X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Tiger Woods PGA Tour 2004


Let's go Tiger

Tiger Woods 2003 var et herligt golfspil, der brød barrieren mellem arkade- og simulationsgolf og på den måde vandt mange golfhungrende hjerter verden over. Heldigvis er Tiger Woods tilbage igen i 2004 og Electronic Arts har faktisk gjort spillet endnu bedre end sidste år. Vi har gået nogle runder med Tiger.

I år bliver vi igen præsenteret for det samme, nærmest overvældende, antal af game modes, som sidste års udgave indeholdt og så lidt til. Play Now, hvor man kan komme til at slå til Søren hurtigst muligt uden at skulle igennem en bunke menuer, World Tour, hvor man udfordrer modstandere over hele verden i stil med Segas Virtua Tennis, den officielle PGA Tour, traditionelle former for golf såsom stroke play, match play og skins games og såmænd også en Arcade Mode, hvor man kan deltage i aldeles utraditionelle former for golf såsom Speed Golf og Battle Golf. Den største forandring er nok det nye Game Face, hvor man kan skabe en golfspiller helt fra bunden. Man vælger alt fra tykkelsen på ens lår og afstanden mellem ens øjne til hvilken farve ens tøj skal have og hvilke evner, man vil prioritere. Der er simpelthen tale om den mest detaljerede karakterudformning, vi nogensinde har set i et konsolspil. Spillet er rent faktisk så stort, at Gamecube versionen er på to disks, der skal skiftes imellem. Dette sker dog kun, når man skal spille en bane, der ikke ligger på den disk, der sidder i maskinen og da Gamecube versionen samtidig har hurtigere load-tider, end f.eks. PlayStation 2 udgaven, går det nogenlunde lige op. Har man også Gameboy Advance udgaven af spillet, kan man linke de to spil med hinanden og blandt andet låse op for nye profiler samt overføre statistikker og penge.

Det svinger

Igen i år vender Tiger Woods tilbage med den utraditionelle men realistiske slagmetode, hvor man med den analoge styrepind kontrollerer golfsvinget ved at trække kontrolleren tilbage og derefter skubbe frem for at efterligne virkelighedens sving. Det er muligvis forvirrende og måske endda lidt skræmmende for virtuelle golfspillere af den gamle garde, men der er ingen tvivl om, at det er en meget realistisk måde at simulere et golfsving på ved hjælp en kontroller. Det tager lidt tid at vænne sig til, men bliver forholdsvis hurtigt helt naturligt. Denne form for svingkontrol gør det noget sværere at opnå perfekte slag, men det
giver en ekstra god fornemmelse, når det lykkes at sende et snorlige 300 yard drive ud over en af de 19 baner, spillet indeholder. Gamecube ejere har faktisk en lille fordel på kontrolområdet grundet de 8 hakker omkring styrepinden. I Tiger Woods er de til stor hjælp, når man skal være præcis. Under spil er der gode muligheder for at indstille spillet, så det foregår på den måde, der passer én bedst. Hjælp kan slås til og fra, grids på greens kan slås til og fra og vejrforholdene samt adskillige andre ting, kan ændres. Der opstår desværre situationer, hvor man kunne ønske sig bedre kameravinkler, især på greenen og man kan også savne muligheden for at ændre sit stance og hvor på bolden, man rammer med køllen. Det er her, at Tiger Woods serien kommer til kort, hvis man er meget seriøs med ens golfsimulationer. Tiger Woods står på nogle områder med mere end ét ben i lejren med arkade gameplay og dette på bekostning af den rendyrkede simulation.

Grafisk god golf

På den grafiske side er der ikke sket så meget siden sidste år. Baner og spillere er stadig helt tilfredsstillende repræsenterede. Der er vel næppe andre golfspil, der har gjort det bedre, men der er stadig ikke rigtigt noget i grafikken, der kan få én til at sige ?Wow!?. Der er til gengæld masser af smarte kameraeffekter, når man laver særligt gode slag og animationerne i spillet er for det meste gode, om end de af og til kan være lidt stive i det.

Rock eller hip hop?

Lyden er, ganske som sidste år, rigtigt god. Pop-smarte kommentatorer, fuglekvidder og den herlige lyd af bolden, der dumper ned på greenen, er alt sammen fint gengivet. EA har valgt at lade musikken blive ved den mere rå stil og selv om det er en samling udmærkede rock- og rapsange, der er at finde på soundtracket, er de stadig ikke rigtigt passende til golfspillet. Det er derfor heldigt, at man meget nemt kan slukke for dem og i stedet lytte til havets beroligende brusen.

Konklusion

Tiger Woods PGA Tour 2004 er et aldeles fremragende golfspil. Spillet vinder muligvis ikke nogen præmier for grafik og lyd, men begge dele fungerer mere end tilfredsstillende og når det kommer til gameplay og spilmuligheder er Tiger Woods helt i toppen blandt golfspil. Folk, der kræver rendyrket simulation, skal muligvis prøve før de køber, men alle andre kan trygt trække i de ternede bukser og komme i gang.

Tiger Woods PGA Tour 2004 (EU)
Anmelders vurdering
5/6

Tiger Woods PGA Tour 2004   © EA 2003   (GCN)    1/3 Tiger Woods PGA Tour 2004   © EA 2003   (GCN)    2/3 Tiger Woods PGA Tour 2004   © EA 2003   (GCN)    3/3