X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Inspector Gadget: Gadget's Crazy Maze


Det er altid med bange anelser, man pakker op for et licensbaseret spil. Mens et godt spil normalt kan stå på egne ben, så satser udgiverne ofte på, at kendte navne og figurer kan dække over et svagt spil. Inspector Gadget: Gadget's Crazy Maze er et ganske godt (eller rettere: dårligt) eksempel på dette fænomen.

Gadget's Crazy Maze er en rigtig gammeldags puzzler. Spillet ses oppefra i en 2d-verden opbygget af firkantede blokke. Hver bane indeholder en række farvede diamanter, som man kan skubbe til. Får man tre eller flere ensfarvede diamanter på række, forsvinder de. Når alle diamanter er væk, er banen klaret. Dertil kommer der selvfølgelig fjender, der vader formålsløst omkring. En enkelt berøring med disse og man er tvunget til at starte forfra. Kombineret med at fjenderne ikke følger noget bestemt bevægelsesmønster, gør det dem særdeles irriterende. Gadgets er der i sagens natur også. Mest brugbar er den (i Inspector Gadget-forstand) klassiske hammerhat, der kan bruges til at lamme fjender i kortere tid. Propelhatten bruges til at flyve over på ellers utilgængelige områder og rulleskøjterne kan bruges til at bevæge sig hurtigt. Eftersom gadgets er et centralt emne i licensen, må det siges at være usædvanligt tyndt, at det ikke kunne blive til flere end de tre nævnte.

En tur i tidsmaskinen

I dage med næstegenerationskonsoller og visuelle perler, er det svært ikke at få Gadget's Crazy Maze galt i halsen. Om det så var kommet for adskillige år siden, ville det på ingen måde have været nævneværdigt. Spillet er holdt helt i 2d, hvilket mange andre har demonstreret sagtens kan overgå dagens 3d-grafik i personlighed og charme. Men Gadget's Crazy Maze hører bestemt ikke til disse. Omgivelserne er usædvanligt uinspirerede og trivielle. Figurerne er prerenderede modeller, der både er kedelige og dårligt animerede. Lydsiden er ikke meget bedre. Effekterne er sparsomme, mens musikken er direkte irriterende. Heldigvis kan den skrues helt ned og det gør man så hurtigt.

Uinspirerede baner

At grafikken og lyden både teknisk og kunstnerisk er til dumpekarakter, skal dog ikke være et større kritikpunkt. Det har aldrig været det centrale i en god puzzler. Men desværre er Gadget's Crazy Maze ikke en god puzzler. Selve grundidéen med at skubbe ensfarvede
blokke sammen er langt fra nyskabende, men den kunne sagtens fungere. Banerne er bare slet ikke gode nok. De fleste steder ligger de tre diamanter, man skal samle, næsten ved siden af hinanden og skal bare skubbes et par felter. Det er ikke udfordrende, men meget irriterende. De områder hvor man rent faktisk skal tænke, er ikke meget mere krævende og man finder hutigt løsningen. Dermed bliver det endnu mere frustrerrende, når nogle baner alligevel tager lang tid at gennemføre. Ofte bliver man nemlig generet at dumme detaljer som en styring der svigter og skubber den forkerte diamant, en fjende der pludselig vender sig om eller den slags. Den mindste fejl og man skal starte banen forfra. Alligevel er Gadget's Crazy Maze ikke langtidsholdbart. Sølle 26 baner bydes der på og mange kan gennemføres på et par minutter. Selv sidste bane vil en normal spiller kunne klare på under et minut i andet forsøg - på sværeste sværhedsgrad. Sammenlagt er der kun til en lille håndfuld timers spil.

Multiplayer muligheder

Spillet har endvidere to multiplayer modes: Cooperative og Match. I førstnævnte arbejder to til fire spillere sammen om at løse banerne - ellers virker det helt som normalt. Man skal stadigvæk starte forfra hvis der laves én fejl og det bliver derfor enormt frustrerrende, når ens medspillere kikser. Men kan man finde folk der faktisk gider spille med en, er dette det absolutte højdepunkt. I Match kæmper alle mod hinanden om at samle så mange diamanter som muligt, inden tiden løber ud. Om et multiplayerspil fungerer er altid op til de respektive spillere, men dette er ikke det oplagte valg, når vennerne er samlet. Jeg kunne i hvert fald ikke se morskaben i det.

Skuffende profitforsøg

I det hele taget må man konkludere, at Gadget's Crazy Maze er et skuffende forsøg på at score kassen på den kendte titel. Bortset fra de elendige mellemsekvenser, der konstant genbruges, har det faktisk intet med Inspector Gadget at gøre. Selve spillet er dårligt og kort. Banerne er alt for ugennemarbejdede til at fungere som puzzler og der er mange irritationsmomenter. Spillet et helt tydeligt et resultat af underprioriteret venstrehåndsarbejde. Inspector Gadget: Gadget's Crazy Maze kunne og burde være udkommet for 10-15 år siden. Eller endnu bedre: det burde slet ikke være udkommet.

Inspector Gadget: Gadget's Crazy Maze (EU)
Anmelders vurdering
1/6