X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Skate 2


Skate ændrede en hel del på skateboard-genren og hvem der var anset som kongen af den. Det første spil revolutionerede genren med den unikke styring, og mere realistiske tilgang til sporten, frem for den tossede mentalitet Tony Hawk-serien stille og roligt var begyndt at hælde mere til.
Skate 2 gør dog intet nyt med den etablerede formular, men forbedrer i stedet på alle leder og kanter, mens det implementerer nogle enkelte nye features. Spillets single player-del er fokuseret på ens hjemmelavede skater, som netop er kommet ud af fængslet og derfor ikke længere er den respekterede skater mere, og så er scenen sat for at skulle skate sig til tops og blive den anerkendte skater man engang var. Dette gøres ved at deltage i en stor mængde konkurrencer, og lave forskellige skatevideoer sammen med de mange kendte skatere der gæster Skate 2.

Styringen i Skate 2 er mere eller mindre magen til den fra det første spil. Det betyder at man stadig navigerer sin skater rundt med det venstre analogstick, mens tricks udføres med det højre stick. Trick udføres ved at svinge sticket i forskellige retninger, så f.eks. en ollie laves ved at holde sticket ned og dernæst skubbe det hurtigt op, for at indikere at ens skater skal bøje i benene, og dernæst sende sig selv op i luften. Man har fra første sekund, man starter Skate 2, adgang til alle tricks i spillet, og igennem spillets single player-del optjener man ikke erfaringspoint eller lignende for at blive bedre til tricks, og derfor bliver man kun bedre i spillet hvis man som spiller selv bliver bedre og får en bedre forståelse for spillet og dets struktur.

Udover de sædvanlige grafiske og gameplay-mæssige forbedringer er der blevet tilføjet muligheden for at hoppe af skateboardet og vandre rundt. Dette giver muligheden for at kunne overvinde de lumske trapper man aldrig har kunne bevæge sig op af, men også muligheden for at manipulere miljøet og skabe sine helt egne skate spots. Men man får også muligheden for at gøre en del af de opgaver man bliver udsat for, en hel del nemmere ved at rette på rampernes placeringer, eller justere hvor forskellige objekter står, når man skal i gang med at lave tricks. Dog er det ikke altid lige nemt at placere tingene hvor man gerne vil, for styringen når man er uden skateboard er direkte forfærdelig, da styringen stadigvæk foregår som om man var på et skateboard, og det giver følelsen af man nærmest kontrollerer en kampvogn frem for en skater på fri fod. Men selvom man sætter ramperne rigtigt op, og gør klar til det sejeste trick i sin karriere, så vil man ikke altid lande perfekt for styringen i Skate 2 er meget krævende når det kommer til hvordan man spiller spillet. Styringen er ikke uretfærdig, men den kræver at man tænker før man gør noget, og at man ved lige præcis hvad man vil give sig i kast med, før man går i gang. Spillet belønner omtanke og strategi, frem for at flå analogsticksne rundt i cirkler.
Udover den store single player-del, er det også muligt at hoppe online, og se hvem der er den bedre skater af ens venner. Online mulighederne varierer i alt fra de klassiske “bedste trick” til de mere utraditionelle som hvem der kan komme mest til skade. Det er dog også muligt bare at skate rundt sammen med sine venner, og lave små opgaver som at skate otte mennesker under en bro eller lignende. Den store variation fra konkurrence til holdbaserede opgaver giver en bred vifte af muligheder i Skate 2, og samtidig gør det at man ikke bliver udsat for det samme igen og igen.

Grafisk holder spillet sig på en relativ stabil frame-rate. Den falder enkelte gange, men det er ikke noget som ødelægger spiloplevelsen specielt, da den aldrig falder ned i et område hvor det hele føles som om man er fanget i slowmotion. Ens skater er ganske pænt udført, med masser af muligheder for at personliggøre ham med t-shirts og trøjer fra alle de største tøj mærker. Dog er de mange skatere man møder undervejs i spillet knap så pæne at se på, da deres ansigter og animationer ikke er så vellykkede som man kunne ønske. Dog er trick animationerne generelt meget vel udført, bortset fra enkelte steder hvor fysikmotoren og tricksystemet ikke vil samarbejde, og det resulterer i at ens person spontant drejer halvfems grader i stedet for at flyve ind i en væg. Byen som man skater rundt i er meget flot realiseret som en blanding af tidens største storbyer, enkelte textures er dog ikke specielt skarpe, og hvis man stopper for meget op og kigger på detaljer vil man se at meget ikke er så pænt som det kunne være. Dog får man sjældent tid til det, da man hele tiden har noget at se til. Lydmæssigt byder Skate 2 på de obligatoriske hiphop toner som sætter den rigtige skateboard stemning, og som byder på en god blanding af moderne og gamle toner. Stemmeskuespillet fra de mange personer man møder er dog ikke af en særlig høj karakter, og enkelte steder er det direkte komisk.

Samlet set er Skate 2 en efterfølger efter alle kunstens regler. Kerne gameplayet bliver bibeholdt, og et par enkelte nye ting bliver tilføjet, men uden at genopfinde den dybe tallerken. Hvis man holdt af det første spil, så er der ingen grund til at tøve med at investere i denne efterfølger, og hvis man endnu ikke har stiftet bekendtskab med EA’s alternative skateboard serie, så er Skate 2 et fantastisk sted at starte.

-
G-TV 16/02-09
Skate 2 (EU)
Anmelders vurdering
8/10

Skate 2   © EA 2009   (PS3)    1/3 Skate 2   © EA 2009   (PS3)    2/3 Skate 2   © EA 2009   (PS3)    3/3