X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Phantasy Star Online Episode I & II


Gamecube går online

Det er lidt af en overraskelse, at Gamecube kommer online i Europa før Playstation 2 og Xbox. Men det er ikke desto mindre, hvad der er sket. Første spil, der udnytter denne mulighed, er Sega's Phantasy Star Online - Episode I & II. Et omfattende action-RPG konverteret fra den nu pensionerede Dreamcast-konsol.

Phantasy Star Online er et spil med et par fede features, som vi ikke ser så tit i et konsol-RPG. Her tænker vi især på muligheden for flere spillere samtidig i samme verden. Men inden vi tester multiplayer-delen, vil vi se på singleplayer-delen. Historien er ikke noget dybt, episk eventyr med store personligheder og et kompliceret plot, som vi kender det fra eksempelvis Final Fantasy men til gengæld er der en hel del action. Spillet er sat i en futuristisk verden om bord på rumskibet Pioneer 2 og nede på den noget ugæstfri planet Ragol. Spillet er, som titlen antyder, opdelt i to episoder. I første episode har Pioneer 2 mistet al form for kontakt med et andet rumskib - Pioneer 1. Som spiller får man nu til opgave at rejse til Ragol og finde ud af, hvad der er sket. Men inden man kan gå i gang, skal man have lavet sig en figur. Man har valget mellem tre forskellige typer. Hunters er gode i nærkamp, Rangers er specialister med skydevåben mens Forces er eksperter i forskellige typer teknikker. Når man har valgt sin figur og bestemt udseendet, bliver man ret hurtigt kastet ud i den første opgave.

Mangel på tempo

Spillet er opbygget som et normalt hack-and-slash action-RPG. På Ragol kæmper man mod monstre og forsøger at finde den forulykkede Pioneer 1. Tilbage på Pioneer 2 tager man imod nye opgaver og køber bedre våben og andet godt. Styringen af ens figur føles en smule kluntet. Han eller hun bevæger sig langsomt, både når man løber, men også når man angriber. Kommer man fra andre action-RPG's som Zelda og Kingdom Hearts, så virker styringen og spillets hastighed utroligt tung og langsom. Efter nogle timers spil vender man sig dog til det og efterhånden som ens figur bliver stærkere og lærer nye teknikker, kommer der da også lidt mere tempo over kampene. Hver figur har en såkaldt MAG, en lille robot der svæver lige bag figuren. Det er en slags Pokémon, som man kan fodre med items for at få den til at vokse og blive stærkere. Når den bliver stærk nok, kan den hjælpe til i kampe. Spillet indeholder desuden et utal at forskellige våben og andet udstyr, så der er masser af muligheder for at tilpasse ens figur som man ønsker det. Belønningen for at klare en opgave kan være alt fra en smule penge eller et nyt våben til et minispil, der kan downloades og spilles på en Game Boy Advance.

Multiplayer i et RPG

Som et singleplayer action-RPG er Phantasy Star Online meget middelmådigt. Historien er tynd og man kan hurtigt blive træt af at nedslagte monstre i en uendelighed. Skal man for alvor have noget ud af spillet, må man, som minimum, anskaffe sig et ekstra joypad og en anden person at spille med. Det er nemlig
muligt at spille op til fire personer samtidig på samme konsol. Skærmen opdeles i det antal spillere, man er og det er nu muligt at samarbejde om at klare opgaverne. Man kan benytte samme figur som i singleplayer-delen, så de levels, man har optjent i det ene spil, beholder man i det andet. Morskabsfaktoren hæves nogle grader, når man er flere og det er bestemt en feature mange flere RPG'er burde indeholde.

Online med hele verden

Den største grund til at købe Phantasy Star Online er dog nok muligheden for at spille online med andre spillere fra hele verden. Det kræver, at man køber en bredbånds- eller modem-adaptor til sin Gamecube og at man har en internetopkobling. Selve opsætningen af internetforbindelsen i spillet er meget simpel og en god og udførlig manual hjælper med de fleste spørgsmål. Det koster 8.95 Euro pr. måned (svarende til omkring 65 kr.) at spille online, første måned er gratis. Selve spillet er næsten det samme som i normal multiplayer og man kan også her spille med den samme figur. Den store forskel er, at der er hundredvis af folk at spille sammen med. Har man et TV, der understøtter 60hz-funktion, kan man koble sig på store amerikanske og japanske servere, men også på de europæiske servere er der allerede mange spillere. Kommunikation med de andre spillere kan foregå ved hjælp af smileys og andre simple ikoner, man selv kan konfigurere, det gør det nemt at kommunikere i et sprog, alle kan forstå. Ønsker man at skrive mere komplicerede ting, har spillet indbygget et software-keyboard, det er dog en omstændig affære at skulle skrive lange sætninger på denne måde. Vil man for alvor have noget ud af det sociale element ved online-delen, må man derfor anskaffe sig et keyboard til sin Gamecube.

Teknisk underlegen

Som nævnt er spillet konverteret fra Sega's Dreamcast-konsol. Det kan ind imellem ses på grafikken, der ikke helt lever op til, det vi er vant til at se på Gamecube. Både figurernes udseende og animation er kantet. Kvaliteten af de forskellige områder på Ragol svinger meget, enkelte steder er utroligt flotte, mens andre steder er meget kedelige. Der er dog enkelte lækre effekter og bosserne formår også at imponere. Vi syntes godt, Sega kunne have brugt flere kræfter på at konvertere spillet, det er ærgerligt, at grafikken ikke kan matche Gamecubens andre titler. Lydsiden er heller ikke noget at råbe hurra for. Effekterne er udmærkede, men musikken bliver enkelte steder næsten generende.

Konklusion

Spiller man alene, er Phantasy Star Online er et middelmådigt action-RPG, men har man nogle at spille med, enten i splitscreen eller online, bliver det hele meget sjovere. Det er stadig simpel hack-and-slash action, men sammen med andre kan dette jo også være sjovt. Der er også en stor udfordring og mange timers spil i, at overgå sine online-venner med vilde våben og teknikker. Phantasy Star Online er en god start på Gamecubens online-karriere og vi håber at mange flere spil i fremtiden vil udnytte denne mulighed.

Phantasy Star Online Episode I & II (EU)
Anmelders vurdering
4/6

Phantasy Star Online Episode I & II   © Sega 2002   (XBX)    1/3 Phantasy Star Online Episode I & II   © Sega 2002   (XBX)    2/3 Phantasy Star Online Episode I & II   © Sega 2002   (XBX)    3/3