X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Henry Hatsworth In The Puzzling Adventure


Henry Hatsworth er den typiske engelske eventyrer, der nyder en god kop te mens hans trofaste unge medhjælper klarer alt det praktiske til eventyret. Og som enhver rigtig eventyrlysten brite, så er drager Hatsworth altid på nye opdagelsesrejser i et forsøg på at blive den mest respekterede opdagelsesrejsende i te-land.

På en af Hatsworth ekspeditioner falder han over en forgyldt bowlerhat. Hatten viser sig at have magiske kræfter, og være en del af det legendariske gentlemans tøj sæt, som gav ejeren uendelige kræfter og det mest imponerende sæt tøj verden havde set. Dog var det ikke alt hvad hatten bragte med sig, for da Hatsworth kom i kontakt med hatten, blev der aktiveret en portal ind til den mystiske Puzzle-verden, hvor monstre begyndte at komme ud af. Så nu må Henry Hatsworth redde verden og finde hele det legendariske gentlemans tøj sæt.

Historien i Henry Hatsworth er lige så overdreven, som den er sjov. Alle personerne man møder i spillet er overdrevne og karikerede, og det skaber et fantastisk farverigt og underholdende univers at opholde sig i, mens man jagter tøjsættet.

Jagten på tøjsættet sender Hatsworth igennem fem forskellige verdener, hvor han skal løbe rundt og slå monstre fra Puzzle-verdenen ihjel, imens han indsamler de mange forskellige dele sættet består af. Selve spillet består af to dele. På den øverste skærm har man et klassisk platform-spil, hvor man som Henry Hatsworth skal hoppe, svinge sværd og skyde sig igennem banerne for at indsamle penge og finde tøj sættet. På den nederste skærm er der et Tetris lignende sæt af blokke, som skal holdes i bund igennem hele spillet. For hver eneste gang man slår en fjende ihjel, så bliver fjenden lavet om til en blok og flyttet til den nederste skærm. Hvis man som spiller ikke når at sætte tre ens farvede blokke op, inden fjendeblokken når toppen så vil fjenden finde vej tilbage i platforms-delen og Hatsworth skal kæmpe mod den igen.

Det hele lyder meget komplekst og forvirrende, men det er heldigvis ret nemt at forstå så snart man sætter sig ned og spiller det. Dette er først og fremmest fordi at man aldrig
laver begge dele på en gang. Hvis man går i gang med at flytte på blokke og holde styr på den del, så går platforms-delen på pause, så man skal aldrig bekymre sig om at bevæge blokke og undgå fjender på en og samme tid. Dog er det ikke bare to forskellige typer spil der er sat sammen i en tilfældig blanding. De to dele er sammenhængende på den måde, at hvis man laver nok kombinationer i puzzle-delen, vil man optjene energi til at Hatsworth kan drikke en kop te og forvandle sig til en dræberrobot og ødelægger alt omkring sig. Det er også muligt at påvirke miljøet ved at udføre kombinationer på puzzle skærmen. Den måde hvor platforms-delen og puzzle-delen integrerer med hinanden, og den følelse af at de to dele afhænger af hinanden og fungerer sammen i stedet for blot at være to forskellige typer spil sat tilfældigt sammen, er virkelig god og man føler sig som spiller aldrig tvunget til at skulle gøre den ene del som en sur tjans, fordi begge dele fungerer så utroligt godt sammen.

Visuelt er Henry Hatsworth præsenteret i en meget lys og børnevenlig stil, spillet er fyldt med gode animationer og flotte baggrunde som giver hver af spillets fem forskellige verdener en masse personlighed, og de forskellige bosser er utroligt morsomme og meget varierede. Dog er det venlige ydre ikke noget der bærer sig over til spillets sværhedsgrad, som halvvejs inde i spillet stiger markant og går fra at være nemt og overkommeligt til direkte frustrerende i enkelte situationer, men som spiller er man hele tiden udstyret med nye tricks og muligheder for at forcere de mange forskellige udfordringer, men der vil være frustrerende oplevelser, specielt i løbet af spillets hårde bosskampe.

De hårde bosskampe og den stigende sværhedsgrad gør måske ikke spillet børnevenligt, men gameplayet er utroligt tilfredsstillende, grafikken er flot og spillet er bare direkte sjovt at spille. Henry Hatsworth er en unik, svær og særdeles underholdende spiloplevelse som er et utroligt friskt pust ind i platforms-genren på DS’eren. Det er så afgjort et spil der kan anbefales til alle DS ejere med hang til platform-spil med et unikt twist.

-
G-TV 31/03-09
Henry Hatsworth In The Puzzling Adventure (EU)
Anmelders vurdering
8/10

Henry Hatsworth In The Puzzling Adventure   © EA 2009   (NDS)    1/6 Henry Hatsworth In The Puzzling Adventure   © EA 2009   (NDS)    2/6 Henry Hatsworth In The Puzzling Adventure   © EA 2009   (NDS)    3/6