Kill Switch

Et mangelfuldt skydespil

Sidste år producerede Namco tredjepersons skydespillet Dead to Rights. Et spil der lånte lidt fra Max Payne og som vi vurderede til en karakter lidt over middel. I år hedder spillet kill.switch - det er stadig et tredjepersons skydespil, det er stadig til en karakter lidt over middel, men denne gang er det Splinter Cell der lånes lidt fra.

I kill.switch kastes spilleren hovedkulds ind i fem missioner bundet sammen af en, i starten meget uklar, historie om farlig teknologi og personlig tragedie. Der er praktisk taget ingen introsekvens - kun nogle stemmer, et par hurtige klip og så flyver kuglerne om ørerne på den anonyme soldat der har hovedrollen. Gennem de første tre femtedele af spillet ved vi næsten intet om soldaten og historien skrider så langsomt frem, at den hurtigt bliver uinteressant. I spillets sidste to femtedele begynder flere detaljer dog at falde på plads og historien bliver dermed mere interessant - ja den er næsten spændende til sidst. Det er tydeligt, at Namco har forsøgt sig med en filmisk spændingsopbygning - desværre mislykkedes dette, da historien omkring de første tre missioner er tynd og ligegyldig. Spilles spillet til ende, ses der dog glimt af noget der kunne være blevet en god historie, hvis den var blevet fortalt rigtigt.

Gem og skyd

Som nævnt i starten så er kill.switch et tredjepersons skydespil - umiddelbart endda et meget traditionelt et af slagsen. I rollen som den anonyme (indtil andet afsløres) soldat, skal spilleren skyde sig vej gennem fem missioner. Der er et udvalg på ti våben, men udover nogles mulighed for zoom, så er der ikke den store forskel på dem. Det er stort set ligegyldigt, hvilken våben man bruger hvornår - er der bly i kan det også lave huller i fjenderne. Det er ærgerligt, for vi kunne godt ønske os, at der var lidt taktik i altid at vælge det rigtige våben. Sigtet er rent manuelt, altså ingen auto-aim - om dette er godt eller skidt må være op til den enkelte at vurdere. Der er ikke mulighed for at vælge flere veje gennem en mission, men den vej der er lagt frem fra udviklerens side kan følges på flere måder. Er man hurtig på fingrene, kan man følge Max Payne stilen - fuld fart frem og skyd på alt der bevæger sig. Er man derimod en taktisk begavelse, kan man følge Sam Fisher stilen - snige sig frem og skyde om hjørnerne. Sidstnævnte stil er dog, hvad spillet lægger mest op til, da fjenderne rammer godt og hurtigt hvis soldaten ikke holdes i dækning. Det er også på dette område, at vi finder spillets måske eneste glimt af virkeligt godt spildesign. Det er muligt at trykke soldaten mod stort set alle objekter og bruge disse som dækning for fjendernes bly. I den position kan soldaten så

læne sig til siden eller rejse sig op for at skyde, men han har også muligheden for bare at stikke geværet frem og skyde i blinde (noget vi faktisk ikke husker at have set før). Disse ting lyder måske ikke så fantastiske, men de er bundet sammen af en god og intuitiv kontrol, der elegant giver muligheden for at skyde om hjørnerne. Generelt er kontrollen i spillet god og selv kameraet giver meget få problemer.

Forældet grafik

Namco har før leveret flot grafik til PlayStation 2, så med deres navn trykt på æsken kunne man forvente, at spillet grafisk var i orden. Det er det bare ikke. Både teksturer og polygoner er meget udetaljerede og kunne næsten ligne noget fra den sidste generation af konsoller. De forskellige lokationer er kedelige og alt for sterile - et krigshærget afrikansk slumkvarter skal ikke ligne en mellemstor dansk provinsby efter nytårsaften og en våbenfabrik skal ikke ligne en tandlægeklinik. Det skal dog også nævnes at animationen af hovedperson og fjender er tilpas realistisk og mellemsekvenserne, især dem i den sidste del af spillet, er flotte og stemningsfulde. Lydsiden i kill.switch er ret god. Lydeffekterne virker troværdige og det kan høres, når kuglerne flyver tæt forbi ørerne, eller når de rikochetterer på vægge og tønder. Der er også gode stemmer og musikken er meget intens og passer generelt godt til spillet.

Alt for kort

Spillets fem missioner kan gennemføres på omkring otte timer og der er ikke noget som motiverer til yderligere gennemspilning. Der er ingen bonuser (udover frit missionsvalg) ved at gennemføre og generelt så virker spillet meget skrabet i sit indhold. Der er kun det absolut nødvendige og så er otte timer for lidt. At det tog os otte timer at gennemføre, skyldes først og fremmest sværhedsgraden der er tilpas høj og giver en solid udfordring, uden at spillet på noget tidspunkt bliver frustrerende. Fjendernes opførsel virker troværdig og realistisk. Det er tydeligt, at de som udgangspunkt har nogle mønstre de bevæger sig i, men når de forstyrres, reagerer de forskelligt og man må hele tiden være opmærksom på, hvad de finder på. Det er dog også den eneste variation, man finder i spillets missioner, der alle er opbygget meget ens. Det går ud på at bevæge sig fra checkpoint til checkpoint og der er ikke megen originalitet i måden dette foregår på.

Konklusion

Er man fan af genren, kan vi anbefale kill.switch, når det engang kommer ned i discountpris. Ikke mindst for at opleve spillets gode kontrol og det smarte gem-og-skyd-om-hjørner-system. Både grafikken og historien er for tynd, mens spillets længde også lader meget tilbage at ønske - især fordi der absolut ingen grund er til at gennemføre det flere gange.