Evil Islands: Curse Of The Lost Soul

Du vågner langsomt, som af en lang drøm… men hvor er du? Det første du ser, nå du ser dig omkring, er et lille drage-lignende væsen, der flyver rundt om dig… I samme øjeblik du ser den, flyver den væk…
Du rejser dig og begynder at tænke dig om. Du kan intet huske, andet end dit navn - Zak. Med dig har du kun lidt tøj og en bronzedaggert. Efter en kort gåtur, opdager du mennesker, men de løber i samme øjeblik, de får øje på dig. Du er klar over, at du ikke kan klare dig alene - du bliver nødt til at finde disse menneskers landsby!
Du sniger dig forbi enorme trolde, mens du dræber små ulve og andre svage dyr. Dér er den! Landsbyen er lige derovre! …
Men hvad venter dig, derinde…?

The Chosen! Kan vi sige kliché?

Efter du når landsbyen, er der rigeligt at give sig til. De lokale opfatter dig, af Gud ved hvilken årsag, for at være deres udvalgte redningsmand. Ham, der skal lede dem mod bedre tider. I virkeligheden betyder det tilsyneladende kun, at du skal løbe ærinder for dem… men det er da også meget godt, at have en udvalgt til dét. Dette ændrer sig dog, efterhånden som plottet udfoldes, og du får større og vigtigere opgaver.
Evil Islands er tydeligvis inspireret af spil som Baldur's Gate, idet det bruger det præcis samme system, men at give ordrer, mens spillet er pauset, for derefter at lade dem blive udført. Det har dog én ting, som Baldur's Gate ikke havde - ægte 3D - og det ses. Der er skam også et par andre påfund, men intet der kan betegnes som revolutionært.

Selve Spillet

Efter at have talt med byens leder, Erfar, får du et par simple missioner, du skal udføre. Det at de er simple, betyder nu ikke, at de er lette… Der er et hjælpesystem indbygget, som hjælper dig i gang, med de første missioner. Det er meget grundigt - alt for grundigt! Ikke så meget fordi tekstmængden er for stor (men det er den), men mere fordi du ikke bliver sat til at udføre nogle af de ting, du lærer, langt de fleste af gangene. Jeg endte med at blive så træt af at læse, at jeg bare bladrede hurtigt igennem og regnede med, at jeg nok skulle lære det.
Tilbage til sværhedsgraden - det er ikke så svært, som det måske lød, i det ovenstående. Problemet er bare, at sværhedsgraden tager et gevaldigt hop, fra intromissionen til den første rigtige mission. Der er ikke nogen synlig forskel (ved første øjekast) på vildsvinene i intromissionen og dem på den første mission. Men i praksis, så er intro vildsvinene åndssvagt lette, mens dem på første mission let kan slå dig ihjel. Et andet problem er, at "Critical Hits" er rigeligt, til at slå dig ihjel, i starten af spillet. Selv de første fjender, kan banke dig ret let, hvis de får et critical hit. Det er i orden, at jeg får tæsk - det har jeg ikke så meget imod - men det skal være fordi jeg laver en fejl. At Critical Hits kan give masser af skade, synes jeg er helt i orden, men de skal ikke dræbe helt - ikke i starten af spillet. Det hjælper dog meget, når man først lige er kommet i gang.
Et meget interessant aspekt ved den relativt høje sværhedsgrad er, at den tvinger dig til at snige dig forbi nogle fjender, mens du er nødsaget til at stjæle, hvis du skal skaffe en eller anden dims. For at komme til det andet kort, bliver du nødt til at snige dig igennem en by fyldt med Orcer. De er betydeligt stærkere end dig og der er mange af dem - du har ikke en chance i åben kamp. De har endda vagtposter! Heldigvis kan de ikke se ret langt om natten og du er ret formidabel, til at snige dig. Det er et koncept, der bliver brugt alt for sjældent, men som virkelig gør en forskel! Mange plus-point for det!
Quest systemet fungerer også udmærket. Der er en episk historie, i spillet, som du lige så stille bevæger dig igennem. Det starter ret ligegyldigt, men begynder hurtigt at blive kompliceret. Dine missioner får du udleveret undervejs, som du opdager nye spor i historien. Efter du har klaret missionen, får du udleveret et vist antal experience points, oven i dem, du fik for at dræbe fjender, på missionen. Dette leder os til et andet, udmærket system, i Evil Islands. Hvis du har spillet RPG/Adventure spil før, er du formenligt vant til, at gå levels op undervejs. Det gør du ikke her. Systemet minder mest, om Job system fra Final Fantasy Tactics - du køber dine evner for din experience. Det kan være alt, fra at være bedre til Backstab (at hugge folk ned bagfra, i al sin enkelthed), til at bliver bedre til magi. Du kan også specialisere dig inden for specielle våben, eller bare bliver stærkere generelt. Systemet er meget frit, hvilket giver dig mulighed for at lave din karakter, som du gerne vil have ham. Jeg savnede til tider de klassiske levels, men jeg er bestemt også fan af dette system. Simpelt, men veludført.
Når jeg siger "din karakter", så er det egentlig forkert… "dine karakterer", ville passe bedre. Heldigvis får du mere end én person til at hjælpe dig. Allerede tidligt i spillet slutter den enorme Khador sig til dig, i det simple håb, at han får lov til at slå noget ihjel. Han er lidt af en barbar, men dem skal der jo også være plads til - især i denne slags spil.
Udstyr skal der jo også til, men her halter Evil Islands en smule. Du kommer til at tilbringe ret lang tid i den første by, men de har altså ikke meget at byde på, når det handler om våben og rustning. Som den snedige lille djævel jeg ville have Zak til at være, synes jeg en daggert ville passe godt… men den eneste daggert, jeg kunne få lov

