X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Final Fantasy Anthology (FFIV / FFV)


For ikke så længe siden blev vi præsenteret for genudgivelsen af det gamle Super Nintendo spil, Final Fantasy VI, og med Final Fantasy Anthology er det blevet tid til at tage endnu en tur i tidsmaskinen og rejse helt tilbage til den tid, hvor Final Fantasy IV og V var blandt det ypperste inden for rollespilsgenren, men er det besværet værd?

Square håber meget på, at Final Fantasy navnet efterhånden bærer så meget vægt, at det i sig selv kan sælge snart ti år gamle spil. En anden måde at se genudgivelsen af disse gamle titler på er, at Square giver et helt nyt og større konsolpublikum en mulighed for, at opleve to rollespilsklassikere. Anthology inkluderer både Final Fantasy IV og V, to helt separate spil med hver deres historie og udseende. I Final Fantasy IV drejer handlingen sig om en ung men rutineret kommandant for et luftkrigsskib, der grundet kongens tvivlsomme og unaturlige opførsel begynder at sætte spørgsmålstegn de forkerte steder, bliver frataget sin kommando og sendt på, hvad der tilsyneladende er et svinkeærinde. Det viser sig dog at blive startskuddet til et storslået eventyr, strækkende sig over flere verdensdele og sågar verdener. Final Fantasy V, der ikke er mindre dramatisk, er historien om et kongerige, der trues af indtil flere katastrofer - tilsyneladende ikke helt naturlige af slagsen. Kongen forsvinder på mystisk vis, mens han undersøger årsagen til, at en magisk vindkrystal er splintret og hans datter drager ud for at finde ham, kun for næsten at blive dræbt, da en meteor slår ned. En omrejsende lykkeridder finder hende bevidstløs i nærheden af meteornedslaget og ser sig modvilligt draget ind i endnu et eventyr af verdensomspændende dimensioner.

En god historie

Begge spillene indeholder alle de elementer, man kender fra de nyere Final Fantasy udgivelser. Kampe opstår ofte, er turbaserede og generelt forholdsvis lette. Der skal i begge titler rokeres rundt med våben, skjolde, magiske drikke og magiske hatte for at finde den optimale udrustning til hver karakter og efterhånden som spillene udvikler sig, får man adgang til diverse transportmidler, der gør udforskningen lettere. Fælles for begge titler er, at de i mindst lige så høj grad bliver båret af historiefortællingen, som af selve gameplayet, der ret beset ikke er en større udfordring. Heldigvis er historien i begge spil utroligt involverende og indeholder tilstrækkeligt mange sidehistorier og overraskelser til, at man på det meste af turen gennem eventyret har lyst til at opdage hvad der sker ved næste vejsving. Desuden skal det nævnes, at Square har givet oversættelserne fra japansk en ordentlig overhaling og at man derfor oplever et meget bedre sprog i Anthology, end i de originale Super Nintendo-versioner. Final Fantasy V har den ekstra krølle på gameplayet, at man her, for første gang, så Job systemet, der, kort fortalt, går ud på at man kan tildele de enkelte karakterer forskellige job, der har indflydelse på hvilke færdigheder de lærer. Har man lært de færdigheder man mener at kunne drage nytte af, inden for et job, skifter man bare til et andet job. Det gør ikke spillet drastisk anderledes, men giver alligevel en følelse af, at man har mere indflydelse på spillets gang, end man ellers ville have haft.
Det var flot, engang

Final Fantasy Anthology har mildest talt ikke så meget at diske op med rent grafisk. Dette på trods af, at Square har peppet begge spil op med en række nye filmsekvenser, der godt nok er flotte, men som samtidig bevæger sig så langt fra den grafiske stil, man finder i selve spillene, at man ikke får fornemmelsen af samhørighed mellem de to dele. Udover de nye filmsekvenser er spillene troværdigt gengivet i deres originale Super Nintendo-versioner, hvilket betyder 16bit 2D grafik, med alt hvad der dertil hører. Der er såmænd ikke noget galt med 2D grafik, men hverken Final Fantasy IV eller V når grafisk op på siden af andre 2D rollespil såsom Alundra, Suikoden eller en anden Super Nintendo klassiker, Chrono Trigger. Især Final Fantasy IV viser sin alder og her er det lige før, at selv den gode historie ikke kan veje op for, hvor usle de små grovkornede sprites tager sig ud på skærmen. Final Fantasy V har klaret genoplivningen noget bedre og ser med sine rimeligt detaljerede baggrunde og animationer ikke helt så håbløst ud. Det er dog fælles for begge spil, at personerne og scenerierne får liv gennem historien og at de begge er noget, man kan vænne sig til efter nogle timers spil - måske nogle dusin timers spil for Final Fantasy IV's vedkommende.

Klassisk soundtrack

Lydeffekterne i Final Fantasy Anthology er for det meste genkendelige, selv for folk, der kun har prøvet de nyere Final Fantasy titler til PSOne. De tjener deres formål udmærket og selv om de kan være lidt grove i kanten, generer de sjældent. Der, hvor Anthology virkeligt skinner er dog i soundtracket, der som altid er komponeret af den uforlignelige Nobuo Uematsu. Alle melodierne er så stemningsfyldte, at bægeret næsten flyder over. De er ligesom oversættelsen blevet opgraderede og lyder derfor bedre end nogensinde før. Vigtigheden af Uematsus kompositioner for ens evne og lyst til at leve sig ind i historierne kan næsten ikke overvurderes og de bærer da også en stor del af vægten for, hvorfor det er muligt at se bort fra de grafiske mangler og leve sig ind i historierne om de små firkantede karakterers liv og færden.

En nødvendighed for fans

Har man allerede nydt at lege med Cloud, Squall og Zidane i deres eventyr i de "rigtige" Final Fantasy titler til PSOne, kan man sagtens give Anthology en chance. Begge spil præsenterer eventyrfortælling på den helt store skala, og medmindre man på forhånd ved, at man ikke vil kunne se bort fra den håbløst forældede grafik, er beslutningen, om hvorvidt man skal investere i Final Fantasy Anthology eller ej, ikke ret svær. Har man derimod aldrig før stiftet bekendtskab med serien, gør man nok klogt i at styre skarpt udenom.

De seks første screenshots er fra Final Fantasy IV og de sidste seks er fra Final Fantasy V.

Final Fantasy Anthology (FFIV / FFV) (EU)
Anmelders vurdering
4/6