Breath Of Fire IV

Sjældent ser vi et RPG fra folkene hos Capcom, som for det meste holder sig til Mega Man og spil i horrorgenren. Sideløbende har Capcom alligevel holdt fast i deres solide RPG serie, Breath of Fire, hvilken vi for første gang så på Super Nintendo’en. Og heldigvis for det, da gode RPG’er alt for ofte er ensbetydende med Square og Final Fantasy. Nu er det dog Capcom, der puster yderligere liv i PSOne ved at udgive Breath of Fire IV.

Så er det her endelig – det længe ventede RPG fra Capcom, Breath of Fire IV til PSOne. For første gang kan serien opleves i en kombination af 2D og 3D. Vi har allerede set Breath of Fire III til PSOne, mens de to første spil blev udgivet til SNES (Super Nintendo) for nogle år tilbage. Breath of Fire serien er ganske enkelt Capcom’s måde at stresse af på fra horrorgenren, og dermed vise, hvor vidt de egentlig kommer omkring i forskellige genrer – og nærmest behersker dem alle. Vi mangler sådan set kun at se dem udvikle en biltitel. Ikke desto mindre var der meget store forventninger til det første Breath of Fire spil, der udkom tilbage i 90’erne på SNES. Man var jo dengang fuldstændigt opslugt af Square Soft’s univers i alle deres Final Fantasy udgivelser plus det løse (Square’s enkeltstående RPG titler). Det var derfor begrænset, hvor mange udviklere, som kunne tage initiativ til at konkurrere med mestrene i RPG genren. Det gjorde Capcom og leverede et anstændigt RPG i Breath of Fire med en fængende og original historie samt et frisk gameplay. Som altid er der en masse Final Fantasy-omaner, der måske vil række tunge af den lidt overfladiske dialog. Den forekommer nemlig ofte i nogle af Breath of Fire titlerne. Vi skal dog lede længe før vi finder en rigtig god RPG titel, hvor man ligefrem overraskes, men Breath of Fire IV er sådan en titel. Det er til PSOne, og kun PSOne.

Dragekrigere og prinsesser

Breath of Fire IV lægger ud med en flot animeret intro, der er inspireret af japansk anime, men alligevel besidder sit eget Capcom-agtige ’karakter look’. Introen giver en god fornemmelse af BoF universet ved at vise et spændende karakterudvalg, og man får et indtryk af selve konflikterne i spillet – historiemæssigt. Den sætter stemningen, og får en til at ville komme direkte i gang med spillet uden at gennemlæse manualen (læs den alligevel!). Historien udspiller sig omkring to krigshærgede lande, som er præget af flere århundredes konflikter. Endelig har man opnået en form for våbenstilstand, men frygten for en ny krig ligger i farvandet og lurer i alles underbevidsthed. De to lande grænser op til en sumpagtig omegn. En prinsesse ved navn Elena bliver pludselig bortført i nærheden af den tidligere krigsfront. Herefter påbegynder søsteren Nina jagten på sin prinsessesøster, og møder på sin færd den mystiske Ryu - en dragekriger med enorme kræfter. Kendere af BoF serien vil nikke genkendende til disse to hovedkarakterer. Deres skæbner krydses og man begynder med at følge disse to personer på et meget stort eventyr.

Flydende 2D på PSOne – hva’ba?!

På et område kunne BoF IV føre tankerne hen på GameArts’ Grandia til PSOne (og Sega Saturn), hvad angår spillets ’2D/3D look’. Karaktererne i BoF IV er i high-res 2D, og Capcom beviser her, at PSOne er i stand til at levere meget flydende 2D animationer, hvilket konsollen normalt har problemer med pga. et begrænset antal video-ram (2MB). Tung animeret 2D grafik har tendens til at kræve en enorm mængde hukommelse, og PSOne er absolut ikke bygget til dette som Sega’s Saturn var. I BoF er der dog så mange pludselige detaljer, hvor karaktererne laver små flydende bevægelser, så man omgående fyldes med respekt mht. Capcom’s programmering. Landskabet er derimod i fuld 3D, og kan med skulderknapperne panoreres via et kamera. Fjenderne i spillet er opbygget i en blanding af 2D og polygoner i højopløsning, men kan kun opleves på et

isometrisk plan ligesom i mange andre RPG’er. Det fungerer godt og medfører en særegen grafiskstil og må være hidtil uset i andre titler til konsollen. Den eneste nedtur er kameraet, der ikke kører særligt flydende ligesom i f.eks. Grandia. Der er derfor mange blinde vinkler rundt omkring i byerne, når man bevæger sig rundt, så det stive kamera bruges alt for ofte.

