X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

WarCommander


2. Verdenskrig. Denne krig må siges at være en af de mest populære, når der skal brygges nye spil over kendte temaer, som næsten alle finder interessante. Næste alle genrer har et WWII spil, og rent personligt gør det mig ikke noget, da jeg finder netop denne tid meget interessant.
Flysimulatorer er en af de genrer, der har brugt WWII i størst udstrækning, hvilket der bestemt ikke er noget galt med - se bare på fantastiske spil som Jane's WWII Fighters, B-17 Flying Fortress 2 og Microsofts Combat Flight Simulator. Desværre har det set lidt slunkent ud med spil bygget over WWII, når vi siger real-time strategi. Hvis man ser bort fra Red Alert (Der jo mildt sagt ikke var historisk korrekt), så er det mere i den trækbaserede ende, at vi finder strategispil bygget over WWII. Nu har vi her på redaktionen dog været så heldige pludselig at modtage hele to af disse bygget over netop dette emne - og det ene, WarCommander, er oven i købet et real-time strategispil.

Rangers Lead the Way

WarCommander finder sted i 1944, hvor du som spiller er øverstkommanderende for en gruppe Rangers, som altså er nogle af de mest hårdføre soldater i de allieredes rækker. Dine Rangers er de soldater, der sættes ind, når det hele bliver lidt for hedt for alle andre.

Gameplay

WarCommander er ikke et real-time strategispil i klassisk forstand, da der er bygget en masse nye ting ind, der hæver spillets gameplay og desværre også sværhedsgrad, da det er knapt så nemt at sætte sig ind i som f.eks. Red Alert.

Spillet indeholder 2 campaigns, der hver især indeholder 12 missioner. Begge missioner begynder fra de allieredes landgang i Normandiet i 1944, hvor hver capaign er blevet opkaldt efter, hvilken strand man lander på - meget interessant ide.
Du sidder måske lige nu og surmuler over, at der kun er 12 missioner i hver campaign, hvilket heller ikke er overvældende meget. Selvom man kan være både allieret og tysker, så afviger de to sider ikke meget fra hinanden, hvilket måske er en smule skuffende. Dog skal man tænke på, at det er 24 missioner i alt, og da WarCommander er et radikalt anderledes RTS, så kan hver bane sagtens tage mange timer at gennemføre.

Hvorfor er WarCommander så et så radikalt anderledes strategispil? Jo, for det første er det et spil, hvor du skal tænke grundigt over dine handlinger, inden du fører dem ud i livet, og da spillet er i real-time, så skal dette ske ret hurtigt. Der er altså ikke noget med at lade 10 soldater angribe en fjendtlig base som lokkemad, så man kan finde ud af, hvor man skal sætte hovedstyrken ind. Hver soldat er vigtig, og da du ikke bare kan bygge nye, så kræver hver bane planlægning og et rigtig godt overblik.
Nogle af ens soldater kan være uddannet til at bygge forskellige bygninger, som man kan bruge under sin mission. F.eks. kan det i en mission være en god ide med et hospital beskyttet af to maskingeværreder, så man kan lade sine sårede soldater blive plejet tilbage til fuldt helbred.
Som sagt er de enkelte soldater meget vigtige og udover, at der er mange forskellige, så afviger de fra hinanden på forskellig vis mht. til kamperfaring. Soldater, der har været meget i kamp, har mere kamperfaring end andre, og som konsekvens heraf skyder de hurtigere og rammer bedre. Der er flere andre fordele ved at have veteransoldater, så igen skal man tænke sig om, inden man sender en flok fodtusser ud på en kamikaze-mission.
Selvom spillet fokuserer mest på krig imellem soldater, så er der også både fly og køretøjer med i spillet. F.eks. kan man indkalde fly til at bombe bestemte steder, og tanks og jeeps kan være en del af ens gruppe.

En anden ting, der adskiller WarCommander fra hoben af RTS-spil er, at ens soldater kan løbe tør for ammunition, hvilket er en meget alvorlig sag, skulle jeg hilse og sige. Det nytter jo ikke noget, hvis man angriber fjender i forholdet 3/1, at man ikke har noget i geværerne.

Grafik

WarCommander er et ganske nydeligt spil, hvilket også burde være tilfældet, da de ideelle systemkrav er en 1GHz maskine med 256 MB RAM. Mindre kan dog også gøre det.
Spillet er ret flot, og specielt de mørke og dystre natbaner er meget stemningsfulde og flotte at kigge på.
Nogle gange kan det være lidt svært at have overblik over sine tropper, da de er ret små, men heldigvis kan man zoome ind og ud efter behag, hvilket afhjælper dette problem til en hvis grad.

Lyd

Lydeffekterne i spillet er som i de fleste andre RTS'er - dvs. skrig, skrål og maskingeværild. Der er dog visse lyspunkter ved lyden - bla. større eksplosioner, der lyder rigtig fedt.
Musikken er meget anonym og intetsigende, hvilket er lidt en skam, da et spil som dette netop burde have en rigtig god underlægningsmusik, der kunne underholde en under de tit temmelig langtrukne missioner.

Konklusion

WarCommander er et solidt RTS-spil, som måske nok kun appellerer til de lidt mere seriøse fans. Spillet er ikke helt nemt, og der er mange ting, man skal sætte sig ind i, hvilket måske ikke vil passe yngre og utålmodige spillere, der bare vil bygge nogle tanks og smadre baser, men sådan foregår det altså ikke i WarCommander.
Har du tålmodigheden til at øve dig tilstrækkeligt, så er WarCommander dog et meget interessant spil, der har masser at byde på. Holdbarheden er måske ikke så lang, men det råder en veludbygget multiplayermode bod på.

WarCommander
Anmelders vurdering
82%