animation er alt som taget ud af hjernerne på Chuck Jones og Tex Avery. Der er specielt lagt et stort arbejde i bevægelserne, hvor blandt andet køretøjerne vrider rundt når de drejer. Samtidig kører spillet perfekt 60 fps, hvilket samlet set giver et usædvanligt lækkert indtryk. Opfindsomheden er dog svær at få øje på, ligesom stilen stadig sætter sine begræsninger.
Fin lydside
Cel Damage har potentiale som en rigtig irriterende lydkilde. Lalleglad musik og fjollede figurer der konstant fyrer de samme one-liners af. Heldigvis er spillet gennemarbejdet på dette punkt, der overordnet fremstår positivt. Stemmerne passer perfekt til deres personer og holder i længden.
Ensformigt og frustrerende
Førsteindtrykket af Cel Damage er meget positivt. Teknisk og kunstnerisk er spillet godt kørende og både kontrol og gameplay lærer man hurtigt. Desværre ændrer spillet ikke karakter efter de første ti minutter. Banerne og våbnene er straks mestret, men det gør alligevel ikke den helt store forskel. Spillets opbygning er nærmest baseret på anarki og det virker mest af alt tilfældigt, hvad udfaldet af de enkelte kampe bliver. Det gør hurtigt multiplayeroplevelsen triviel og bedre går det bestemt ikke i single player. Man kommer lynhurtigt til at gøre det samme om og om igen og når sværhedsgraden samtidig er i den hårde ende (Flag Rally er nærmest umuligt), bliver Cel Damage meget hurtigt frustrerende.
Kort underholdning
Efter et par timer sidder man med et spil, der allerede er brugt op. Så kan det være lige meget at størstedelen af spillets elementer er gode - det er ikke længere sjovt at spille. Cel Damage burde have været gennem en længere spiltest og afpudsning, før det blev sendt på gaden. Savner man et multiplayerspil i genren til sin Xbox, kan spillet godt tåle at blive hevet frem engang i mellem og spillet i kortere tid. Ellers kølner interessen hurtigt.