at købe, var dårligere end den jeg allerede havde. Jeg kunne godt have tænkt mig et sværd, men det var ualmindeligt dyrt, set i forhold til daggerten (66 guldstykker for daggerten, mens det var noget i retning af 720 for sværdet). En af mine største glæder i denne slags spil, især i de nyere spil hvor man kan se figurerne rende rundt med deres våben (jeg ser stadig tilbage på de tidlige Final Fantasy dage, hvor du kun så våbnet når du rent faktisk slog noget - og selv da var det meget lidt du fik lov at se), har altid været at få nye våben. Det var tortur ud over det rimelige, at jeg måtte beholde den almindelige daggert i så lang tid. Jeg fik godt nok en pæn tigerskindsrustning, da jeg slog et par lokale ihjel (der er vel ingen grund til, at det pæne tøj går til spilde! Jeg anser det ikke for at stjæle, men for at hjælpe de trængende… mig!), men den smule kan altså ikke holde mig tilfreds så længe. Lidt træls, men nogle ting skal jo også gå galt.
Jeg fik ikke mulighed for at teste netværksmuligheden nær så meget, som man kunne ønske, men det virkede interessant. Guiden til at lave ens karakter, er godt nok ikke specielt grundig (i modsætning til den i spillet), så jeg lavede en del fejl i første forsøg, men det krævede dog ikke mange minutter at rette. En interessant ting, er at du ikke selv får lov til at vælge, hvor tyk din karakter skal være. Hvis du bruger mange point på strength, men ikke så mange på agility, kommer du til at ligne en opblæst badebold. Mærkeligt nok får du ikke større muskler, af at tage mere strength - det bliver lagt til din vom i stedet. Jeg foretrækker som regel en Warrior-type, der kan slå lidt hårdt, men jeg bryder mig ikke om, at se ud som om jeg vejer 300 kg, hvis det ikke er muskler, der er skyld i det… Lidt generende.

