X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Cycling Manager


Årets udgave af Tour De France er slut, men fik du ikke nok af Armstrong, Ullrich, Jalabert og alle de andre så er redningen netop kommet på gaden i Danmark - Cycling Manager til PC. Som titlen også fortæller, er der her tale om et manager spil, hvor du altså ikke selv cykler, men derimod instruerer dine rytterere i, hvordan de skal cykle.

"Cycling Manager ?! - Arj hvor kedeligt".

Hvis jeg skal være ærlig - og det skal jeg jo - må jeg indrømme, at jeg rent faktisk grinede lidt af spillet, da jeg kiggede på det første gang. Jeg synes generelt, at cykel-sport er en smule søvndyssende, og bare tanken om at skulle være træner for et cykelhold fik mig til at gabe. Med andre ord, var mine forventninger i bund, da spillet var i gang med at blive installeret på min harddisk. Men jeg skulle blive klogere...

Gameplay

Du starter med at skulle vælge, hvilken slags løb du vil køre. Du kan vælge at køre et enkelt løb, en tour eller en hel sæson. Dernæst skal du vælge ét ud af de 20 tilgængelige hold. Alle de store hold er med, inklusive det danske CSC Tiscali. Det skal også lige nævnes, at der er 125 baner (14.000 km), som alle er genskabt ud fra de virkelige ruter. Meget imponerende.
De store løb er selvfølgelig med : Tour De France, Giro D'Italia og Spanien rundt. Derudover en masse småløb. Eneste mangel er World Cup'en, men den vil så kunne downloades på den officielle hjemmeside inden for den nærmeste fremtid.
På hvert hold er der mellem 15 og 40 ryttere, alle fra det virkelige liv, som har karakterer i 10 forskellige egenskaber såsom sprint, klatring, intelligens osv. Tallene er ret realistiske, f.eks er Jan Ullrich en sand komet i bjergene ligesom i virkeligheden.
Ydermere er der også mulighed for at anskaffe sig ryttere fra de andre hold, så du kan få et hold præcist efter dit hoved. Du skal dog ikke regne med at kunne bytte en elendig rytter for Lance Armstrong - så let er det ikke.

Efter jeg havde kørt et par småløb, hvor jeg fik gevaldige tæv, kastede jeg mig ud i et Tour De France, selvfølgelig med US Postal, som har årets vinder Lance Armstrong på holdet. Hele Tour'en fik jeg kørt på lidt over 1 dag, men det var også fordi, jeg blev så grebet af spillet, at jeg sad oppe det meste af natten og spillede.
Efter de første par etaper og en grundig studering af manualen samt hjemmesiden, begyndte mine ryttere så småt at gøre, som jeg havde tænkt. Det er altså en enorm tilfredsstillelse at se holdet følge din taktik, og især se den lykkes.
Før sidste etape var jeg 5 minutter efter Cassagrande i den samlede stilling, men jeg gjorde det umulige og hentede ham på sidste etape, hvorefter jeg kunne fejre min første gule førertrøje efter mit første Tour De France.
Det fik straks mine tanker hen på, om spillet var for let, men efter at have tænkt det grundigt igennem, er jeg kommet frem til at sværhedsgraden er ok. Det kunne dog have været lækkert med en mulighed for at ændre på dette, for det kan måske godt gå hen og blive for let, når man virkelig bliver en haj til det. Men så kan man jo bare vælge et dårligere hold.
Desuden ligger det sværeste nok ikke i at vinde et Tour De France. Ens evner som træner kommer først virkelig på prøve,
når du kaster dig ud i en hel sæson med samtlige løb, så skal du nemlig besidde en god evne til at vudere, hvornår nogle ryttere skal spares, og andre slå igennem og vinde løbet. Det er en videnskab i sig selv, og det er helt klart en fordel, hvis du har en rimelig baggrundsviden om cykelsport generelt.

Før hvert løb skal du sætte din taktik for hver enkelt rytter. Hvornår han skal køre deffensivt eller offensivt, hvornår han skal angribe, hvilke modstandere han skal holde øje med, samt hans målsætning for dagens løb/etape - f.eks. at vinde, eller at gå efter en bestemt trøje. En stor del af spillet foregår her.
Under selve løbene, som du ser i 3D, har du også massere af muligheder for at bestemme hver enkelt rytters kørsel. Mindre detaljer er der også tænkt på, såsom muligheden for at give rytterne mad undervejs.
Du kan hele tiden se din rytters energi, og hans "punch" - dvs evnen til at stikke af. Det kræver selvfølgeligt mere "punch" at stikke af på en bjergstigning, end når det bare går ligeud.

Et minus ved spillet er, at det ikke er muligt at fortsætte sin karriere efter 1 sæson. Når sæsonen er slut, ja så er spilet ligeså.

Spillet giver mulighed for multiplayer enten over lokalt netværk eller over internettet. Selv om undertegnede ikke har prøvet det, er jeg sikker på, at det er kanon-sjovt i multiplayer.

Grafik

De forskellige menu'er er ganske pæne og lette at finde rundt i. Selve løbene foregår i 3D med mulighed for 10 forskellige kameravinkler. Der er også mulighed for at se alt det spændende der er sket gennem løbet, i et replay.
Spillet vinder ikke på grafikken men på gameplayet, selvom den absolut ikke er grim. Rytterne er forholdsvis pæne, baggrundene pæne og fra nogle kameravinkler fornemmer du virkelig, hvor stejlt et bjerg er.
Effekter som følgevogne, store tilskuermængder og kameramænd på motorcykler findes ikke, hvilket er en lille smule synd.
Men det skal understreges, at grafikken absolut ikke er noget, der ødelægger helhedsindtrykket af spillet.

Lyd

Spillets største(og eneste) kritikpunkt er helt klart lyd-delen. Musikken bliver du simpelthen hamrende træt af allerede efter få timers spil, og lyd-effekterne er der sparet på. Man savner måske en kommentator?
Ihvertfald savner man lyden af tilskuere, helikoptere og al den anden støj, der altid er at finde ved sådanne løb.
Ja ok, der er da lagt lidt effekter på hist og her, men det er langt fra noget der imponerer på noget tidspunkt.

Konklusion

Tja, jeg blev ihvertfald MEGET positivt overrasket efter at have brugt et par timer på at sætte mig ind i det.
Der er mange underholdene timers spil gemt i Cycling Manager, uanset om du er fan af sporten eller ej. Det kræver dog som sagt, at man sætter sig lidt ind i tingene.
De helt store karakterer scorer spillet dog ikke, men der er absolut grundlag for det i en eventuel Cycling Manager 2.
Hvis du er bare den mindste smule interesseret i cykelsport, så er spillet et must. Jeg var absolut ikke cykel-interesseret, inden jeg fik spillet ind af brevsprækken, men hvem ved - måske ender jeg med at blive det efter et par sæsoner mere med Cycling Manager.

Cycling Manager
Anmelders vurdering
85%