X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Rygar: The Legendary Adventure


Tilbage i slutningen af firserne tilbragte undertegnede mange timer på byens forskellige grillbarer og cafeterier og det var ikke fordi jeg havde en forkærlighed for grillmad (nåja, så lidt da...) - nej, det var nu mest arkademaskinerne der trak, og spillet Rygar var en overgang et af de foretrukne spil. Derfor fyldtes mit bankende hjerte med glæde og forventninger, da jeg forleden modtog Rygar: The Legendary Adventure (PS2) til anmeldelse.

For dem som ikke husker eller kender det oprindelige Rygar, kan jeg fortælle at det handler om den gæve gut Rygar, som med sit lidt særprægede våben (nærmest en forlænget morgenstjerne) skal tage kampen op mod de onde titaner og redde en prinsesse. Spillet foregår i et miljø, som er inspireret af atmosfæren i den ældgamle romerske/græske verden og mytologi, og i modsætning til det oprindelige 2D platformsspil, er Rygar til PS2 et 3D action/adventure spil, og konverteringen hertil er intet mindre end suveræn!

Primært handler spillet om kampen mellem de gode og de onde og den indledende historie er denne: De onde Titaner ødelægger den romerske ø Argus, hvorefter de overtager øen, fordriver menneskene, dræber Rygar og kidnapper den gode prinsesse Harmonia. Rygar bliver dog genoplivet af guder, som belejligt nok udstyrer ham med det legendariske våben Diskarmor. Nu er det så Rygars opgave at bekæmpe Titanerne og alle deres onde medsammensvorne og ikke mindst redde prinsesse Harmonia.

Rygar handler mere om action end adventure og det er derfor kampene, som er den primære del af spillet. Rygar er som sagt udstyret med en diskarmor i starten af spillet, men efterhånden som spillet skrider frem kommer man i besiddelse af tre af slagsen. Man starter med diskarmoren Hades, som er kendetegnet ved at have lang rækkevidde og fortrinsvis bruges mod fjender, som befinder sig foran Rygar. Derefter modtager man de to andre diskarmors Sea og Heaven. Sea har en kort rækkevidde og bruges primært til nærkamp, mens Heaven har en mellem rækkevidde og kan bruges mod mange fjender på en gang. Man kan smadre næsten alt på de forskellige baner og det kan betale sig at gøre det. Hver gang man dræber en fjende eller smadrer noget, optjener man bonuspoint, som kan bruges til at opgradere sine diskarmors. Hver diskarmor kan opgraderes to gange, ligesom man kan sætte
forskellige magiske sten på dem, og for hver gang bliver våbnet bedre og stærkere. I det tilfælde at man er af den mening, at de tre diskarmors ikke yder slagkraft nok, har de hver især forskellige spells tilknyttet. Disse kan være meget nyttige i tilspidsede situationer, ikke mindst fordi de er meget nemme og hurtige at eksekvere. Kontrollen med Rygar fungerer i det hele taget godt i alle situationer i spillet, og især i kampsekvenserne nyder man godt af udviklernes suveræne arbejde med styringen og kontrollen med Rygar. Det eneste der kan give anledning til frustration, er kameraets til tider ekstremt irriterende evne til at skifte synsvinkel midt i en handling, hvilket gør at man i disse situationer let kommer til at løbe den forkerte vej osv.

Grafisk er Rygar et meget flot spil. Banerne er virkelig flotte og meget stemningsfulde og de fleste af karaktererne er både detaljerede og godt animerede. Noget af det bedste er dog de forskellige bosser i spillet. De fleste af dem er rigtig godt lavet, på den måde at de er såvel grafisk smukke, som de kan være frygtindgydende at stå overfor i en kampsituation. Musikken går fint i tråd med de forskellige baner, idet den også er meget stemningsfuld, hvilket er med til at give den særegne atmosfære og aura af ældgammel græsk og romersk verden.

Holdbarheden i Rygar er det så som så med. Spillet kan gennemføres på under ti timer, hvilket er lige i underkanten efter min mening. Man kan selvfølgelig godt trække tiden lidt ud ved at undersøge banerne meget grundigt, hvilket altså også åbenbarer flere overraskelser, som jeg dog ikke vil komme ind på her. Det er da heller ikke nødvendigt for at gennemføre spillet, men det er nu alligevel ret sjovt. Man kan også bruge en hel del tid på at lære de tre forskellige diskarmors at kende, da de har en masse kombinationsmuligheder, som hver især har deres fordele i forskellige situationer.

Som sagt var det med glæde og forventning, at jeg satte mig til rette foran flimmerkassen, for at spille Rygar, og det store spørgsmål er så, om jeg blev skuffet??? Det gjorde jeg absolut ikke ! Rygar til PS2 er kort sagt en genial konvertering af et populært arkadespil fra firserne. Hvad enten man er fan eller ej, er det min påstand at Rygar er både værdigt og underholdende nok til at indgå i enhver respektabel spilsamling.

Rygar: The Legendary Adventure (EU)
Anmelders vurdering
5/6

Rygar: The Legendary Adventure   © Tecmo 2002   (PS2)    1/3 Rygar: The Legendary Adventure   © Tecmo 2002   (PS2)    2/3 Rygar: The Legendary Adventure   © Tecmo 2002   (PS2)    3/3