X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Bomberman Tournament


Bomberman-spillene sidder på alles læber, når vi snakker om vanedannende spil. Det er multiplayer underholdning, når det er bedst - og så simpelt som muligt. Bag den nuttede overflade af søde japanske lego-agtige mænd, ligger der strategiske elementer og en udfordring man kun kan have respekt for. Bomberman Tournament er desuden også en udpræget single-player oplevelse i stil med Zelda…?!Vi har endnu meget at se frem til på Nintendo’s håndholdte og banebrydende konsol, GameBoy Advance. Vi har set enkelte multiplayer titler såsom F-Zero Advance, men holdbarheden af den slags titler kan jo diskuteres? Det viser sig ofte, at spil, der i begyndelsen virkede ualmindeligt underholdende, senere hen lægges på hylden. Enten har man måske gennemført spillet, er blevet træt af det; det var for svært, måske for let? En ting er fælles for mange spil: Før eller senere løber et spil tør for slagkraft. Vi gamere har nok alle en sikker ting til fælles: Nye udfordringer søges. Det er meget individuelt for den enkelte gamer, hvordan man tager spillets holdbarhed op til vurdering. Igen, en ting er sikkert: Visse spil er sjovere, hvis de deles med f.eks. nogle venner. Det skaber konkurrence; hvem er bedst, sejest, mest utålelig og en dårlig taber. Alle ting, der før eller siden kommer op til overfladen, når man er flere omkring spillet - hvad enten det er bil- kamp- fodbold- eller mere urealistiske spilgenrer. Bomberman Tournament er i sidstnævnte kategori. Serien har altid haft en høj standard som et multiplayer spil, men bidrager her på det seneste også med en enkeltstående single player oplevelse - på succesfuld vis. En meget sjælden ting for et spil i disse dage.

I stil med Zelda

Noget lumsk er på færde i Bomberman Galaxy, hvor Bomberman Base har modtaget et nødopkald fra planeten Phantarion. Det viser sig, at fem meteorer har ramt planeten. Bomberman Max sendes ikke kun af sted for at udforske området, men også nogle mystiske livsformer, der umiddelbart er opstået som følge af meteornedslaget. Bomberman Max forsvinder dog sporløst under udforskningen. I hans sted sendes den originale Bomberman for både at fuldbyrde udforskningen og efterforske sin kollegas mystiske forsvinden på planeten Phantarion’s fire lokationer. Dette kunne lige så godt være Link, der skulle ud at lede efter prinsesse Zelda. En parallel vi også kan drage udfra opbygningen af Bomberman Tournaments adventure-del. Det er en stor sammenligning – det erkender vi, men vi kan ikke ignorere, at mange elementer i Bomberman T., er som taget direkte ud af bl.a. Nintendo’s Zelda til GameBoy og GameBoy Color. Eksempelvis den måde banesektionerne er opdelt på og adventure-delen, hvor du snakker med folk i forskellige byer/huse. Også kortet fra Zelda i boss-sektionerne er tilstedeværende i Bomberman. På en lignende måde bevæger man sig rundt i en labyrint af fælder og sektioner for dernæst til sidst at konfrontere selve bossen.
Pokemon Vs. Karabon

Bortset fra Bomberman’s personlige egenskab til at lægge destruktive bomber, findes der en masse items i spilforløbet. Nogle kan købes, mens andre kun erhverves som en belønning efter f.eks. at have overvundet en boss eller fundet en hemmelig sektion i spillet m.m. Hans bombe kan optimeres ved at besøge en ’bombemager´, så Bomberman f.eks. kan lægge miner, hvilket fungerer bedre mod visse typer af fjender. Små bonus-events eller sideløbende opgaver tilføjer spillet en god afveksling fra selve hoveddelen af eventyret. En Pokemon lignende ting i spillet fungerer upåklageligt. Nogle væsener ved navn ’Karabons’ kan opsamles til at ledsage en i spillet, hvis man vinder deres respekt. Det fører til, at Bomberman får nye egenskaber, som er en del af karabonernes naturlige kræfter. F.eks. giver nogle karabons Bomberman mulighed for at besøge tidligere besøgte byer i spillet. Andre giver ham et skjold og en styrke som en elefant. På sin færd i spillet finder Bomberman såkaldte karabon-paneler. En form for føde, der giver den enkelte karabon større styrke. Dvs. den karabon man på nuværende tidspunkt bruger i forløbet. Kun én karabon kan bruges ad gangen og derfor kun én egenskab ad gangen.

Afvekslende og underholdende

Pokemon a'la Karabon elementet i Bomberman Tournament fungerer rigtig godt. En karabon kan sættes til at kæmpe imod andre karabons, så man derved kan teste væsenets styrke, og på sin færd i spillet vurdere hvilken karabon, der er mest behjælpelig i en given situation. Vi har højst sandsynligt her lagt vores hænder på det mest omfattende Bomberman spil til dags dato. Det kan nok overraske mange. Vi har draget paralleller til Zelda-spillene mht. til action og adventure delene i Bomberman T. , og af god grund, for Hudson Soft leverer varen. Ikke på Zelda-manér, men i sit eget lille Bomberman univers. Vi får mere end nogensinde større kendskab til dette univers. På den anden side kan man påstå, at Bomberman stjæler visse elementer fra Zelda, hvilket genremæssigt ikke får spillet til at fremstå særlig originalt. Det er selve kombineringen af det pokemon-agtige tiltag i spillet, den store udfordring i adventure delen, og de mange sideløbende events, der medvirker, at spillet virker afvekslende og underholdende. Det er ikke grafik og lyd, som skal sættes i højsædet her. Musikken indeholder alligevel temaer med potentiale til at blive ørehængere. Dette er absolut et af de bedste køb til GameBoy Advance på markedet. Hvis du har en fobi mod nuttethed, skal du dog nok se den anden vej.

Bomberman Tournament (EU)
Anmelders vurdering
5/6

Bomberman Tournament   © Activision 2001   (GBA)    1/3 Bomberman Tournament   © Activision 2001   (GBA)    2/3 Bomberman Tournament   © Activision 2001   (GBA)    3/3