Grafik

Jeg var faktisk overrasket, og imponeret, over grafikken. Godt nok har jeg brugt de sidste par uger på Final Fantasy I (fra 1980erne), så jeg er vel lidt afvænnet, men jeg synes nu Evil Islands ser helt pænt ud. Det er bestemt ikke Unreal 2, men flot ser det ud. Du kan zoome meget tæt ind på karaktererne, så du får nogle mere detaljerede kampe. Som regel har du slet ikke tid til dette, da det uzoomede kamera giver et langt bedre overblik, men det er en vellidt detalje. Du er også i stand til at dreje kameraet i stort set alle tænkelige vinkler, så du kan se spillet præcis som du foretrækker det.
Mange af fjenderne ser også helt godt ud - ikke helt så kønne som dine helte, men heller ikke dårligt. Jeg kan især godt lide Orcerne, som ser ud præcis som de skal (troldene er ganske vist store, men de er ikke særlig detaljerede… lidt ærgerligt, da de kunne have været virkelig flotte). En anden ting, jeg er glad for er, at du får lov til at se det udstyr du har på. Jeg ved godt, det ikke regnes for noget specielt nu om dage, men det hjælper virkelig, set i forhold til spil, hvor du har det samme tøj på, hele vejen igennem. Det her får dig virkelig til at ville have noget nyt kluns, så du kan se lidt sejere ud. Bare en grund mere til at spille længere end de første par missioner. Mit eneste kritikpunkt, er karakterernes ansigter. De ser alle sammen ud som om, de er ved at føde, eller noget lignende smertefuldt.

Lyd

Musikken er ret begrænset, men lydeffekter er der nok af. De sværdslag og hug der kommer, lyder desværre heller ikke særligt interessant. Gryntene giver dig en idé om, om nogen er blevet ramt, men ellers gør de ikke meget gavn. Det gør de indtalte stemmer derimod. Ude på slagmarken, er de reduceret til de klassiske Warcraft-lyde: små beskeder, der bare skal fortælle dig, at de har fattet ordren. Et af mine små problemer, med dette er, at du kommer til at sige, hvor du gerne vil gå hen, rigtig mange gange i løbet af spillet. Dine helte går derhen, hvor du klikker, så med mindre du er flere skærmlængder foran dig selv (hvilket hurtigt kan blive meget farligt), bliver du nødt til at gentage gå-ordren for hver tiende meter. Bekræftelserne er som regel fine nok et par gange, men man bliver hurtigt træt af dem.
I byen er det dog en lidt anden sag. Der er masser af dialog i spillet, som der jo skal være i denne slags spil, og det er alt sammen læst op (bortset fra multiplayer spillet). Som sædvanlig, er stemmerne bare ikke helt så gode, som de kunne være. Jeg er efterhånden meget træt af at høre på Zak og Erfar. Khador og, især, Babur, smeden, er dog en helt anden historie. Babur har en brillant accent! Jeg bliver aldrig træt af at høre på ham! Hvis bare de havde fået sådanne stemmer til dem alle sammen (det er lidt mærkeligt, at han er den eneste i området, med den dialekt…), så ville spillet være gået flere karakterer op.

Konklusion

Evil Islands er faktisk et rigtig godt spil. Højst uventet fra min side, men jeg blev positivt overrasket. Der er masser af nye idéer, til systemer, der gør spillet mere interessant. Dog savner jeg lidt følelsen af, at hovedpersonen er "min". I Baldur's Gate, giver du selv hovedpersonen navn, klasse og evner - her bliver du bare udstyret med Zak. Personligt bryder jeg mig ikke så godt om ham, og det ødelægger lidt det hele. Historien er udmærket, men den er ikke nær så godt fortalt, som man kunne have ønsket sig. Det er dog ting, som stadig er over middelkarakter, og kun trækker lidt ned i den overordnede karaktergivning. Alt i alt, et rigtig godt stykke arbejde. Der er masser af spil for pengene, hvis du kan lide RPG/Adventure spil, i stil med Baldur's Gate.