelige i de enkelte baner mod semi-bosser o. lign. Døden er også med, bogstavelig talt, og gemmer sig rundt omkring på banerne, men kan let overvindes med magi ved et enkelt tryk på en tast. Ikke ligesom i de gamle arkadedage, hvor han jagtede en, efter man var løbet tør for tid på banen. I det nye Gauntlet er han mindre harmløs, faktisk en ret hyggelig fætter...

Så er det slagtetid!!

Nå, ikke mere hyggesnak - nu er det slagtetid! Gauntlet: Dark Legacy er, som du nok har gættet, ikke det mest omfattende spil på gameplay-fronten. Midway har sikkert haft intentioner om at fremstille det på den måde, men det fejler alt for meget på flere punkter. Grafikken er i sig selv farverig, men meget mørk, og vi oplevede at justere Tv'ets farver til 25% mere end normalen for at lægge mærke til alle detaljer i grafikken. Den er rystende uskarp og lidt mudret, hvilket er synd, for omgivelserne er faktisk ret varieret. Benyt for alt i verden ikke et komposit-stik, men enten et S-Video eller RGB scart-kabel. Fjende/bossdesign er typisk for Gauntlet universet, der er mange af dem, de er lette at overvinde og ikke sindsoprivende imponerende - bortset fra bosserne. De fremstår langt sejere i de yderst flotte CGI mellemsekvenser, der står til skue i spillet (fjenderne). En irriterende ting i denne type spil er som regel kameraet (fugleperspektiv), der panorerer i slowmotion, mens fjenderne stormer en. Ikke særlig hensigtsmæssigt Midway. Musikken er på den anden side af høj karat. Den bibeholder de helte-agtige hymner, som er kendetegnet for dette univers. Temaerne fænger voldsomt, og man sidder og nynner med, når spilforløbet bliver en anelse trivielt efter at have slagtet goblin nr. 101. Rettere sagt musikken er en god trøst i pressede situationer for at ignorere krampen i tommelfingeren.

Summa summarum

Gauntlet: Dark Legacy er til dels sjovt (det sagde jeg vel ikke?!), så længe du ikke ønsker mere af spillet. Du får ikke nogen stor RPG oplevelse, selvom der er visse rollespils-elementer. De er alt for overfladiske. Gauntlet mangler en spændingsfaktor. Man ved, at den første, den næste og den sidste bane ikke adskiller sig besynderligt meget fra den forrige - absolut ingen overraskelser i forløbet. Der er forskellige temaer i banerne, og det er da rart at skifte fra en noget så kedelig grotte til et hjemsøgt slot. Men det faktum, der hele tiden lægges vægt på er, at der skal smadres så mange fjender som muligt, findes nøgler, åbnes døre, smadrede fjender, findes nøgler, åbnes døre, finde meget kraftigt våben og overvinde frygtelig boss. Lad os glemme baggrundshistorien i spillet, den kan man alligevel ikke huske og er ikke så vigtig efter en times tid. Gauntlet: DL udmærker sig udelukkende som et fest-spil for op til fire spillere via Multitap-tilbehør. Og for resten - noget vi ikke må glemme - er dette spil en af de hidtil bedste PAL konverteringer. Det kører i full-screen... ja, uden sorte borders!