Alfred Chicken (2002)

For godt et halvt år siden så vi på preview-versionen af Alfred Chicken, der mest af alt lignede et middelmådigt platformspil, og nu har vi endelig fået fat i den færdige version. Spørgsmålet er så, om kyllingen har haft godt af lidt længere tid i ovnen.

Simpelt og generisk som gameplayet er, fortjener det dog alligevel en kort forklaring: Som kyllingen Alfred skal man bevæge sig rundt på en samling baner, som kun er fuldt tilgængelige via teleportationsporte. For at gennemføre en bane kræver det oftest, at man gennemfører en del af banen, teleporterer til en anden del af banen, trykker på en knap der lukker op for flere områder, teleporterer tilbage og gennemfører de nu tilgængelige områder og så fremdeles. Spillet foregår udelukkende i 2 planer, men grafikken er dog fuldt tredimensionel, i stil med nogle af banerne i f.eks. Crash Bandicoot og banerne i Pandemonium.

Dræberkyllingen

Alfred kan i bedste platformstil både hoppe, svæve og lande på fjenderne, sidstnævnte dog kun når han samtidigt bruger sit dødbringende kyllingenæb, der gør kort proces med alt, hvad det støder på. Banerne er ofte opbygget som en slags labyrinter, hvor den eneste opgave, der rigtigt sætter spilleren på prøve, er at finde udgangen. Dermed får spillet lidt karakter af puslespil, men er dog ikke mere indviklet, end selv de mindste skulle kunne følge med. Kontrollen er altid vigtig i et spil af denne art, hvor man ikke gider bruge tid på at skvatte ud over en kant, fordi ens karakter ikke lystrer, og her klarer Alfred faktisk skærene i fin stil. Grundet den semi-tredimensionelle stil, kan det af og til være lidt svært at bedømme afstandene i spillet, men man vænner sig hurtigt til det og Alfred reagerer helt fint, på de ordrer, han får fra spilleren.

Tjekkisk kylling?

Den grafiske stil er helt speciel og kan egentlig bedst beskrives ved at sige, at det føles som om man bevæger sig rundt i en østeuropæisk dukkefilm anno 1982. Om man bryder sig om

det eller ej er et spørgsmål om smag, men det er faktisk meget gennemført lavet og solidt skruet sammen. Der bliver sågar brugt lidt specialeffekter hist og pist, men det er nu ret sparsomt. Forvent ikke at blive imponeret af Alfred Chickens grafiske stil, men nok nærmere charmeret. Hele spillet har et meget farverigt og børnebogslignende udseende og så er der lige tilføjet et stænk af surrealisme. Hertil kommer et soundtrack, der både overrasker positivt i sig selv og samtidig formår at komplementere grafikken rigtigt godt. Musikken, der er af fremragende kvalitet, varierer fra funky til terapeutisk, uden på noget tidspunkt at virke malplaceret og hånd i hånd med de, igen, overgearede og dukkefilmsagtige lydeffekter, bliver helhedsindtrykket af lyd og billede ret helstøbt.

Med softice og pølser?

Alfred Chicken er, som nævnt, et godt gammeldags platformspil uden for mange dikkedarer og nyskabelser og desværre er der ikke sket ret meget med grundbestanddelene af spillet, siden vi sidst kiggede på det. Alfred Chicken er ikke et spil, der vil revolutionere genren, men er tværtimod nærmere med til at cementere den. Alfred Chicken ligner andre platformspil, men den specielle visuelle stil kombineret med baggrundsmusikken er faktisk ikke dårlig, men gameplayet bevæger sig simpelthen ikke ret meget mere end en millimeter fra standarden og efterlader derfor spilleren med fornemmelsen af, at man har gjort det her 300 gange før og at Alfred Chicken ikke rigtigt er grund nok til, at gøre det én gang til. Alfred Chicken er dog på ingen måde et dårligt spil og er man fascineret nok af det grafiske design og den alternative musik, kan det faktisk blive helt meditativt og det er derfor svært, ikke at ønske at der var blevet gjort noget mere ud af at differentiere selve spiloplevelsen fra alle de andre spil, der findes i genren. Det kunne faktisk have resulteret i et gedigent hit, men som det står nu, stopper Alfred desværre et stykke før målstregen. Prøv, før du køber.