Die Hard: Vendetta

Der var engang en gut der gik ind og købte sin PlayStation, som sit første spil købte han Die Hard Trilogy med. Det var jo hele 3 spil på en gang. Efterfølgende prøvede den naive gut at bide lidt i coveret, men måtte desværre sande at det ikke smagte af Kinder chokolade. Gutten, var vist nok mig.

Die Har Trilogy blev spillet på kryds og tværs og var efter min mening et af de rigtig geniale spil til PsOne. Nu har Vivendi så brudt den eksklusivitet aftale der var omkring spillet Die Hard: Vendetta til Gamecube, og givet os andre muligheden for at opleve lidt Die Hard action på PS2.

Historien kort fortalt, John McClane har fået en temmelig afvigende hårgrænse, mere end almindelig mange grå stænk og tillagt sig rynker. Men, som vi kender McClane bedst så går det ikke værre end skidt og han drages ind i endnu et terrorist scenario. Siddende derhjemme i lænestolen, afslappet med fjerneren tændt foran sig og en tv-dinner i mikroovnen slår han over på nyhederne.
Hvem dukker op, ingen andre end brormand til Hans Gruber fra Nakatomi gidsel dramaet. Umiddelbart ser alt fredeligt ud, brormand har fundet et kunstværk som er blevet stjålet fra USA og vil nu ud af den rene godhed i hans varme hjerte returnere det igen. I baggrunden får McClane øje på sin datter Lucy, som har fulgt i farmands fodspor og blevet optaget som politikvinde.

Som sædvanligt sker det ”uventet”, et par skud affyres live i tv, et flakkende kamera som kort efter går i sort og eventyret går i gang igen. Fuld af faderlige hævnfølelse og omsorg smutter McClane ned til museet og møder her Al, den runde politimand kendt fra filmene. Som i en bedre action film går cuttet over til ”Action!!!”

Spillet er bygget op som FPS spil, action, patronhylstre og gidseltagning er nu dagens menu. Man skal styre McClane igennem et utal af baner og en historie der udfolder sig til at Gruber familien måske ikke alligevel KUN har gode intentioner (surprise, surprise).

Der er ikke meget nyt at sige om spillet. Der er nogle små detaljer som herotime, hvor man, efter at have reddet n flok gidsler indsamler bonus som kan bruges til at sætte tiden omkring dig i slowmotion, og fjenderne kan skydes med større lethed. Det lønner sig i situationer hvor der er en 4-5 terrorister omkring dig der gerne vil give dig en blyforgiftning. Men er ikke noget man bruger meget i spillet. Andre detaljer som bør nævnes er at man har blandet lidt stealth og sniper action ind i spillet. Man kan nu snige sig ind på fjenderne og sætte pistolen hårdt ind i tindingen på dem og bruge dem som menneskeligt skjold. Hvis man fanger lederen på denne måde kan man desuden få de andre medlemmer i gruppen til at smide deres våben og overgive sig. Herefter kan man afhøre dem og få lidt informationer. Gode detaljer som giver lidt ekstra til spillet.

Jeg har snakket med en anden anmelder som mener spillet er for lineært og at man ikke bruger sniper delen til noget da man har autoaim mulighed. Han KAN have ret. Men jeg holder nu på at his man sætter sværhedsgraden på mellem eller svær, tager autoaim af så er der rigelig modstand og man bliver nødt til at både snige sig af sted og bruge sniper funktionen i spillet.
Det er jo altid nemt at rakke et spil ned og kalde det for banalt og let hvis man tager al udfordringen ud af det. I stedet vil jeg sige at det er en god ting at man kan slå de forskellige ting til og fra. Det udvider bare målgruppen og gør det muligt for et bredere publikum til at få glæde af spillet.

Grafisk er det ikke det store polerede spil, der er en del flade 2D detaljer i spillet, og man kunne godt have ønsket sig en bedre finish og en lidt højere hastighed. Men spillet virker, og man skal ikke hænge alt op på det grafiske. Men spillet er altså ikke noget der lever optil PS2 fulde potentiale.

Lydmæssigt er der gjort et hæderligt arbejde. Stemmerne er ikke Bruce Willis og andre kendte, men de virker ganske okay. Den sukkersøde stads ædende politibetjent Al var jeg faktisk i tvivl om at det ikke var ham selv der lagde stemme til, det lyder i hvert fald tæt på. Musikken er ikke noget bærende i sådan et spil her, men det veksler udmærket igennem spillet. Lydene fra pistolskud m.m. er også nogenlunde.

Gameplaymæssigt, jamen så er FPS spil jo ikke de dybeste spil. Man ved hvad man køber, og lidt i stil med et beat’em up spil, så er der det der skal være. Hvor godt det hænger sammen og ser ud vil selvfølgelig altid variere. Die Hard: Vendetta lever nogenlunde op til hvad jeg havde håbet. Bortset fra de punkter jeg har nævnt, så har jeg altså hygget mig ganske godt med at spille det. A.I. hos modstanderne er meget afvekslende, nogle steder glæder man sig over deres reaktioner, og at de ikke altid er forudsigelige, andre gange er de desværre dumme som en hul papdør.

En almindelig multiplayer del hvor man kan plaffe optil 3 kammerater ned i forskellige scenarier, og en masse forskellige små godbidder om hvordan spillet er lavet og andet bonus er med til at forlænge holdbarheden lidt på spillet. Men jeg skal nok være ærlig og sige at det ikke er Die Hard: Vendetta jeg vil spille mere end max. en enkelt gang ekstra igennem.

Afsluttende vil jeg sige at jeg måske nok ville anbefale dig at leje det, eller prøve det i butikken først (spørg, man får tit lov!!). Om det er noget for dig er svært at sige, jeg har som sagt grinet og hygget mig med det. Men må jo også sige at det ikke er det flotteste og mest gennemarbejdet spil der er derude.