Saints Row 2

Det første Saints Row så dagens lys i 2006, hvor amerikanske Volition, Inc. uden skam i livet havde plagieret den storsælgende skabelon fra Grand Theft Auto serien. Alligevel var jeg ret positivt stemt, da det gav et af de første indblik i, hvordan denne genre tog sig ud på den nye generation af konsoller. Siden er der dog sket meget, med mange nye bejlere til tronen og kongens egen tilbagevenden i form af Grand Theft Auto 4 tidligere på året. Spørgsmålet er om Saints Row 2 er sakket agterud.

Det er næsten umuligt at anmelde Saints Row 2 uden at svælge i komparativ analyse med Grand Theft Auto 4, så bær over med mig. Vi er tilbage i den fiktive by Stilwater, 5 år efter det første spil, og 3rd Street Saints banden er smuldret fra hinanden. Det enorme Ultor konglomerat (tænk Omni Consumer Products fra RoboCop) har overtaget deres gamle område, opført sterile højhuse i stedet og planlægger en endnu mere drastisk byfornyelse for hele Stilwater. Alt imens har de konkurrerende bander overtaget den kriminelle undergrund. Her kommer du som spiller ind i billedet og skal føre The Saints tilbage til fordums styrke.

Saints Row 2 ligner på mange måder sin forgænger og i forlængelse deraf; den forrige generations Grand Theft Auto spil. Du starter fra bunden med en lille snusket hule af et gemmested og skal så arbejde dig op, ved at udføre sabotage mod de andre bander, overtage bydele, købe forretninger mm. indtil den endelige kamp mod Ultor kan tages op. For at udføre missioner skal du først optjene ”respekt”, hvilket gøres gennem diverse, vanvittige sidegesjæfter. F.eks. skal du tvinge boligpriserne ned for en skruppelløs ejendomsmægler, ved at køre rundt i en kloakvogn og lege Super Mario Sunshine tilsat afføring (en mission der egentlig er meget sigende for spillets stil). Flere af disse opgaver er gengangere fra 1’eren og fælles for de fleste er, at ensformigheden hurtigt begynder at melde sig. Lidt bedre går det for de historiedrevne missioner, men der er stadig langt op til standarden fra GTA4.

Sammenlignet med GTA4 har Saints Row 2 et væsentligt mere arkadepræget feel og hvilken stil man er til, afhænger af præference og humør. Tempoet er skruet op i Saints Row 2, bilerne er væsentligt nemmere at styre, men fysikken er også tilsvarende mere ”svævende” uden den samme fornemmelse for tyngde bag objekter. Du sigter frit med våbnene, hvilket egentlig er rart, men du har heller ikke brug for et lock-on sigte, da fjenderne er dumme som sten og dit helbred automatisk fyldes op. Skudduellerne føles generelt noget utilfredsstillende og er for det meste meget nemme.

Den outrerede ”gangsta”-stil gennemsyrer stadig spillets univers og humoren veksler mellem at kunne udløse et par forkølede grin og være pinagtigt ringe. Mellemsekvenserne er til tider velinstruerede, men det hjælper lidt, når de fleste af de centrale personer er så dårligt skrevet, historien uinteressant

og The Saints snarere minder om en samling uudholdelige frat boys med stærkt psykopatiske tendenser, end hærdede kriminelle. Om man kan lide spillets humor og generelle stil er jo i sagens natur en smagssmag, men for mig faldt det til jorden. Til gengæld er der en del muligheder for at tilpasse hovedpersonens udseende og banden som sådan, hvilket er udmærket.

I Multiplayer har Saints Row 2 en del forskelligt at byde på, ikke mindst muligheden for at spille online co-op gennem kampagnen, hvilket er en glimrende tilføjelse. Derudover er der forskellige konkurrenceprægede spilvarianter, såsom standard Deathmatch med og uden hold, men den mest interessante, Strong Arm, hvor 2 hold konkurrer om at nå 100.000$ ved at udføre forskellige opgaver. Her er der kaotisk underholdning at hente, men den grundlæggende spilmekanik er ikke skarp nok til, at Saints Row 2 kan blive mit foretrukne online narkotikum.

Grafisk er Saints Row 2 stået ret stille og niveauet er blevet hævet betragteligt af konkurrenterne. Her er grafikken ret grov og underlige clipping fejl dukker ofte op, når en fodgænger påkøres. Fysikken kan også finde på at lave gakkede ting, såsom at katapultere en bil langt op i luften ved et simpelt sammenstød. Skuffende er det også, at biler ofte er forsvundet så snart kameraet panorerer væk fra vejen og så tilbage igen. Ydermere skal det siges, at spillet crashede 2 gange for mig.

Soundtracket i bilradioerne er ganske stort og varieret med et bredt spektrum af genrer repræsenteret, plus de obligatoriske satiriske indslag, men også her er GTA4 mere overbevisende. Som en sidebemærkning er spillet sjovt nok indstillet til dansk tekst som udgangspunkt. Hvis du gerne vil have lidt ufrivillig komik kan du bare lade det være (den førnævnte kloakmission hedder f.eks. Den Betændte Hævner), men ellers bliver du faktisk nødt til at gå ind i ’Locale” på Xbox 360 dashboardet og rette det til et engelsktalende land.

Når det kommer til stykket er Saints Row 2 et ganske underholdende spil. Det er fundamentalt tilfredsstillende at køre rundt og overtage byen bid for bid og den eksplosive anarki har sin charme. Mange vil uden tvivl finde tempoet og den mildest talt mere løsslupne stil her forfriskende i forhold til det lidt mere tunge Grand Theft Auto 4, men set fra mit synspunkt er sidstnævnte spil på alle måder overlegent. Et spil som eksempelvis Crackdown synes jeg også langt bedre formåede at bryde ud af Rockstar’s skygge og skabe sin egen identitet, mens Saints Row 2 ikke byder på meget nyt, der virkelig er vellykket.
Det første spil om The Saints fik meget goodwill ved at være først på markedet, men ved andet udspil synes jeg godt, at man kunne forvente et mere selvstændigt og gennemarbejdet produkt. Forhåbentlig ryster Volition mere i posen med idéer til tredje afsnit, men i mellemtiden kan GTA’s lettere retarderede lillebror dog stadig underholde i de rette doser.