X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Time Crisis 3


Fyld bly i dit TV

Namco's populære arkadeserie Time Crisis er endnu engang blevet konverteret til PlayStation 2. Denne gang er det tredje kapitel og der skal som sædvanlig skydes huller i tv-skærmen. Men inden du lader lyspistolen bør du læse her, om spillet nu også leverer mere, end det gør i arkadehallen.

Det er altid sjovt at besøge en arkadehal og fylde mønter i de spil, man ikke kan spille derhjemme. Enten fordi spillemaskinerne er så store, at de ville fylde det halve af stuen, eller også fordi spillene simpelthen egner sig bedre til et kvarters spil ad gangen. Time Crisis 3 tilhører umiddelbart den sidste kategori, men Namco har dog fyldt lidt ekstra features i denne PlayStation 2 konvertering.

Storhedsvanvid

Vi kender det godt. En gal mand får smag for magt og inden længe er helvede løs. Denne gang går galskaben ud over den ellers så fredelige ferieø Astigos, hvis placering gør den særdeles egnet til opstilling og affyring af atommissiler. Dette skal udnyttes og diktaturstaten Zarbadias invaderer, under protester fra det ellers passive verdenssamfund, den lille ø. Mens der snakkes i EU, UN og hvad de nu hedder alle sammen, så sendes to agenter ind for at rydde op. Det er disse to agenter vi i første omgang følger, men senere låses op for endnu en hovedperson. Historien er ikke sindsoprivende spændende og ej heller særligt original. Hovedpersonerne mangler desuden i den grad personlighed og er derfor temmelig uinteressante.

Strategisk

Selve spillet foregår nogenlunde ligesom alle andre lyspistol spil. Man bliver ført automatisk gennem en række lokationer og skal så skyde løs på et utal af fjendtlige soldater. Det foregår på den måde, at man fra sin dækning bag en kasse eller lignende og ved hjælp af en knap på pistolen, springer frem og skyder. Når magasinet så er tomt, og man skal lade, så går man tilbage i dækning. Sådan veksler man hele tiden mellem at gå frem for at skyde og gå tilbage for at lade. Det er virker umiddelbart temmelig simpelt og det er det da også. Men for at give spillet et lille strategisk element, så har man valget mellem fire forskellige våben. Det første er en almindelig pistol, som man har uendelige mængder ammunition til. Den kan klare de fleste fjender, men den er svag og har en lav skudrate. Næste våben er en maskinpistol. Den er ligeså svag som pistolen, men har en høj skudrate, hvilket gør den god til at rydde mange fjender af vejen på én gang. Det tredje våben er en automatisk shotgun. Den har en pænt høj
skudrate, men dens virkelige force er skudstyrken. Mod pansrede fjender er den derfor perfekt. Sidste og mest kraftfulde våben er granatkasteren. Med den kan man med ét skud rydde hele skærmen for fjender og så er den særdeles effektiv mod spillets bosser. Uden disse fire våben ville spillet have været en noget monoton affære, nu får man i stedet lov til at gøre sig små strategiske overvejelser undervejs. Det bidrager til en god afveksling i banerne og gør at man ikke får helt samme oplevelse ud af hvert forsøg på en bane.

Meget at skyde på

Er man god til at skyde, kan spillets første del, som består af tre korte missioner, gennemføres på en halv time. Er man knap så god, så tager det maksimalt to timer, da man efter nogle forsøg får tildelt uendelige liv. Der er dog to veje igennem spillets første del. Hvilken vej man tager, bestemmes af om man benytter PS2'ens første eller andet USB-stik til sin G-Con 2. Når man har klaret den første del af spillet låses op for endnu en del med nye baner og våben og længden her er tilsvarende kort. Sværhedsgraden er dog langt højere og det tager derfor længere tid at gennemføre. Er man vild med genren og arkadespillet, og vil man have gode scores, så er der mange timers spil i Time Crisis 3. Men vil man bare gennemføre spillet, så kan det gøres på få timer. Har man adgang til to G-Con 2 pistoler, så er der mulighed for multiplay, hvilket selvfølgelig øger spillets levetid.

Middelmådig grafik

Men alt er ikke godt. Spillet er nemlig ikke særligt flot at se på. Grafikken er kantet og uden detaljer. Spillets omgivelser virker sterile og kedelige, lige på nær nogle udmærkede vandeffekter. Eksplosioner og geværild ser alt for urealistisk ud, og heller ikke animationen af venner og fjender er noget særligt. Når personerne taler i mellemsekvenserne, så ser de ud som om, deres ansigt er delvist lammet, og kun deres læber vibrerer en smule. Spillets lydeffekter er heller ikke noget specielt, men de fungerer og våbnene lyder tilpas realistiske. Musikken er desværre direkte dårlig, og ville sikkert passe bedre til en dårlig amerikansk tv-serie.

Konklusion

Mangler man noget at bruge sin G-Con 2 pistol til, så er Time Crisis 3 et godt bud. Grafisk er spillet ikke noget specielt, og musikken er temmelig dårlig. Spillets hovedpersoner mangler personlighed, og gør bare historien mere kedelig. Men på trods af disse svagheder, så leverer spillet mange timers intensive skyderier til fans af genren, endda med en snert af strategi.

Time Crisis 3 (EU)
Anmelders vurdering
4/6

Time Crisis 3   © Namco 2003   (PS2)    1/3 Time Crisis 3   © Namco 2003   (PS2)    2/3 Time Crisis 3   © Namco 2003   (PS2)    3/3