EOE: Eve Of Extinction

Matrix-agtige agenter, lyssværd-lignende våben, hack'n'slash gameplay, platform elementer. Lyder måske som en spændende blanding og et spil med muligheder, men når man pakker spillet ind i ensformighed, dumme fejl og kedelig brun-grå grafik, kan selv de bedste idéer gå tabt.

I en nær fremtid har den onde Wisdom Corporation fundet en måde, at blande et metal fra det forsvundne Atlantis, med sjæle fra mennesker til at lave de kraftige Legacy våben. Som om dette ikke var slemt nok, har Wisdom Corporation nu planer om, at overtage verdensherredømmet vha. de nyudviklede våben. Heldigvis opdager vores helt, Josh Calloway, en ansat i Wisdom Corporation, deres skumle planer og da han også finder ud af, at hans kæreste Eliels sjæl er brugt i et Legacy våben, gør han oprør og stikker af for at bekæmpe Wisdom. Et klichéfyldt plot men derfor kan spillet jo være sjovt nok, eller hva'?

Søvndyssende gameplay

Gameplayet i EOE er en blanding af simple 3D beat'em'ups som f.eks. Fighting Force, hack'n'slash ala Sword of Beserk og platform elementer. Der er også lånt Quick Timing elementet fra Shenmue og Dynamite Cop som forsøg på at skabe variation. I starten af spillet dumper man ned midt i en kamp mod 5-6 Wisdom agenter og kan bruge både et Legacy sværd, en Legacy stav eller de bare næver og spark til at eliminere agenterne. Legacy sværdet er det kraftigste våben men har begrænset rækkevide mens Legacy staven har længere rækkevidde og kan desuden bruges til, at hoppe højere for at nå powerups eller afsatser uden for normal rækkevidde. En interessant ting er, at man hurtigt kan skifte våben midt under kampene og endda midt i en combo for at forårsage endnu mere skade. Finder man Legacy powerups undervejs, har man ekstra kraftige moves, kaldes Legacy Drive, til rådighed. Antallet af moves og comboer i EOE er ret lavt hvilket er typisk for denne type spil men kampene får alt for hurtigt præg af hinanden uden den store form for afveksling eller strategi. Spillet indeholder som sagt også enkelte platform elementer hvilket betyder, at Josh kommer ud for at klatre, hoppe, fire, kravle, svømme, osv. rundt på banerne. Selv om dette er en velkommen afveksling til det meget ensformige hakken løs med våbnene, er det desværre ikke tilstrækkeligt til at gøre spillet spændende. Fjenderne er temmelig uintelligente og forudsigelige. Ofte står en Matrix-agtige agent som lammet og venter på, at man kommer løbende og deres bevægelsesmønstre under kampene er ligeledes ensformige. Omgivelserne er også utroligt simple og lineære i opbygningen og man inspireres ikke til at udforske.

Kamerasystem fra helvede

En ting som er med til at gøre spillet irriterende, er kamerasystemet. Kameraer følger ikke godt nok med Josh og hans bevægelser. Specielt under kampene, hvor man løber meget rundt mister man nemt orienteringen hvilket er frustrerende. Man kan dog afhjælpe dette en smule ved at trykke R2, hvilket sørger for at positionere kameraet bag Josh. Men når man har travlt med at kæmpe og skifte våben, er dette ikke noget man gider bruge tid på.

Brunt i gråt

Grafikken er desværre lige så middelmådig som gameplayet. Personerne er ikke specielt detaljerede, dog er ansigterne rimeligt pænt lavet og er troværdigt animeret. Omgivelserne er ligeledes simpelt opbygget og uden ret mange detaljer, men de tjener for det meste formålet rimeligt godt uden at være imponerende. Man kan ikke direkte kalde grafikken grim rent teknisk, bare utroligt kedeligt og uinspirerende. Både omgivelserne og personerne er opbygget med udetaljerede og farveløse teksturer. Grå og brunt har åbenbart været de eneste farver på grafikernes pallette, for man skal lede længe efter andre farver i dette spil. Kun glødeeffekterne fra Legacy våbnene og lyseffekterne når man udfører bestemte comboer og Legacy Drives, skaber lidt lys i dette brune univers. Spillet mangler også full-scene anti-aliasing hvilket gør at både omgivelser og personerne fremstår som upolerede og med hakkede kanter.

Utroligt irriterende musik

Lydsiden er nok spillets mest irriterende element. Lydeffekterne er hverken specielt gode eller detaljerede og mangler desperat variation. Men værst af alt, er dog musikken. Ofte sidder man i lang tid og hører på det samme korte og gentagende musikstykke bestående af et par strygere og klaverstrofer. At kalde det musik er måske en forkert betegnelse, da der hverken er melodi eller er iørefaldende. Udviklerne har tydeligvis forsøgt at etablere en futuristisk hi-tech stemning med musikken men har fejlet grusomt.

Forspildte muligheder

EOE er ikke uden sine gode sider. Der er masser af muligheder i blandingen af hack'n'slash og platform-action gameplayet, idéerne er bare voldsomt underudviklet. Hvis man havde sørget for at lave mere variation i gameplayet, bedre styring, brugbart kamerasystem og måske gjort grafikken mere farvestrålende, kunne EOE have været et lækkert spil. Men som spillet er, kan man højest finde et par timers underholdning i det, før man får nok af det ensformige gameplay og det kedelige grafik.