Omfattende er ordet

Gameplay’et virker i begyndelsen simpelt og ligetil, men det er langtfra tilfældet. Jo mere man spiller BoF IV, jo mere omfattende bliver spillet. Spillet er opbygget af en adventuredel, hvor man møder folk i diverse byer, skal løse gåder, købe ting til turen, og i det hele taget skrabe information sammen, så man kan komme videre i eventyret og finde prinsesse Elena. Bydelene er en god afveksling fra de mange obligatoriske tur-baserede kampe, man støder ind i. Man har et kort og et kompas, og følger i starten en fastlagt rute, der senere forgrener sig til flere områder. Det lægger op til en masse back-tracking, hvis man har f.eks. har overset en ledetråd på vejen. Kortet spiller en vigtig rolle, da man via sin karakter-markør bevæger sig fra punkt til punkt, men mellem hvert punkt kan der opstå et spørgsmåls- eller et udråbstegn. Det svarer til, at man kan udforske det punkt på kortet eller simpelthen ignorere det. Det er helt frivilligt om man vil udforske området, men det giver altid bonus, og fører frem til en skat; som regel penge eller helbredsgavnende midler. Desværre er det ikke helt ufarligt, da fjenderne står og lurer på en ret irriterende måde. I de fleste RPG’er er fjenderne ikke afmærket på adventure-skærmen, men har tendens til at dukke op ud af intetheden på tilfældig vis, hvorefter man har valget mellem at konfrontere fjenden eller flygte. I Breath of Fire IV er dette et problem, da der ofte er meget lidt variation i fjendernes fremtræden. Det fører desværre til en masse ’spildt tid’. På den anden side er det en god ting at kæmpe mod så mange middelmådige fjender som muligt for at styrke sine egenskaber og erhverve nye magiske angreb. Hver gang man parerer et angreb, kan man stjæle fjendens specialangreb og har man f.eks. to karakterer i sin gruppe ( i alt seks) og nok speciel angreb til rådighed, kan hver karakter kombinere et speciel angreb og udføre en combo. Dette er et nyt tiltag i serien. Det fører til megen variation, da man kan opnå et højt antal specialangreb igennem forløbet: At eksperimentere med sine angreb er et must.

Summa summarum: Bravissimo!

Breath of Fire er en titel, man som PSOne ejer og RPG tilhænger ikke bør undgå. Det kan være lige lovligt omfattende for gamere, der ikke har kendskab til genren. Det kan ikke gentages nok, at spillet ud af til virker brugervenligt, men hurtigt får man kendskab til et gameplaymættet forløb, som kræver både tålmodighed og eksperimenteren, for at få optimal udbytte af spillet. Der findes nemlig et sideløbende historieforløb i spillet, hvor man følger en anden dragekriger – faktisk ’the bad guy’. Han har en masse kræfter allerede fra starten, hvilket kan virke overvældende. Pludselig sidder man som spiller i et dilemma: Hvem skal man holde med, de gode, eller de onde? Der er den her intriger i spillet, og en masse karakterer man gerne vil vide mere om, og Capcom har peppet det hele op til mange timers underholdning. Dialogerne er til tider en anelse overfladiske, men ødelægger ikke den spændende historie på nogen måde. Antiklimakset er det til tider dårlige kamera, og alt for mange konfronteringer med middelmådige fjender. Man ved faktisk stort set intet om begivenhederne i spillet, slet ikke hvis man står og har undgået de andre titler i serien. Har du ikke kendskab til serien, er det en god idé at anskaffe sig Breath of Fire III til PSOne inden man springer ud i dette afsnit. Det kan spilles som en stand-alone og giver alligevel en solid RPG oplevelse.