|
Batman har en noget blakket fortid, når det gælder computer- og konsolspil baseret på hans udskejelser. Det kan derfor være en smule svært at se frem til titler baseret på den gamle superhelt. Ubi Soft formår heldigvis at overraske positivt og har faktisk fået noget helt fornuftigt ud af licensen.
Batman Vengeance tager sit udgangspunkt i den version af Batmans univers, som mange nok kender fra TV2 - nemlig den meget stiliserede tegnefilmsserie, hvor Batmans kæbe er lige så firkantet, som hans syn på kriminalitet, og Jokerens planer lige så excentriske, som hans påklædning. Vengeance er et 3D action spil, der låner klassiske gameplay elementer fra mange tidligere spil, men især synes Ubi Soft at have været inspireret af PSOne hittene Metal Gear Solid, Syphon Filter og Tomb Raider. Undervejs i spillet vil man kunne nikke genkendende til snigen langs vægge, smugkig rundt om hjørner samt et arsenal af distancevåben, der affyres i førstepersonsperspektiv. Der er dog ikke gået totalt Solid Snake i den, da en lige så stor del af spillet består af rene platformsmanøvrer, der er mere eller mindre direkte lånt fra Lara Croft og det er der egentlig ikke noget galt i, da de er tilrettelagt på en sådan måde, at de til tider er svære, men aldrig uretfærdige og det er jo det, godt gameplay har sin bund i. Ubi Soft har tilføjet et ekstra element i form af Batmans kappe, der ganske snedigt kan bruges både som skjold og hang-glider, hvilket til stadighed er nødvendigt at benytte sig af for at komme igennem spillet. Platformssektionerne bliver af og til afbrudt af scener, hvor man enten tager kontrol med Batmans bil eller fly og her bliver spilleren rystet ud af den mere rolige del af spillet med en række hæsblæsende jagter, hvor reaktionsevne er Alfa-Omega.
Masser af psykopater
Efter et endt kapitel støder man igen på et velkendt fænomen, nemlig boss kampe. Her duellerer Batman på forskellig vis med kendte skurke fra Gotham. Disse kampe er tilstrækkeligt udfordrende til, at de bliver interessante, også selv om det for det meste er et simpelt spørgsmål om, at finde bossens svage punkt. Elementerne er blandet på en måde, der får det hele til at gå op i en højere enhed af variation og veltilrettelagte udfordringer, som tilsammen repræsenterer Batmans verden rigtigt godt. Alle delene bliver kædet sammen af en hovedhistorie, der drejer sig om Jokeren, krydret med sidehistorier, hvor man støder på tiltag fra andre af Batmans gamle fjender. Historien, der ganske flot præsenteres både i spillets real-time engine og ved hjælp af filmsekvenser, bliver næppe nomineret til en Oscar, men er faktisk helt udmærket og involverende nok til, at man har lyst til at finde ud af, hvad der sker i næste scene.
|
|
Enkel, men tilfredsstillende, grafik og lyd Det kan være lidt svært at bedømme spillets grafiske side, da tegnefilmenes meget spartane og Art Deco-inspirerede stil på den ene side er flot genskabt, mens det på den anden, rent tekniske side, er tydeligt, at der kun lige bliver ridset i lakken af, hvad Gamecuben er i stand til. Vengeance ville stilistisk ikke miste ret meget på en platform som PSOne og alligevel er alle de ekstra kræfter, der findes i Gamecuben ikke spildte, da spillet kører herligt flydende, selv når der er tale om store arealer der skal flyttes rundt på af den grafiske motor. Der er således ikke noget egentligt galt med grafikken, der rammer stilen lige hvor den skal, man savner bare lidt mere kræs for øjnene. Lydmæssigt er Vengeance nærmest et studie i, hvordan mindre i mange tilfælde kan være mere. Den dæmpede musik og baggrundslydende ligger hele tiden under spillet og ulmer af, at der måske virker tomt og roligt i de nærmeste omgivelser, men at der så sandelig også er mørkt, skummelt og farligt, for derefter at bryde ud, når der kommer et angreb. Det er der egentlig ikke noget nyt i, men Vengeance udfører det til en karakter i den helt rigtige ende af 13-skalaen. Dertil kommer stemmerne, der er lagt til de forskellige karakterer i spillet, og her er det en fornøjelse at høre, hvor langt spilbranchen er kommet på dette punkt. Alfred giver den overbevisende som engelsk butler, mens den sammenbidte Batman stilles troværdigt op mod Jokeren, der spilles fornemt og helt igennem psykotisk af gode gamle Mark Hamill. Særlig fornøjeligt er det at høre Jokerens kvindelige medhjælper Harly, der virkelig kommer til live i spillet. Det eneste minus ved lyden er sådan set, at der til tider opstår problemer med niveauerne, så stemmerne lyder som om, de kommer fra midten af en bunke vasketøj. Batman er god nok Med Vengeance har Batman sandelig taget hævn over alle de middelmådige spil, han har måttet medvirke i gennem tiderne. Det er et stemningsmættet action-eventyr, der støttet af en god historie på fornem manér formår at blande ingredienser fra forskellige genrer og ende med et meget spilbart slutresultat, der sagtens kan anbefales til alle der går og venter på, at de helt store titler rammer Gamecube.
|
|
|