X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

The Wheelman


Når man står med The Wheelman i hånden og kigger på coveret kunne man umiddelbart forveksle det med at være en spilversion af The Fast and the Furious. Der er noget med nogen biler der kører stærkt, en eksplosion og et stort billede af Vin Diesel der dramatisk står og vifter med en pistol. Dog er Wheelman en hel ny franchise fra Midway og spilet er en separat forhistorie til en Wheelman film der udkommer senere på året.

I spillet tager du rollen som Milo Burik (spillet af Vin Diesel) der en professionel Wheelman (eller Hjulemand som jeg ynder at kalde det). Der bliver aldrig rigtig forklaret hvad en Wheelman præcis er, om der er andre Wheelmen og om de eventuelt har en fagforening men alle de personer som Milo møder i spillet virker fuldt ud indforstået med hvad titlen indebærer når han præsenterer sig.

Milo arbejder som undercover agent for CIA og er sat til at infiltrere 3 rivaliserende bander der hærger Barcelona i et forsøg på at finde nogen planer til et eller andet nyt våben der efter sigende skulle være meget værdifuldt.



Historien er lidt tynd, men er en god undskyldning for at køre vildt i Barcelonas gader.
Og vildt bliver der kørt... En original ny feature i spillet er at Milo kan bruge sit køretøj som våben. Ved brug af højre analog stick kan Milo hurtigt slingre sin bil ind i andre biler eller motorcykler og efter man har øvet sig lidt kan man også bruge denne teknik til at undgå at blive ramponeret af fjender eller hurtigt undgå trafik og andre forhindringer. Manøvren virker relativt realistisk i almindelige personbiler men når man begynder at køre store lastbiler senere i spillet ser det ret fjollet ud når de lige pludselig kaster sig fra side til side.

Hvis de fjendtlige bilister dog skulle få arbejdet sig op på siden af Milo kan man ved brug af venstre skulderknap skyde efter dem og da Milo har ubegrænset ammunition til sin pistol er der ingen undskyldning for ikke at lave nogen nye ventilations huller i modstandernes biler.

Er Milo’s egen bil ved at gå i stykker kan han også ”Air-jacke” andre biler på vejen ved at køre op bag en bil i fart, kravle op på taget af sin egen bil og derefter kaste sig ca. 5-10 meter fremad, lande på taget af den anden bil og sparke føreren ud.



Det lyder alt sammen fantastisk nok men ”Hjulemanden” har skam flere godter i sækken.
Nede i venstre hjørne af skærmen er der et
focus-meter der langsomt lader op når Milo kører stærkt, laver håndbremsevendinger, skyder fjender eller bare kører ind i ting. Milo kan bruge sit focus-meter til f.eks. at give ham et kortvarigt boost (alle ved at man kan køre hurtigere hvis man lige fokuserer lidt) eller lave en hurtig 180 graders vending i slowmotion og køre baglæns et par meter imens man har mulighed for at præcisions skyde fjendtlige biler lige på det dér punkt man skal ramme en bil for at den eksploderer (på film i hvert fald).

I det hele taget er spillet rigtig, rigtig fjollet og overdrevet og det bliver da også toppet fint af med den tynde historie og Vin Diesels alt for dybe basstemme der vil få din subwoofer til at danse hen over stuegulvet.

Ofte vil Milo også være til fods og det er nok hér at spillet halter mest. Man har prøvet at kopiere Grand Theft Auto IV med et lock-on system og et cover system, men fjenderne er omtrent lige så kloge som bølgepap og vil altid prøve at beskyde dig gennem betonklodser, containere og husmure. Denne sjette sans, der gør at de altid ved hvor du er, kan lede til nogen rimeligt kedsommelige Game Overs, men du kan heldigvis se fjenderne på din radar, i øverste højre hjørne af skærmen, så du ved altid hvor de er. Den bedste taktik er at man prøver at bevæge sig langsomt frem og skyde dem én efter én, hvilket er lidt af en modsætning til resten af spillets høje tempo.


I mellem missionerne er der mulighed for at deltage i andre aktiviteter som street races og opgaver hvor man skal stjæle biler og man kan enten vælge at køre til disse aktiviteter eller teleportere til dem via en GPS menu. Der er mulighed for at finde løvestatuer og stunt jumps rundt om i Barcelona, men hvis man ikke er interesseret i at få Achievement eller Trophy for at finde dem alle, er der ikke rigtig nogen grund til ikke at bruge GPS-menu’en.

Selvom der ikke er så mange aktiviteter og muligheder som der er at finde i spil som Grand Theft Auto og Saints Row, så formår The Wheelman alligevel at levere varen når det kommer til at køre stærkt og skyde på ting samtidig.
The Wheelman er på mange måder et B-spil der formår at være ufrivilligt morsomt med sit stereotype plot og urealistiske action. Det har små fejl, men det bliver aldrig for frustrerende at spille.

Hvis du har mod på at tage med Hjulemanden på eventyr, så tag sikkerhedsselen af, for vi skal air jacke den Opel Astra dér, lige om lidt.

-
G-TV 14/04-09
Wheelman, The (EU)
Anmelders vurdering
7/10

The Wheelman   © Midway 2009   (PS3)    1/3 The Wheelman   © Midway 2009   (PS3)    2/3 The Wheelman   © Midway 2009   (PS3)    3/3