X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Crazy Taxi 3: High Roller


Sega’s Crazy Taxi fejrede store triumfer, da det for et par år tilbage udkom på Dreamcast. Siden kom Crazy Taxi 2, tilsat nye byer, chauffører og mini-games. Nu får alle Xbox-ejere også mulighed for at køre som død og helvede i Hitmaker’s nyeste version; Crazy Taxi 3. Desværre er det ikke helt så rart et gensyn som det burde have været.

Crazy Taxi startede livet som en arkadetitel, men alligevel formåede spillet at være fængende i længere end 10 minutter, takket være sit gode og actionmættede gameplay. Da Sega fik konverteret spillet til Dreamcast blev det en stor succes, især fordi Sega som sædvanlig havde proppet en masse ekstra features i deres arkadekonvertering, der gjorde holdbarheden en del længere. Er man af en eller anden grund ikke bekendt med spillet, drejer det sig om, i sin taxa, at køre rundt i den valgte by og samle kunder op, hvorefter man så hurtigt som muligt skal køre dem til deres destination. Dette lyder måske ganske simpelt, hvilket det grundlæggende også er, men tillægger man en masse trafik, et hav af shortcuts, samt en stram tidsgrænse, har man pludselig et intenst og underholdende bilspil.

Nyt og gammelt

Crazy Taxi 3 har umiddelbart en god blanding af nye og gamle features. Denne gang er der tre byer at tjene sine penge i, dog er kun den ene ny. Den gamle ’West Coast’ fra det originale spil vender tilbage i en ny redesignet udgave. Derudover er der fra Crazy Taxi 2 taget ’Small Apple’, der også er blevet lavet en smule om. Helt ny er ’Glitter Oasis’, der i stil minder en del om Las Vegas, med mange oplyste steder, neonskilte, samt en tør, trist ørken. Dertil kommer hele 25 mini-games, hvoraf en del af dem dog er genbrugt fra tidligere versioner, men stadig er meget underholdende. Spillet har denne gang 12 karakterer at vælge imellem, inddelt på fire i hver by. Disse karakterer varierer ikke bare visuelt, men også præstationsmæssigt, da de hver især har biler med forskellige køreevner. Så er man nybegynder, er det bedst at starte med en af dem der er lettest at kontrollere, men til gengæld ikke har samme acceleration og topfart, som dem de mere øvede kan give sig i kast med.

En taxa med mange evner

De mange mini-games tjener flere formål. Først og fremmest som god underholdning, da de er meget varierede, men derudover også som en slags tutorial, hvor man kan få trænet alle de forskellige manøvrer som ens taxa kan udføre. Grundet den stramme tidsramme, er det nemlig bydende nødvendigt at udnytte alle bilens funktioner optimalt, hvis man vil gøre sig håb om at komme langt. Der er ikke kommet nogle nye features siden Crazy Taxi 2, men der er stadig masser af smarte moves, såsom Crazy Hop, Crazy Dash, Crazy Drift Stop og flere andre. Jo flere af disse specielle manøvrer man kan udføre på sin færd, jo flere drikkepenge vil man få af kunden.
En kort, en lang

Som i Crazy Taxi 2 er det stadig muligt at have flere kunder i vognen af gangen, selvom man dog ikke kan stoppe undervejs og samle flere op, hvilket ellers havde været en fin fornyelse. Det taktiske element i spillet omhandler mest hvilken type kunder man skal samle op. Som sædvanlige er disse markeret med nogle farvede cirkler, der viser om kunden skal en kort, mellem, eller lang tur. De store penge er naturligvis at hente på de lange ture, men disse er også mere risikable, da man både skal finde vej, undgå trafikale forsinkelser osv. Derfor kan man med held tjene mange penge ved at køre en masse korte ture. Man kan også samle grupper op, hvilket er endnu mere risikabelt, da disse skal køres til fire forskellige destinationer og misser man en enkelt tidsfrist, hopper samtlige tilbageværende passagerer ud af taxaen og så mister man både tid og drikkepenge.

Uhyrlig slowdown

Grafikken i spillet er lidt af en skuffelse, da den faktisk er identisk med Dreamcast-versionen. Dertil må dog siges, at spillet selv for et par år tilbage var rigtig flot lavet, men trods alt lidt skuffende at der ikke er blevet gjort mere ud af at tilføje detaljer, når nu Xbox’en har så mange muligheder. Den nye by, Glitter Oasis, er dog en mindre katastrofe. Udover at være rimelig dårligt designet, så er den plaget af en nærmest grotesk slowdown. Man kan suse rundt i en stabil og ganske hurtig framerate, hvorefter spillet nærmest slår over i super-slowmotion, straks der kommer et par andre biler på skærmen. Underligt nok sker det ikke alle steder i byen, men kun visse steder, hvilket ganske enkelt er sløv programmering. Derudover er spillet plaget af ’bil pop-up’, hvilket vil sige at de almindelige biler pludselig kommer til syne, istedet for at glide ind i billedet. Lyden er den gammelkendte, med bands som Offspring og Bad Religion og også her kunne spillet trænge til noget fornyelse, især fordi man ikke kan bruge sin egen musik via harddisken.

Køb en Dreamcast i stedet

For fans af Crazy Taxi er der ikke meget at komme efter her. Der er ganske vist en ny bane og et par nye mini-games, men dette kan ikke retfærdiggøre prisen. For dem der er ubekendt med Crazy Taxi-fænomenet, kan det anbefales at prøvekøre spillet en gang, da det trods alt ikke vil falde i enhvers smag. De gamle klassiske baner er dog stadig en fornøjelse at spille og de mange mini-games er ganske underholdende, det er bare synd at denne version er så sløset. Det er faktisk de nye ting der hæmmer spillet mest og sådan burde det vel næppe være. Man kan med lidt held købe en Dreamcast med Crazy Taxi 2 for nogenlunde det samme som dette spil koster, hvilket er en langt bedre handel.

Crazy Taxi 3: High Roller (EU)
Anmelders vurdering
3/6

Crazy Taxi 3: High Roller   © Sega 2002   (XBX)    1/4 Crazy Taxi 3: High Roller   © Sega 2002   (XBX)    2/4 Crazy Taxi 3: High Roller   © Sega 2002   (XBX)    3/4