Project Eden

Det originale hold bag Tomb Raider er nu klar med deres seneste spil: Project Eden. Gamle ruiner er udskiftede med science fiction-slumkvarterer, mens fokus er flyttet fra action til puzzles.

Jorden lider slemt af overbefolkning og byerne skyder højt i vejret. De rige bor øverst, mens slumkvartererne ligger i bunden - skjult for omverdenen. Det er op til UPA (Urban Protection Agency) at holde styr på det hele. Hvad der ligner en rutineopgave for Carter og hans UPA-hold, viser sig hurtigt at være en meget omfattende, krævende og vigtig opgave...

Multiplayer i singleplayer

Man styrer samtidig eller på skift alle fire personer på UPA-holdet. Hver især har deres specielle evner, der skal bruges på bestemte steder i missionerne. Carter er lederen af holdet og tager sig af al officiel kommunikation. Minoko er hackeren der tager sig af computersystemer, overvågning og lignende. André er teknikeren som kan reparere mekaniske og elektriske ting. Endelig består holdet af cyborgen Amber, som kan bevæge sig i områder, der er farlige for mennesker. Project Eden kan både spilles i singleplayer og multiplayer. Med en multitap kan alle fire personer styres direkte på én gang. Det er uden tvivl det sjoveste og hurtigste, men det er nok svært at finde tre medspillere. Man kan også styre én person af gangen og så skifte mellem dem. Det er primært sådan spillet er tænkt, så det gør ikke den store forskel i gameplayet.

Fokus på puzzles

Selvom Project Eden kan ses fra førstepersonsvinkel og byder på masser af våben og fjender, så er action bestemt ikke den primære del af spillet. Det er de mange puzzles der er lagt vægt på og det er selvfølgelig spillets force. Opgaven består i at udnytte de enkelte personer og gadgets de rigtige steder. På et tidspunkt skal Carter f.eks. køre en fjernstyret bil hen for at sprænge en dør op til et rum, som André derpå skal løbe ind i for at reparere en ødelagt

kontakt, der åbner til et nyt rum, hvor Minoko skal hacke en computer for at få kontrol over et kanontårn, der endelig skal bruges til backup i et fjerde rum, mens Amber løber igennem. Når man spiller singleplayer kan det godt være lidt tungt, at skulle transportere de tre andre rundt, for følg-med-AI'en er ikke perfekt. Bagerste mand sidder lidt for tit fast i en dør eller falder ned i et hul. Heldigvis er banerne designede sådan, at man åbner genveje op, men til tider skal man alligevel gennemføre de samme puzzles flere gange i træk.

Rester af PC-konvertering

Grafikken bærer tydeligt præg - som spillet i helhed - af at være en PC-konvertering. Når det er sagt, skal det tilføjes, at det er bedre udført, end ofte set. Men sammenligner man med PS2-specifikke spil, så er modellerne meget simple, animationen stiv og omgivelserne sparsomme. Spillet udnytter ikke maskinens styrker og styrer ikke udenom dens svagheder. Heldigvis er frameraten for det meste ganske solid. Lydsiden holder sig for det meste anonym. Musik er der ikke meget af, mens atmosfærelyden generelt er velfungerende. Det samme gælder effekter og stemmer.

Snæver målgruppe

Hvorvidt man vil synes om Project Eden handler primært om to ting: synes man om de langsommelige puzzles og passer sværhedsgraden? Kan man forlige sig med spillet på disse punkter, er der mange gode timers underholdning at hente. Det hele er fuldstændig lineært, men banerne er så store, at man tit taber overblikket - især når nødvendige knapper eller udgange gemmer sig på mærkelige eller bælgmørke steder. Når man sidder fast, er det typisk fordi man ikke kan finde noget at lave. Det kræver stor tålmodighed og egner sig dermed bedre til den generelle PC-spiller. Der er godt nok en actionpræget death match-mode, men den virker ret tynd. Savner man et roligt og tankekrævende spil, er der ikke så mange alternativer til Project Eden og i det lys skal karakteren læses.